Mødedato: 18.09.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan 494 Enghave Brygge til flytning af stibro ved Københavns Roklub, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Lokalplan Enghave Brygge fastlægger placeringen af en cykel- og gangbro, der skal forbinde den kanal, der går gennem området, hvor Københavns Roklub ligger, og den boligø, Nobelholm, der er etableret ved siden af. Københavns Roklub ønsker imidlertid at flytte broen 60 m, så den placeres længere mod syd for at undgå sammenstød mellem håndtering af både og krydsende færdsel over Roklubbens område. Ændringen kræver en dispensation fra lokalplanen. Dispensationen har været i naboorientering. Forvaltningen anbefaler, at der meddeles dispensation.

Indstilling


Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra lokalplan 494 Enghave Brygge til flytning af stibro ved Københavns Roklub.

Problemstilling

Københavns Roklub ønsker at flytte cykel- og gangbroen, der forbinder Theodore Roosevelts Vej (Nobelholm) og matr.nr. 1518 Udenbys Vester Kvarter, København, hvor roklubben ligger. Broen ønskes flyttet ca. 60 m længere mod syd i forhold til, hvor den er placeret i gældende lokalplan Enghave Brygge (BR 27. november 2014), så den kommer til at ligge i forlængelse af Fiskerihavnsgade. Derved undgås konflikter mellem roklubbens aktiviteter med håndtering af både og den krydsende færdsel over forpladsen fra broen.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 30. august 2021 indstilling om flytning af gang- og cykelbro ved Københavns Roklub på baggrund af et medlemsforslag stillet af Venstre. Sagen blev vedtaget med et ændringsforslag om, at kommunen - indtil Fiskerihavnsgade reetableres – er positivt indstillet overfor en dispensationsansøgning fra ejerne fra lokalplanen til at flytte broen, hvis grundejerne/brugerne vil finansiere en flytning, idet kommunen ikke lovligt må betale for en flytning af broen. Udvalget tilkendegav desuden, at det er vigtigt fortsat at sikre offentligheden adgang langs vandet – også foran roklubben samt at udmøntningen af beslutningen skal forelægges udvalget.

Dispensationen har været i naboorientering i perioden fra den 14. april 2023 til den 8. maj 2023. Forvaltningen har modtaget 40 henvendelser (bilag 3).

Løsning

Københavns Roklub har til huse i bygninger og på et areal på Enghave Brygge, som klubben lejer af By & Havn. Klubben har mange medlemmer og dermed stor aktivitet med håndtering af både på arealer, der ligger ned mod Tømmergraven i den nordlige del af Enghave Brygge-området.

I lokalplanen for området er det fastlagt, at der skal være en gang- og cykelbro, der går over den kanal, der skal være mellem det område, som roklubben ligger på og den boligø, der er etableret ved siden af. Formålet med denne placering har været, at der skulle være mulighed for passage hele vejen langs vandet. Broen er anlagt, men endnu ikke tilsluttet endeligt, fordi roklubben ønsker en anden placering.

Københavns Roklub og de omkringliggende ejere ønsker således broen flyttet ca. 60 m længere mod syd, så den kommer til at ligge i forlængelse af Fiskerihavnsgade (bilag 2 b). Vejen vil fortsat være en blind vej for biltrafik, men gennemgående for cyklister og gående. Flytningen kræver dispensation fra lokalplanens bestemmelser om, hvor broen skal placeres. Roklubben vil i givet fald finansiere en flytning, som eventuelt først vil kunne ske, når byggeriet ved Fiskerihavnsgade i løbet af sommeren 2027 er færdigt. Se billeder af de nuværende forhold i bilag 6.

Forvaltningen kan anbefale at flytte broen. Hvis broens nuværende placering opretholdes, vil det betyde, at der vil opstå konflikter mellem den tværgående færdsel på roklubbens forplads og den håndtering af både og andet, der også foregår på forpladsen. Flytning af broen hen til Fiskerihavnsgade vil fjerne pendlertrafik på tværs af roklubbens bådeplads. I stedet vil gående og cyklende i et naturligt forløb blive ledt ned ad den blinde vej Fiskerihavnsgade, der vil få meget lidt biltrafik. Der bliver fortsat mulighed for at gå ind på roklubbens forplads.

Der er gode muligheder for at projektere vejforløbet på Fiskerihavnsgade på en måde, der tilgodeser både de ganske få biler, der vil bruge vejen, som adgang til de erhvervsbygninger, der ligger langs vejen og de cyklister og gående, der vil bruge broen.

