Mødedato: 17.08.2026, kl. 16:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Budgetnotater til budgetforhandlinger 2027

Se alle bilag

Resume

Udvalget skal med denne sag godkende budgetnotater bestilt af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget (BIU), herunder bevillingsudløb, som er blevet udarbejdet frem mod forhandlingerne om budget 2027. Udvalget skal ligeledes tage forvaltningens budgetnotater inden for kategorien rettidig omhu samt specifikke udfordringer til efterretning. Derudover skal udvalget beslutte, om det ønsker at bestille et budgetnotat vedr. Københavns Ungepolitik til Budget 2027.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender budgetnotater vedr. bevillingsudløb til budget 2027, jf. bilag 6-17.
  2. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender budgetnotater, som udvalget har bestilt, jf. bilag 18-21.
  3. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager til efterretning, at forvaltningen forventer at rejse et budgetnotat på rettidig omhu til budget 2027.
  4. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager forvaltningens tre budgetnotater på specifikke udfordringer til budget 2027 til efterretning, jf. bilag 3-5.
  5. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget bestiller et budgetnotat til budget 2027 vedr. midler til udvikling af Københavns Ungepolitik.

Problemstilling

Økonomiudvalget vedtog med Indkaldelsescirkulæret for budget 2027 rammerne for forhandlingerne. Cirkulæret indebærer, at fagudvalgene forud for forhandlingerne skal behandle følgende:

  • Budgetnotater vedr. bevillingsudløb, som blev bestilt ifm. behandlingen af budgetbidraget for 2027.
  • Budgetnotater bestilt af BIU.
  • Forvaltningens budgetnotater vedr. need to, rettidig omhu mv.
  • Forvaltnings budgetnotater vedr. specifikke udfordringer.

Derudover indstilles det, at udvalget bestiller et budgetnotat vedr. midler til udvikling af Københavns Ungepolitik. Borgerrepræsentationen godkendte d. 21. maj, at der udarbejdes en tværgående ungepolitik for unge mellem 13-29 år i København med særligt fokus på udsatte unge. Det fremgik, at udarbejdelsen af en fælles ungepolitik med inddragelse af unge vil kræve finansiering.

Løsning

Budgetnotater vedr. bevillingsudløb
BIU tog på deres møde den 20. april 2026 stilling til, hvilke bevillingsudløb udvalget ønskede at videreføre ifm. behandlingen af udvalgenes budgetbidrag. Budgetnotaterne er udarbejdet på baggrund af denne drøftelse. I forbindelse med udarbejdelsen af budgetnotaterne, har forvaltningen i nogle enkelte tilfælde, på baggrund af en faglig vurdering, haft tilføjelser til de bestillinger, BIU foretog på mødet den 20. april. Ændringerne fremgår af bilag 1.

Ved sidste års forhandlinger om budget 2026 skulle der kun udarbejdes budgetnotater på de bevillingsudløb, hvor indhold eller økonomi ændrede sig i forhold til det oprindelige bevillingsudløb. Med Indkaldelsescirkulæret for 2027 har Økonomiudvalget besluttet at normalisere kategorien bevillingsudløb. Det er dermed op til forvaltningerne, om der ønskes udarbejdet et budgetnotat på de enkelte bevillingsudløb. I BIF er det besluttet at udarbejde budgetnotater på samtlige bevillingsudløb. Det giver gennemsigtighed i indhold og overblik over, hvad der skal besluttes videreført. Af bilag 2 ses en gennemgang af udvalgets bevillingsudløb.

Budgetnotater bestilt af BIU

Af bilag 2 fremgår ligeledes de øvrige budgetnotater, som udvalget har bestilt, men som ikke falder ind under kategorien bevillingsudløb.

Forvaltningens budgetnotat vedr. rettidig omhu.

Forvaltningen forventes at have ét budgetnotat i kategorien rettidig omhu. Det drejer sig om ”BI01 – Etablering af yderligere indkvarteringskapacitet i pavilloner på Vindmøllevej”. Med Overførselssagen 2025-26 blev der afsat midler til etablering af en ny pavillonby på Vindmøllevej til genhusning af ca. 280 beboere fra Amager Strandvej som følge af metrobyggeri. I projektet var der en tilvalgsoption om yderligere kapacitet på ca. 170 pladser. Beslutningen om tilvalget blev udskudt til forhandlingerne om budget 2027. Udskydes beslutningen yderligere, forventes projektet at skulle genudbydes, hvilket vil medføre merudgifter og forsinke etableringen af den nødvendige kapacitet. Samtidig øges risikoen for behov for dyrere midlertidige indkvarteringsløsninger. De yderligere pavilloner forventes at kunne tages i brug ultimo 2027/primo 2028. 

Specifikke udfordringer
Forvaltningerne kan i lighed med sidste år udarbejde 1-3 budgetnotater på enkeltstående specifikke udfordringer inden for fagforvaltningens område.

BIF har udarbejdet tre specifikke udfordringer til forhandlingerne om budget 2027.

