Henvendelser til lokaludvalget, november 2025
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 9. oktober 2025 til efterretning.
Problemstilling
Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.
Løsning
1. Feedback på affaldssortering på Hauser Plads
Med mail den 7. oktober 2025 skrev en borger, at det fungerer supergodt med miniaffaldscontainere ved legepladsen på Hauser Plads. Derudover takkede borgeren lokaludvalget for at passe på byens historiske udtryk.
Sekretariatet har kvitteret for mailen.
2. Orientering om foreningen ”Ja Tak til Parkering”
Med mail den 8. oktober 2025 orienterede formanden for foreningen ”Ja Tak Til Parkering” om foreningen. Foreningen ”Ja tak til parkering” kæmper for bedre parkeringsforhold i hele København – for dem, der bor, arbejder, handler, driver virksomhed eller blot færdes i byen. Han medsendte foreningens fakta ark.
Se beskrivelse af foreningen og fakta ark i bilaget.
Sekretariatet har kvitteret for mailen.
3. Forslag til Teknik- og Miljøudvalget om vision for by-laboratorium for Østerport Kvarter: “Den bæredygtige by i byen 2050”
Med mail den 24. oktober 2025 orienterede en borger og medlem af byudviklingsgruppen om sin mail til Teknik-og Miljøudvalget vedr. en vision om et by-laboratorium for Østerport Kvarter: “Den bæredygtige by i byen 2050”.
Borgeren håber på opbakning fra lokaludvalget til projektet.
Forvaltningen har oplyst, at hun får svar fra Teknik- og Miljøudvalget i uge 46, eftersom det vil tage længere tid at vurdere forslaget.
I sin mail til lokaludvalget uddyber borgeren, at hendes mail til Teknik - og Miljøudvalget skyldes, at det i hendes optik er nødvendigt at inddrage lokale borgere direkte i planlægning og udvikling med henblik på opfyldelse af de tre aspekter i bæredygtighed: Social, miljø og økonomi. Visionen om et by-laboratorium involverer Indre By Lokaludvalg og Miljøpunktet, og borgeren har foreslået, at bl.a. Middelalderbyens planlagte, men ikke realiserede tiltag sættes i værk efter aftale med lokaludvalget. Hun har også skrevet, at et by-laboratorium måske kunne iværksættes i Middelalderbyen.
Se borgerens mail til Teknik- og Miljøudvalget og uddybning af visionen i bilaget.
Sekretariatet har kvitteret for mailen.
4. Henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om mulig lukning af renovationsordningen ”suget” i Nyhavn
Med mail den 24. oktober 2025 orienterede en borger om en henvendelse fra Nyhavnsgruppen til Teknik- og Miljøudvalget angående suget i Nyhavn. Suget er betegnelsen for den nuværende renovationsordning i Nyhavn, som står til at blive nedlagt i 2026 af økonomiske grunde. Denne renovationsform fungerer ved, at affaldet fra ejendomme, restauranter og virksomheder i stedet for at blive hentet af diverse renovationsvogne anbringes i et centralsug, der suger det til en fælles opsamling, hvor det hentes. Foreningen forstår ikke argumenterne for nedlukningen af denne renovationsform.
Nyhavnsgruppen beder om svar på, hvorvidt Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer vil arbejde for at suget bevares.
5. Analyse fra foreningen ”Ja tak til parkering”
Med mail den 2. november 2025 orienterede formanden for ”Ja tak til parkering” lokaludvalget og Teknik- og Miljøborgmesteren om sin analyse om borgernes stemme om parkering i København.
Se analysen i bilaget.
6. Parkerings-oplysninger online
Med mail den 30. september og 27. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen, om at kommunen ikke har opdateret parkeringsoplysninger online, hvorfor nogle bilister kører forgæves efter en parkeringsplads, også handicapbiler.
Han beder om bekræftelse på, om de 225 parkeringspladser, der er afsat i alle planer for Middelalderbyen, findes. Han vurderer, at der er under 150 aktive parkeringspladser og ikke 225.
