Mødedato: 21.08.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Rammer for udbud af indsatser for udsatte og sygemeldte borgere over 30 år

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal træffe beslutning om rammerne i udbud af beskæftigelsesindsats og specialiseret beskæftigelsesindsats for udsatte og sygemeldte borgere over 30 år. Den foreslåede udbudsform er ’’begrænset udbud’’. For beskæftigelsesindsatserne foreslås, at små og mikrovirksomheder tilgodeses i udbuddet, mens der for de specialiserede beskæftigelsesindsatser gennemføres et begrænset udbud uden, at små og mikrovirksomheder tilgodeses. Der foreslås en opdeling i fire indsatsområder med hhv. fire, tre, to og to leverandører på områderne. I vurderingen af tilbud foreslås en 80/20-vægtning af kvalitet/pris.   

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der bruges udbudsformen begrænset udbud i udbud af beskæftigelsesindsats for udsatte og sygemeldte over 30 år
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at de indholdsmæssige rammer i udbuddet, herunder antal udbudsområder og leverandører
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i udbuddet arbejdes med en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vægtes 80 pct. og pris vægtes 20 pct.

Problemstilling

Jobcenter København har i dag rammeaftaler om beskæftigelsesrettede indsatser for udsatte og sygemeldte borgere over 30 år. Aftalerne udløber den 30. juni 2024, hvorefter nye rammeaftaler skal være klar til ikrafttrædelse.

De nuværende aftaler er samlet i ét udbud opdelt i fire udbudsområder hhv.: 1) udsatte, 2) sygemeldte, 3) borgere med erhvervet hjerneskade og 4) beskæftigelsesrettet vejledning og afklaring af psykiske lidelser. 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 20. februar 2023 igangsættelse af udbudsprocessen, hvorefter forvaltningen har været i dialog med jobcentre og markedet for at optimere rammer og indhold for det nye udbud.

Løsning

Udbudsform
På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets drøftelser den 15. maj og 19. juni 2023, foreslår forvaltningen at anvende begrænset udbud for at tilgodese små og mikrovirksomheder i udbuddet. Der foreslås prækvalifikation af ni, seks, fem og fem tilbudsgivere på de fire udbudsområder, hvoraf 1/3 af pladserne er afsat til små og mikrovirksomheder på område 1 og 2. Bilag 1 beskriver nærmere udbudsformen og konsekvenserne af prioriteringen af små og mikrovirksomheder i udbuddet.

Brugen af begrænset udbud betyder, at udbuddet kan blive forsinket, fx på grund af klager fra ansøgere, der ikke prækvalificeres (får lov at afgive tilbud). Derfor kan der blive behov for at forlænge de eksisterende aftaler i en kortere periode. Procesrisikoen herved vurderes at være af mindre omfang.

Anbefaling om opdeling i to udbud og videreførelse af fire indsatsområder
På baggrund af viden og erfaringer fra jobcentre og markedet anbefales nedenstående opdeling:

Udbud af beskæftigelsesindsats for udsatte og sygemeldte borgere over 30 år
1) Beskæftigelsesindsats for udsatte borgere og fleksjobvisiterede
2) Beskæftigelsesindsats for sygemeldte borgere

Udbud af specialiseret beskæftigelsesindsats for udsatte og sygemeldte borgere over 30 år
3) Specialiseret beskæftigelsesindsats for borgere med erhvervet hjerneskade eller øvrige kognitive vanskeligheder 
4) Specialiseret beskæftigelsesindsats for borgere med psykiske udfordringer ift. job 

Pga. væsentlige forskelle i betingelser og krav til beskæftigelsesindsats og specialiseret beskæftigelsesindsats, anbefales en opdeling på to udbud, men med en videreførelse af de fire samme indsatsområder som i det nuværende udbud. De fire områder dækker erfaringsmæssigt indsatsbehovet. Opdelingen i udbudsområder og indholdet i indsatserne er uddybet i bilag 1.  