BI04 Styrkelse af erhvervsområdet i KK

Budgetnotatet vedrører en styrkelse af Københavns Kommunes erhvervsområde efter ressortændringen i 2026, hvor erhvervsindsatsen blev samlet i BIF. Forslaget skal styrke dialogen med erhvervslivet, øge kommunens erhvervsfaglige viden og analysekapacitet samt understøtte en mere synlig og proaktiv erhvervsindsats. Der søges blandt andet midler til virksomhedsservice, erhvervspolitiske topmøder, brancheekspertise og øget inddragelse af virksomheder i kommunens udvikling.

BI05 Helhedsorienteret koordinering af indsatsen for borgere i risiko for lange forløb

Budgetnotatet vedrører en videreførelse og forankring af den tværgående indsats mellem BIF og SOF for borgere i risiko for lange forløb. På baggrund af gode erfaringer fra den specialiseret taskforce foreslås etableret et helhedsorienteret team, der skal sikre tæt koordinering, tværfaglig sparring og sammenhængende forløb for borgere med komplekse udfordringer. Indsatsen skal bidrage til, at flere borgere kommer i job eller uddannelse, afklares til fleksjob eller førtidspension og får den rette sociale støtte.

BI06 AI i beskæftigelsesindsatsen

Budgetnotatet vedrører en samlet AI-indsats på beskæftigelsesområdet, der skal understøtte implementering og drift af AI-løsninger. Indsatsen skal reducere administrative opgaver, frigive tid til borgerkontakt og sikre ansvarlig anvendelse af AI, samtidig med at der realiseres effektiviseringsgevinster og opbygges erfaringer til gavn for hele kommunen.

Budgetnotaterne kan læses i bilag 3-5.

Budgetnotat vedr. midler til udvikling af Københavns Ungepolitik

Udarbejdelsen af ungepolitikken forudsætter, at der afsættes finansiering, hvorfor der skal udarbejdes et budgetnotat til Budget 2027. Udarbejdelse af budgetnotatet kræver, at udvalget afgiver ønske om et politisk bestilt budgetnotat. Budgetnotatet vil beskrive den forventede opgave, organisering og de økonomiske konsekvenser ved at udarbejde ungepolitikken. Budgetnotatet forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, når det er endeligt godkendt.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Eventuelle ændringer i økonomien afhænger af resultatet af budgetforhandlingerne.

Loft over udgifter til øvrige vejledning og opkvalificering og mentorstøtte (ØVO/mentor)

Med Beskæftigelsesreformen indføres en finansieringsgrænse på indsatsrammen for udgifter til ØVO/mentor. BIU har ved 2. behandling af budgetbidrag 2027 vedtaget at afsætte en reserve på 15 mio. kr. til håndtering af eventuelle initiativer fra budgetforhandlingerne samt ændringer i ledighedsbilledet. Ved en eventuel overbudgettering som følge af initiativer fra budgetforhandlingerne eller et ændret ledighedsbillede, hvis økonomiske konsekvenser overstiger reservationen, håndteres dette i BIU til efteråret. Det vil i sådanne tilfælde få konsekvenser for serviceniveauet på tværs af andre målgrupper.

Politisk handlerum

Der kan stilles spørgsmål til forvaltningens budgetnotater samt henviste sager, mens udvalget kan ønske ændringer til budgetnotater bestilt af udvalget.

Videre proces

På tidspunktet for udsendelse af dagsordenen er følgende budgetnotater endnu ikke endeligt godkendt: ”BI01: Yderligere kapacitet på Vindmøllevej til fordrevne ukrainere”, ”SO28: Helhedsorienteret familieindsats på Nørrebro og Bispebjerg” og ”SO32: Tværgående udsatteenhed med Region Hovedstaden” Budgetnotaterne vil blive eftersendt til udvalget. Modtager forvaltningen ikke nogen indsigelse vil budgetnotaterne blive betragtet som godkendte.

Der er også bestilt budgetnotater på Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalgets område uden for de beskrevne kategorier. De vil blive tilgængelige på budgetnotatsitet i takt med, at de bliver udarbejdet.

Hvis medlemmer af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget ønsker at få udarbejdet yderligere budgetnotater til forhandlingerne om Budget 2027, bedes de rette henvendelse til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningens udvalgssekretær. Budgetnotater bestilles således på mail hos Helena Strømfeldt Lind (ES95@kk.dk) med cc til følgende Julie Alsing (FW6M@kk.dk), Charlotte Vinther Pedersen (ZB70@kk.dk) og Laura Elisabeth Sandkvist Lund (PT9J@kk.dk).

Forvaltningen fremsender først det udarbejdede budgetnotat til forslagsstilleren – med henblik på at afklare eventuelle supplerende spørgsmål. Herefter uploades det på budgetnotatsitet.

Det enkelte budgetnotat indgår først i de politiske forhandlinger, når det er nævnt ved forhandlingsbordet.

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

 

Bilag

Til top