Han beder om svar på hvor mange beboerlicenser, der er udstedt i Middelalderbyen.
Han spørger om, hvorvidt Teknik- og Miljøforvaltningen sætter flere bænke og krukker op på vejbanerne.
Han forventer også, at Indre By Lokaludvalg tager emnet op på deres kommende møder, da han har efterspurgt svar på dette længe.
7. Klage over manglende svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen
Med mail den 14. oktober og 27. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen, hvori han efterspørger svar på:
- Antallet af parkeringsafgifter udstedt til borgere med adresse i Middelalderbyen (København K) i perioden 1. april – 30. september 2025.
- Antallet af aktive beboerlicenser i Middelalderbyen pr. 30. september 2025.
Han beder lokaludvalget handle på at der ikke bliver givet svar.
8. Udeserveringer og tilsyn
Med mail den 3. oktober og 28. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og miljøborgmesteren, hvori han efterlyser fyldestgørende redegørelse for:
- Antallet af tilladelser til udeservering (opgjort løbende, herunder fordeling på zoner og m²)
- De samlede indtægter fra gebyrerne (opgjort løbende)
- De samlede udgifter til tilsyn og administration (opgjort løbende)
- Han spørger om, hvor mange medarbejdere er i dag ansat i afdelingen for Udeservering og Støj.
Han italesætter, hvad han kalder et konkurrenceproblem i byen: Restauranter og caféer betaler for råden over gadearealet, mens butikker frit kan stille varer, stativer og skilte ud – til langt større gene for fremkommeligheden. På Strøget og Købmagergade er det ikke udeserveringen, men netop gadevarer og skilte, der reelt spærrer for byens borgere og gæster, skriver han. Det synes han er urimeligt og konkurrenceforvridende.
Han mener ikke, at hans spørgsmål er blevet besvaret fyldestgørende og ønsker, at sagen behandles politisk i Teknik- og Miljøudvalget og i Indre By Lokaludvalg.
I mailen den 28. oktober 2025 stiler han følgende spørgsmål til teknik- og miljøborgmesteren:
- Hvorfor skal der betales for udeserveringer (råden over gadeareal), men ikke for gadevarer og gadeskilte?
- Er kommunen villig til at indgå i en dialog med ejendomsejere, erhvervsdrivende og Københavns City Center om et nyt, mere retfærdigt regelsæt?
- Hvad er årsagen til, at der ikke er tilsvarende problemer på Amagertorv og Østergade, mens udfordringerne i Frederiksberggade/Nygade fortsat består?
Se Teknik- og Miljøborgmesterens svar i bilaget (til sag nr. 8.).
9. Forslag om parkeringsanlæg og øremærkning af parkeringsindtægter
Med mail den 6. oktober 2025 bad formanden for foreningen ”Ja Tak Til Parkering” om at et brev blev omdelt til Borgerrepræsentationens medlemmer forud for deres møde den 9. oktober. Han beder også om, at det bliver omdelt til Indre By Lokaludvalg. I følgebrevet udtrykkes foreningens opbakning til Det Konservative Folkepartis forslag om øremærkning af kommunens parkeringsindtægter og etablering af nye parkeringsanlæg.Se følgebrevet og medlemsforslag som der henvises til i følgebrev i bilagsoversigten.
10. Amagertorv – skilte og belægning
Med mail den 9. oktober, 25. oktober og 5. november 2025 orienterede en borger om sine mails til Teknik- og Miljøforvaltningen om, at der er ulovlige skilte til butikker i sidegaden til Amagertorv. Han oplever en stor mængde skilte i området.
Han spørger
- hvad forvaltningens plan er med ”dette optog af skilte”
- om man selv må fjerne ulovlige skilte.
- om forvaltningen har inspiceret belægningen på Amagertorv med dem der lagde den i sin tid, med henblik på at vejlæggere kan hjælpe med at gøre det rigtigt så det ikke skal repareres så ofte.
