Resultat af foranalyse om Randersgade som sikker skolevej, Østerbro
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det løsningsforslag til sikker skolevej på Randersgade, som skal indgå i forhandlingerne om Budget 2026. På baggrund af foranalysens undersøgelse af tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden for skolebørn, indstiller forvaltningen en løsning med ensretning af Randersgade mod nord, samt cykelstier, sikre krydsninger ved skolerne mv. Forslaget støttes af de tre skoler på strækningen og forventes at nedbringe antallet af biler og gøre trafikken mere overskuelig og tryg for cyklister og fodgængere. Lokaludvalget foretrækker dog en alternativ løsning uden ensretning, som forvaltningen ikke vurderer, er tilstrækkelig. For at undersøge konsekvenser af ensretningen, foreslås den afprøvet som forsøg inden permanent anlæg.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at løsningsforslag for Randersgade som sikker skolevej indgår i forhandlingerne om Budget 2026, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
I Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,2 mio. kr. til en foranalyse, der skal afdække mulighederne for at forbedre Randersgade som skolevej. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller på baggrund af analysen et løsningsforslag, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2026.
Løsning
Randersgade er en ca. 800 meter lang gade med tre skoler: Heibergskolen i syd, Randersgades Skole midt på strækningen og Vibenshus Skole i nord, jf. bilag 2. Foruden intens morgentrafik, passerer og krydser mange gående og cyklende skolebørn fra de tre skoler gaden om eftermiddagen, når de skal i klub på Nøjsomhedsvej. Gadens trafik er også præget af andre aktiviteter. Mange butikker får leveret varer, og der er et livligt cafémiljø ved Bopa Plads. Derudover passerer mange gående til fx Parken.
Inddragelsen af elever, forældre mv. viser, at mange elever er i tvivl om, hvor det er hensigtsmæssigt at krydse gaden, og at skolepatruljerne har svære vilkår jf. bilag 6. Der er især behov for gode krydsninger ved skolerne samt ved Nøjsomhedsvej og Bopa Plads, jf. bilag 3. Foranalysen viser også, at parkerede biler – både lovlige og de ulovlige parkeringer på cykelbanen – forringer oversigtsforhold, og de ulovlige parkeringer betyder, at cyklister trækker op på fortovet eller ud på vejen. Det skaber utrygge og farlige situationer. Hertil kommer, at store køretøjer skaber utryghed – især om morgenen ved ringetid.
Løsningsforslag med ensretning af Randersgade
Forvaltningen indstiller en løsning, hvor Randersgade ensrettes for biltrafik mod nord (i foranalysen benævnt scenarie 3), jf. bilag 4. Ensretningen vil skabe plads til at erstatte de eksisterende smalle cykelbaner med cykelstier på mellem 2,25 og 3 meter. Denne bredde vurderes at være den nødvendige bredde til en trafiksikker og tryg afvikling af gadens cykeltrafik med børn, el- og ladcykler mv., som også mindsker konflikter med fodgængere. Der etableres sikre krydsninger med hævede flader ved skolerne samt bump og indsnævring af kørebanen for at dæmpe bilisternes hastighed. Der reserveres plads til varelevering samt plads til en institutionsbus om morgenen. Ensretningen frigiver også plads til at forbedre ankomsten ved skolerne med bl.a. cykelparkering og plads til ladcykler samt til grønne bede.
Ensretningen vil nedbringe mængden af køretøjer og gøre trafikken mere overskuelig og tryg. For at afdække konsekvenser for trafikafviklingen i tilstødende gader og for varelevering og renovation, vil ensretningen blive afprøvet som forsøg i op til seks måneder. Teknik- og Miljøudvalget vil få forelagt en evaluering af forsøget sammen med indstillingen om projektforslag for den samlede løsning i andet kvartal 2027. Her kan udvalget tage stilling til permanent ensretning samt eventuelle justeringer. Løsningen for gaden koordineres med den kommende foranalyse af forbedret trafiksikkerhed mv. i Nordre Frihavnsgade.
Prisen på den indstillede løsning er anslået 33 mio.kr. i anlæg.
Alternativt løsningsforslag uden ensretning
I foranalysen foreslås en alternativ løsning (benævnt scenarie 2), som også etablerer cykelstier, fartdæmpende tiltag samt sikrere krydsningspunkter, men bl.a. adskiller sig ved, at den dobbeltrettede biltrafik fastholdes, jf. bilag 5. Pga. den dobbeltrettede trafik etableres særlige tiltag, der kan betegnes som skolezoner. Det omfatter advarselstavler, hævede flader og vejindsnævringer, som gør det lettere for cyklister og fodgængere at krydse Randersgade. Uden ensretning bliver bredden på cykelstierne kun 1,8 meter, hvilket er under Københavns Kommunes anbefalede minimumsbredde på 2,5 meter, jf. Cykelfokus 2024. Det kan få negativ betydning for trafiksikkerhed, tryghed og fremkommelighed, særligt i spidsbelastningerne. Etablering af cykelstierne kræver også en reduktion af det ene fortov, så det fremadrettet bliver ca. 2,3 meter bredt, hvilket er lidt smallere end de 2,5 meter, som er fastsat som Københavnerfortovenes standardbredde for at tilgodese tilgængelighed. Samtidig bliver der heller ikke plads til cykelparkering ved skolerne samt de grønne tiltag. Da biltrafikken forbliver dobbeltrettet og ikke nedbringes, vil trafikken opleves mindre overskuelig og cyklister og fodgængere vil fortsat opleve utryghed på grund af store køretøjer og smalle cykelstier og fortove.