Anbefaling om antal leverandører
Forvaltningen anbefaler, at udbudsområde 1 og 2 bliver udbudt til hhv. fire og tre leverandører, hvilket er en leverandør mindre på hvert område ift. det nuværende udbud. Dette skyldes et ønske fra jobcentrene om at effektivisere samarbejdet med leverandørerne for at skabe mest mulig tid til kerneopgaven omkring borgeren. Samarbejdet er erfaringsmæssigt afgørende for kvaliteten af forløbene men meget ressourcekrævende for jobcentrene og indebærer bl.a. løbende dialog og koordinering om forløb, møder på overordnet niveau om samarbejde, kvalitet og resultater samt videndeling og kompetenceudvikling parterne imellem for at sikre fælles afsæt og retning for borgernes forløb. Desto flere samarbejdspartnere desto flere ressourcer skal afsættes til koordinering og møder.

Ift. de specialiserede indsatser på indsatsområde 3 og 4, foreslås det, at der igen bliver indgået aftaler med to leverandører på hvert af de to udbudsområder mhp. fortsat at sikre tilstrækkelig konkurrence og kapacitet.

Tildelingskriterier
Forvaltningen foreslår en vurdering af tilbud, hvor kvalitet vægter 80 pct. og pris 20 pct. Bilag 3 beskriver nærmere forslag til vurdering af kvalitet og pris.

Andre elementer/opmærksomhedspunkter i udbuddet
Forvaltningen foreslår, at rammeaftalerne indgås for fire år, hvilket er den maksimale længde for rammeaftaler. En rammeaftale skal altid kunne opsiges med otte ugers varsel.

Indstillingen har været forelagt Handicaprådet i Københavns Kommune, der ikke havde ændringsønsker, men positive bemærkninger til flere centrale elementer i udbuddet. Handicaprådets høringssvar er vedlagt som bilag 5.

Faktaark om den eksisterende indsats
I forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 20. februar 2023, blev der bestilt et faktaark om udbuddet, vedlagt som bilag 4.

Økonomi

Der er i 2022 købt indsats på de nuværende rammeaftaler for 128 mio. kr. På den baggrund estimeres et køb på ca. 400-500 mio. kr. over fire år, afhængig af udviklingen i målgrupperne, lovgivning, ændringer i de politiske prioriteringer for anvendelse af de tilbud, der er omfattet af udbuddet m.v.

En rammeaftale giver ret, men ikke pligt, til køb hos en leverandør. En leverandør garanteres derfor ikke et mindstekøb fra jobcentret. Udgiften til udbuddet afholdes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ramme.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan pba. denne sag give kommentarer, ændringsforslag m.v. til rammerne for udbuddet, herunder tildelings- og vægtningsmodel.

Videre proces

  • September 2023: Markedshøring af udbudsmateriale
  • November 2023: Offentliggørelse af udbuddet
  • December 2023: ansøgningsfrist
  • Januar 2024: Offentliggørelse af, hvem der må afgive tilbud
  • Marts 2024: Tilbudsfrist
  • Maj 2024: Tildeling af rammeaftaler
  • 1. juli 2024: De nye aftaler træder i kraft

Henrik Lund/Signe Maria Christensen

 

 

Beslutning

Enhedslisten fremsatte ændringsforslag om nyt fjerde at-punkt:

 

”At Beskæftigelses og integrations udvalget godkender, at et fokus på lokal forankret indsatser skal være en del af udbuddet.”

 

For: Ø

Imod: V, C, DF, SF, RV

Undlod: S og Å

 

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Indstillingens tre at-punkter blev herefter godkendt uden afstemning.

 

SF fremsatte følgende protokolbemærkning, som Radikale, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Venstre og Konservative tilsluttede sig:

 

”Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Venstre og Konservative noterer sig, at en vedtagelse af ændringsforslaget ville gøre det sværere for de aktører, der i dag leverer lokalforankrede beskæftigelsestilbud, da deres ekspertiseområde ville blive udskilt fra det samlede udbud. Den valgte model giver mulighed for, at små og mikro-virksomheder kan være med til at byde på alle områder.”

 

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

”I Enhedslisten vægter vi de lokalt forankrede indsatser højt, da vi ser de ofte bedre kan rumme de mest udsatte borgere. Et fokus for vores beskæftigelsesindsats er at få vores borgere, herunder især vores mest udsatte borgere, hurtigere afklaret om det er til hhv. til fleksjob, førtidspension eller til ordinært arbejde, derfor vægter vi de lokalt forankrede indsatser højt, og håber de også byder ind ved dette udbud.”

Til top