Han skriver, at han værdsætter, at Amagertorv efter mange måneder har fået fjernet en gul afspærring, som han tidligere har orienteret forvaltningen om, også via Giv et Praj.
11. Vimmelskaftet – bænke og cykelparkering
Med mail den 11. oktober, 21. oktober og 26. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen om bænke og cykelparkering på Vimmelskaftet. Borgeren har foreslået, at der opstilles en rund københavnerbænk rundt om træet ved Vimmelskaftet med henblik på at forhindre, at der parkeres cykler der, som udfordrer fremkommelighed. Han foreslår også bedre information om cykelparkering på stedet. Han har efterfølgende sat spørgsmålstegn ved prioritering af opsætning af bænke.
Se forvaltningens svar i bilagsoversigten (Bilag til sag nr. 11).
12. Cykelparkering
Med mail den 11. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen om cykelparkering. Han ønsker en hyppigere oprydning af cykler i Indre By og en plan for cykelparkering med henblik på at sikre fremkommelighed og æstetik på byens pladser.
13. Udlejningscykler ud for port
Med mail den 12. oktober 2025 orienterede en borger om sin mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om et stort antal udlejningscykler, som er parkeret ud for en port og som spærrer ind/udkørsel ved Store Strandstræde.
14. Støj fra natteliv
Med mail den 17. oktober 2025 orienterede en borger om sin mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om støj og gener fra nattelivet i området omkring Vestergade, Studiestræde mm. Borgeren orienterer om, at han har snakket med beboere og erhvervsdrivende i området, som oplever gener fra nattelivet. Han anmoder forvaltningen om oplysning vedr. nattilladelser, antal klager over støj og om hvorvidt Nørre Kvarter er omfattet af Middelalderbyens parkeringsregler.
15. Detailhandel
Med mail den 18. oktober 2025 orienterede en borger om sin mail til teknik- og miljøborgmesteren, hvori han spørger, om der er planer om at lave en detailhandelsanalyse.
16. Uenig i politik vedrørende grønne områder
Med mail den 25. oktober 2025 orienterede en borger om sin mail til teknik- og miljøborgmesteren, hvori han udtrykker uenighed i hendes politik vedrørende grønne områder i byen.
17. Gadeskiltning
Med mail den 25. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen om tilsyn med gadeskiltning. Han fremhæver en rød knallert/lille kaffebil, som fungerer reklameskilt. Det fremgår af mailen, at borgeren har haft et møde med medarbejdere fra forvaltningen om dette.
18. Svarnotat vedrørende kommunens besvarelse af henvendelse om Borgerrepræsentationsmødet den 9. oktober 2025
Med mail den 28. oktober 2025 orienterede en borger om sin korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen angående spørgsmål til Borgerrepræsentationens møde den 9. oktober 2025.
Se svaret fra forvaltningen og borgerens svarnotat i bilagsoversigten.
19. Airbnb
Med mail den 1. november 2025 orienterede en borger om sit spørgsmål til teknik- og miljøborgmesteren om, hvad hendes politiske holdning er til udlejning af private lejligheder til turister, særligt via Airbnb, og hvordan kommunen kontrollerer omfanget af udlejningerne.
Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at han kan forvente svar i uge 45.
20. Julemarked på Højbro Plads
Med mail den 3. november 2025 orienterede en borger om sin mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om julemarked på Højbro Plads. Han har registreret, at der står mange skraldespande/containere ved julemarkedet, som burde stå på pladsen, der er stillet til rådighed. Han problematiserer, at kommunen evaluerer på julemarkeder, men ikke forandre noget. Han refererer til den evaluering af julemarkeder i 2024, han sendte til forvaltningen den 30. januar 2025.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalget besluttede i sit møde den 9. oktober 2025, at arbejdsgrupperne som en fast procedure skal gennemgå henvendelserne med henblik på at vurdere, om der er sager, som lokaludvalget skal tage op.