Fravalgte tiltag
Foranalysen indeholder yderligere en løsning (benævnt scenarie 1), som er fravalgt, da den ikke vurderes at øge trygheden for cyklister og fodgængere, jf. bilag 6. Derudover foreslår foranalysen en række supplerende tiltag, som har til hensigt hurtigt at skabe synlige ændringer i Randersgade. Disse omfatter bl.a. forbud mod biltrafik ved skolerne om morgenen samt nedlæggelse eller flytning af p-pladser, som forringer trafiksikkerheden. Tiltagene er samlet og vurderet i bilag 7 og behandlet i høringsafsnit. Generelt vurderer forvaltningen, at forsøget med ensretning vil være mere effektivt end disse tiltag, idet det også kan iværksættes relativt hurtigt, mens den permanente løsning projekteres.
Høring
Foranalysen har været i høring hos Østerbro Lokaludvalg, Vibenshus Skole, Randersgades Skole og Heibergskolen jf. bilag 6 i perioden d. 2. oktober 2024 til d. 5. november 2024. Høringssvarene og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 8.
Høringssvar
fra lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalg giver udtryk for, at de ikke støtter en ensretning af
gaden, da de vurderer, at det vil hæmme fremkommeligheden for beboere i bil i
Randersgade og tilstødende gader, men forholder sig ikke konkret til et forsøg.
Lokaludvalget ønsker derimod det alternative løsningsforslag uden ensretning,
samt de supplerende tiltag, som fx er hastighedsbegrænsning samt et forbud mod
indkørende trafik på en eller flere dele af Randersgade i morgen- og
eftermiddagstimer, jf. bilag 7.
Høringssvar
fra skolerne
Der er ikke modtaget høringssvar fra Randersgades Skole og Heibergskolen, men
skolelederne har i dialogen med forvaltningen udtrykt støtte til en løsning med
ensretning. Vibenshus Skole giver udtryk, for, at den indstillede løsning bedst
modvirker farlige situationer og fremhæver, at ensretningen gør det mere
overskueligt for skolepatruljen at holde øje med biltrafikken. Dertil er der
ønske om at indtænke nye afsætningsmuligheder for børn, der afleveres i bil i
den ensrettede løsning.
Forvaltningens
bemærkninger
Forvaltningen anbefaler, at ensretningen afprøves som forsøg, så konsekvenser
kan undersøges nærmere, og der kan etableres afværgeforanstaltninger, som kan
løse de eventuelle problemer, lokaludvalget er bekymret for. Af foranalysens
forslag til mindre, supplerende tiltag er ét allerede gennemført, da den
anbefalede 40 km/t hastighedsgrænse i Randersgade i december 2024 blev
erstattet med en hastighedszone med 30 km/t som en del af det bydækkende
hastighedsprojekt. Som nævnt i løsningsafsnittet er de andre fravalgt, jf.
bilag 7. Gaden vurderes ikke egnet til indkørselsforbud om morgenen, da det
kræver skilte med mange undtagelser som følge af behov for beboerkørsel,
varelevering og børnehavebus. Erfaringer fra andre tryghedszoner viser desuden,
at for små zoner medfører opstuvning
af trafik på de nærmeste gader fx ved afsætning og -hentning af skolebørn.
Afsætningsmuligheder er en del af løsningsforslaget. I forbindelse med detailprojekteringen vil der blive taget stilling til antal og placering af pladserne.
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i løsningsforslaget.
Parkering
Syv p-pladser nedlægges for at få plads til cykelstier og forbedre oversigten. P-pladserne bevares dog under forsøget. I det alternative løsningsforslag nedlægges ni p-pladser for at forbedre oversigten ved de vigtigste krydsninger. Det er muligt at erstatte op til ni p-pladser i Århusgade, jf. den bydækkende screening (TMU 16. december 2024), hvis der henvises særskilt finansiering til dette.
Træer
Løsningsforslaget giver mulighed for at plante op til 14 nye træer langs strækningen.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte, at
- ·nedlægge yderligere op til 8 p-pladser (dvs. i alt op til 15 p-pladser) for at forbedre trafiksikkerheden, idet bilister, der kører ind på Randersgade fra sidevejene hermed vil få bedre oversigt til cyklisterne på Randersgade. Det vil samtidig sikre, at indretningen lever op til vejreglernes anbefaling for veje med hastighedsgrænse på 30 km/t.
- længdeparkering omdannes til skråparkering på den ca. 200 meter lange strækning fra Århusgade til Vordingborggade. Derved kan tre p-pladser bevares, så der kun nedlægges fire fremfor syv p-pladser. Det vil dog betyde, at bredden af fortovet her reduceres med op til 0,5 meter, hvilket er ca. 20 cm. under standardbredden for københavnerfortove. Tiltaget kan rummes inden for den estimerede pris, men anlægges først, såfremt ensretningen etableres permanent.
- det alternative løsningsforslag, som anbefales af lokaludvalget, skal indgå enten alene eller som alternativt scenarie i det kommende budgetnotat til Budget 2026, jf. bilag 5. Løsningen har en anslået pris på 29 mio. kr.
Økonomi
Gennemførelse af løsningsforslaget til sikker skolevej på Randersgade afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetaftale. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalysen, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde budgetnotat til forhandlingerne om budget 2026.
Søren Wille
/ Peter Højer