Der er mulighed for at skabe en adskillelse mellem den vendeplads, der skal være på Fiskerihavnsgade, og promenaden langs vandet. Der er også mulighed for at etablere et bredere fortov i den ene side af vejen eller evt. et fortov i begge sider af vejen. Dette vil tilgodese de bløde trafikanter. Endelig vil der fortsat være adgang for offentligheden til roklubbens arealer, herunder forpladsen ved vandet, men den skal så foregå fra Kortløb/Nelson Mandelas Allé og Fiskerihavnsgade.  

Muliggjort i lokalplan 494 Enghave Brygge

Muliggøres med dispensation:

Forvaltningens vurdering:

Af § 4, stk. 3 og tegning 4 fremgår det, at der skal være en række broer i området. En af dem skal forbinde den grund, som roklubben ligger på, med øen Nobelholm, og det fremgår, hvor den skal ligge.

Der muliggøres en flytning til ud for Fiskerihavnsgade.

Flytningen vil flytte gennemgående cykel- og gangtrafik fra roklubbens forplads, men der vil fortsat være adgang til forpladsen for offentligheden.


Naboorientering
Dispensationen har været i naboorientering i perioden fra den 14. april 2023 til den 8. maj 2023. Forvaltningen har modtaget 40 henvendelser (bilag 3). Henvendelserne er refereret med forvaltningens bemærkninger i bilag 4. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser:

  1. Fem henvendelser er imod, at broen flyttes. De mener, at den bør blive liggende, hvor den i dag er placeret, fordi den skaber den sammenhæng i området, som lokalplanen tilstræber. Det vil stride mod lokalplanens formål og ikke være sagligt begrundet at tillade en flytning. Flytningen er kun til gavn for roklubben og ikke for de mange, der ellers bruger området. Der foregår i øvrigt ikke så meget på roklubbens område, at det ikke kan kombineres med tværgående færdsel for cyklister og gående.
  2. 34 henvendelser, heraf 11 fra brugere af roklubben, mener, at det vil være en god idé at flytte broen. Ellers vil der opstå mange farlige situationer og opstå konflikter, når den tværgående trafik skal hen over pladsen, samtidig med, at der skal håndteres mange store og tunge både på forpladsen. Den nye løsning vil også kunne fungere godt. Det bør dog ikke være roklubben, der skal betale for en flytning. I stedet burde kommunen eller andre betale for det.
  3. I en henvendelse gøres opmærksom på, at en række byggerier i området formentlig betyder, at broen først kan flyttes i løbet af sommeren 2027, og at Fiskerihavnsgade skal anlægges, så adgangen til disse byggerier respekteres.

Forvaltningens bemærkninger:

  1. Selvom broen flyttes, vil der stadig være mulighed for at færdes gennem området langs vandet. Fiskerihavnsgade kan indrettes således, at der er gode forhold for de bløde trafikanter, og den kan bruges som tilkørselsvej til de meget få ejendomme, der har vejadgang til den. De henvendelser, der er kommet fra roklubbens brugere og forvaltningens egne observationer, viser, at der er en hel del håndtering af lange, tunge både på området.
  2. Forvaltningen er enig i, at det vil være en bedre løsning både for andre trafikanter og for roklubben at flytte broen. Der vil stadig være adgang for offentligheden til roklubbens forareal ved vandet.

Broen er anlagt i forbindelse med byggeri på Nobelholmen i overensstemmelse med lokalplanen. Først efter, at den var anlagt, blev der rejst spørgsmål til placeringen. Nobelholmbyggeriet skal således ikke betale for en flytning, og kommunen har ikke hjemmel til at betale for den. Derfor har roklubben tilbudt at rejse midler til det.

  1. Forvaltningen er enig i, at flytningen af broen må afvente, at der ikke længere er behov for midlertidige trafikløsninger i området af hensyn til de igangværende byggeaktiviteter. Roklubben skal bruge dispensationen til at rejse midler til en flytning og har så tid til det. Fiskerihavnsgade kan indrettes, så alle parters interesser tilgodeses.


Politisk handlerum
Det kan besluttes, at der ikke skal dispenseres. Hvis dispensationen ikke gives, må Københavns Roklub og By & Havn sammen finde ud af, hvordan adgangsforholdene ved roklubben løses bedst, således at broen kan tilsluttes ved roklubben, som angivet i lokalplanen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil forvaltningen meddele dispensationen.

                                         Søren Wille                   
                                                          / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. september 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det samlede udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne støtter dispensationen under forudsætning af, at midlerne rejses af roklubben, og vi finder det samtidig afgørende, at lokalplanen sikrer, at der alle steder i lokalplanområdet fortsat er en fri, lige og uhindret passage langs hele havnefronten.”

Til top