Bispebjerg Kirkegård

Byens flotteste alléer og landets største fællesgrav

Ahorn allé fornyes

Som en del af skybrudsprojektet på Bispebjerg Kirkegård ændres beplantningen nu flere steder - især ved den tidligere Ahorn allé. Du kan læse mere om træer og skybrudsprojektet her på siden.

De basale oplysninger til din næste tur på kirkegården

Fold alle ud

Se åbningstider, adresse og kort

Bispebjerg Kirkegård er åben kl. 7 - 19 fra oktober til marts og kl. 7-22 fra april til september. 

Kirkegårdens adresse er Frederiksborgvej 125, 2400 København NV.

Se kortet over Bispebjerg Kirkegård

Gratis rundvisninger og digital guide

Find selv rundt på Bispebjerg Kirkegård med vores digitale guide. 

Hent app'en ARtour og søg på Bispebjerg Kirkegård. Så finder du let vej til nogle af kirkegårdens mange spændende gravsteder og gode historier.

Du kan også finde guiden online, men det fungerer bedst i app'en.

Vil du hellere med på rundvisning? Fra april til september har vi gratis ture, hvor alle er velkomne. Grupper på mindst 10 personer kan bestille ture hele året. 

Se hvordan du kommer med på tur

Hent også vores brochure med kort over kirkegården

Hvis du skal købe gravsted på Bispebjerg Kirkegård

Der er både kistegrave, urnegrave og børnegrave på Bispebjerg Kirkegård.

Få oplysning om gravsteder her

Du kan få personlig rådgivning om valg af gravsted på kirkegården. Bestil tid på telefon 33 66 91 00, så vil en medarbejder tage imod og vise de forskellige muligheder.

Se også vores råd og vejledning om det, der skal ske ved et dødsfald

 

Du kan holde højtidelighed i Søndre Kapel

Du kan leje Søndre Kapel til højtideligheder.

Læs mere om kapellet

Kapellet ligger ca. 400 meter inde på kirkegården.

Find kapellet på kortet over kirkegården

Værd at vide om Bispebjerg Kirkegård

Bispebjerg Kirkegård er fra 1903. Siden 1908 har der været et krematorium på kirkegården. Her er også mange særlige typer gravsteder, der udspringer af kremering, bl.a. Danmarks største fællesgrav med op mod 100.000 asker. 

I 2015 fik Bispebjerg Kirkegård en udviklingsplan. Den sætter rammerne for kirkegårdens udvikling som både gravplads og rekreativ ressource de næste mange år.

Kirsebæralléen og andre attraktioner

Der er mange smukke alléer på Bispebjerg Kirkegård, bl.a. den ikoniske poppelallé.  Mest berømt er dog kirsebæralléen bag Søndre Kapel. Den blomstrer som regel i slutningen af april. Sorten er et prydkirsebær kaldet prunus subhirtella "Accolade".

Kirkegårdens bygninger er af arkitekterne Holger Jacobsen, Tyge Hvass og Andreas Clemmensen. Friis & Moltke har tegnet krematoriet.

Mange anerkendte kunstnere har lavet individuelle gravminder eller monumenter, der markerer fælles anlæg som f.eks. fællesgraven. Blandt kunstnerne kan nævnes Knud Nellemose, Preben Boye, Svend Lindhart og Kaare Klint.

Skybrudsprojekt på Bispebjerg Kirkegård

Fold alle ud

Hvorfor skal Bispebjerg Kirkegård skybrudssikres?

Københavns Kommune arbejder i 2025–2027 med at skybrudssikre dele af Bispebjerg Kirkegård. Formålet er at sikre kirkegården og de omkringliggende boligområder mod oversvømmelser ved kraftig regn. I stedet for at lade regnvandet strømme ukontrolleret hen over stier og gravsteder, skal det fremover opsamles og forsinkes i lavninger, underjordiske anlæg og grønne regnvandsbassiner.

Hvad skal der ske?

Skybrudsprojektet udføres i de centrale og sydlige dele af kirkegården – herunder:
•    Hovedporten ved Frederiksborgvej
•    Dalen midt på kirkegården
•    Det sydlige område ved Skoleholdervej
I disse områder anlægges:
•    underjordiske faskiner og regnvandsmagasiner
•    lavninger og grønne bassiner i terrænet
•    nye kantsten, belægninger og stiforløb
•    beplantning med nye træer, stauder og engblandinger
Visse stier hæves eller omlægges for at lede og tilbageholde vand. Regnvandet vil dermed blive kontrolleret og genanvendt i et naturligt kredsløb – frem for at skabe skader.

Fornyelse af træbestanden

Som led i skybrudsprojektet på Bispebjerg Kirkegård fornyes beplantningen.

I alt fjernes ca. 135 træer, og 421 nye plantes. Det skaber variation, styrker biodiversiteten og giver kirkegården et mere robust og grønt udtryk.

De fjernede stammer doneres til Utterslev Mose, hvor de lægges ud i landskabet som levesteder for insekter, fugle og svampe. På den måde bevares den CO₂, træerne har opsamlet gennem årene – og de nye træer vil optage store mængder CO₂, mens de vokser. 

Udskiftningen sker med respekt for både stedets historie og fremtidens behov – og skaber nye grønne oplevelser for besøgende i mange år frem.

Særligt om Ahorn Allé

Skybrudsprojektet arbejder p.t. omkring kirkegårdens Ahorn Allé.

Ahorntræerne blev plantet omkring 1940 og er nu omkring 85 år gamle. Da arten normalt lever 80–100 år, er træerne i den sidste del af deres naturlige liv. Alléen har oprindeligt bestået af ca. 76 træer, men i dag står kun 26 tilbage. Det betyder, at alléens helhed og rytme er brudt, og den fremstår ikke længere som en egentlig allé.

De nødvendige regnvandsløsninger under stien vil beskadige træernes rødder og svække dem yderligere. I stedet for at lade dem visne, erstattes de med nye, sunde træer. Den gamle allé udskiftes med en blomstrende tulipantræsallé, og samtidig plantes en ny kirsebærallé og mange andre arter i hele området.

Fakta om projektet

Placering: Hovedporten, Dalen, Det sydlige område

Projektperiode: August 2025 – vinteren 2027

Kapacitet: Anlæg til forsinkelse af 7.000 m³ regnvand

Træer fjernes: ca. 135

Træer plantes: 421 nye træer fordelt i hele området

Godkendt af: Teknik- og Miljøudvalget, 8. maj 2023

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte projektet via: skybrudsprojektbispebjergkirkegaard@kk.dk

De områder, skybrudsprojektet anlægges på.
Ahorn Allé, som med den nye beplantning af tulipantræer omdøbes Tulipan Allé.
Den kommende plads ved hovedporten.

Kontakt

Bispebjerg Kirkegård

Frederiksborgvej 125

2400 København NV