Før en modernisering efter § 5, stk. 2

Før udlejer laver en gennemgribende renovering af lejemålet efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2, skal nævnet besigtige lejemålet.

Den 1. juli 2020 træder en ny bestemmelse i boligreguleringslovens § 5, stk. 3 i kraft. Ifølge bestemmelsen skal udlejere, der overvejer at renovere en lejlighed og udleje efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2, bede nævnet besigtige og træffe afgørelse om, om lejemålets stand muliggør en væsentlig forbedring af det lejedes værdi. 

Bestemmelsen har ikke betydning for lejemål, der inden lovens ikrafttrædelse er eller har været lejet ud efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

Udlejer må ikke være gået i gang med arbejderne herunder nedrivning, da nævnet skal tage stilling på baggrund af, hvordan lejemålet fremstår, inden arbejderne påbegyndes.

Hvis udlejer har mulighed for at sende en plantegning af lejemålet, imødeses den gerne.

Der vil blive gennemført en besigtigelse, hvorefter nævnet træffer afgørelse i sagen. Det er en forudsætning for nævnets besigtigelse, at gebyret for sagens behandling på 4.000 kroner (2020) betales.

Kontakt