Mødedato: 02.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag om høring om seks gårdhaver

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at skitseforslaget til seks fælles gårdhaver for henholdsvis Hallandsgadekarréen, Rosendalsgadekarréen, Otto Mallings Gadekarréen, Cityringkarréen, Sankt Hans Gadekarréen Øst og Sankt Hans Gadekarréen Vest sendes i høring.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender:

  1. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 2, om etablering af fælles gårdhave for Hallandsgadekarréen: Hallandsgade 2-8, Norgesgade 1-7 og Amagerbrogade 34-38 sendes i offentlig høring i otte uger.
  2. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 3, om etablering af fælles gårdhave for Rosendalsgadekarréen: Østerbrogade 56C-E og 60, Slagelsesgade 2-12 og Rosendalsgade 11-15 samt dele af matr. 563 UK sendes i offentlig høring i otte uger.
  3. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 4, om etablering af fælles gårdhave for Otto Mallings Gadekarréen: Otto Mallings Gade 4-12, Lange-Müllers Gade 20-22, Landskronagade 57-67 og Vennemindevej 51-53 sendes i offentlig høring i otte uger.
  4. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 5, om etablering af fælles gårdhave for Cityringkarréen: Ørnevej 2, Nordre Fasanvej 234-252 og Frederikssundsvej 1-3 sendes i offentlig høring i otte uger.
  5. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 6, om etablering af fælles gårdhave for Sankt Hans Gadekarréen Øst: Ravnsborggade 13-21C, Sankt Hans Gade 15-23, Sankt Hans Gade Passage 2-4 og 1-11, Fælledvej 14-18 samt Fælledvejens Passage 2-12 sendes i offentlig høring i otte uger.
  6. at byfornyelsesforslag, jf. bilag 7, om etablering af fælles gårdhave for Sankt Hans Gadekarréen Vest: Ravnsborggade 5-7, Nørrebrogade 20-24 og Fælledvej 2-4, 10A-10B sendes i offentlig høring i otte uger.

Problemstilling

Med udgangspunkt i Københavns Kommunes byfornyelsesstrategi ”Bæredygtig byfornyelsestrategi” fra oktober 2009, Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om supplerende principper for fælles gårdhaver af den 11. marts 2013 og som et led i Metropol for Mennesker og Klimatilpasningsplanen, indstilles seks gårdhaver til offentlig høring. Bilag 12 indeholder en beskrivelse af indsatsen om fælles gårdhaver.

Borgerrepræsentationen har på mødet den 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.

Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om, at forslagene som skitseret i bilag 2-7 sendes i høring hos beboerne og ejerne. Forvaltningen forventer at kunne fremlægge et forslag til endelig beslutning om gårdhaverne for Teknik- og Miljøudvalget medio november 2014.

Løsning

Bestyrelser, beboere og ejere fra enkeltejendommene i de seks karréer har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at de seks gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne.

Forvaltningens forslag til de seks gårdhaver fremgår af bilag 2-7. Fælles for dem alle er, at de endelige projekter vil give bedre og tidssvarende opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréen. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med græsareal og bede. Nedsivning og forsinkelse af regnvandet i gårdhaverne, herunder etablering af grønne tage og regnbede vil indgå i alle projekter. I gennemsnit afkobles der 34 pct. af regnvandet fra kloakken, hvilket vurderes at være i positiv retning.

Forslagene omfatter fjernelse af erhvervsbaghuse, garager, støttemure, kældertrapper, dæk, hegn, skure og nedslidte belægninger.

Beboerinddragelse

Der har været afholdt workshops med beboerne i alle karréer om indretning af gårdhaverne. I alle seks forslag er det forsøgt at tilgodese de fremførtes ønsker i størst muligt omfang, uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven.

Herudover har der været gennemført en undersøgelse af beboeres og ejeres tilslutning til etablering af en fælles gårdhave. Bilag 8 indeholder en uddybende sammenfatning.

Det er uddybet med Teknik- og Miljøforvaltningens sammenfatning i bilag 8.

 

 

Samlet antal boliger, erhverv og ejere

Svarpct.

Modstand af samlet antal boliger, erhverv og ejere

Hallandsgadekarréen  

A

122

37,1 pct.

5,2 pct.

B

127

85,2 pct.

54,1 pct.

Rosendalsgadekarréen

 

130

36,2 pct.

14,6 pct.

Otto Mallings Gadekarréen

 

158

37,3 pct.

3,8 pct.

Cityringkarréen

 

86

58,1 pct.

7,0 pct.

Sankt Hans Gadekarréen Øst +Vest

 

599

42,4 pct.

10,7 pct.

 

I Hallandsgadekarréen skyldes modstanden primært, at en stor andelsboligforening selv har forbedret deres arealer for en del år siden. Forvaltningen foreslår derfor, at kun den ene halvdel af karréen etableres som fælles gårdhave.

I Rosendalsgadekarréen skyldes modstanden primært en bekymring for driftsudgifterne, mangel på plads og lys. Derudover har der været en indvending om, at forslaget ville udgøre en gene for erhvervet i ejendommen Østerbrogade 58. Da der i øvrigt har været indvendinger fra den sydøstlige del af karréen, foreslår forvaltningen derfor, at det kun er tre af de fire gårdrum samt passagen, der indgår i den fælles gårdhave.

Karréen omfatter syv, lovlige, private parkeringspladser. Parkeringspladserne er beliggende i blå zone, men vil ikke blive erstattet, da der er tale om lovlige, private pladser. Evt. bilister vil efter projektets gennemførelse være henvist til at parkere på de omkringliggende offentlige veje. Parkeringstællingen for området fra oktober 2013 viser, at der er en belægningsprocent på 85 pct. kl. 12, 86 pct. kl. 17 og 102 pct. kl. 22.

I Otto Mallings Gadekarréen har enkelte udtrykt bekymring for driftsudgifterne. 

I Cityringkarréen har enkelte beboere udtrykt bekymring for potentielt flere tyverier. Forvaltningen har ikke nogen tidligere erfaringer, som indikerer en øget risiko.

I Sankt Hans Gadekarréen Øst og Vest har mange udtrykt, at processen omkring udarbejdelse af forslaget har været utilfredsstillende. Forvaltningen igangsatte derfor en ny proces, hvor forslaget blev tilpasset. I forlængelse heraf er karréen blevet delt i to selvstændige gårdhaver.

Sankt Hans Gadekarréen Øst omfatter 17 garager, som primært anvendes til opmagasinering. Alle garager fjernes. Parkeringspladserne er beliggende i blå zone, men vil ikke blive erstattet, da der er tale om lovlige, private pladser. Evt. bilister vil efter projektets gennemførelse være henvist til at parkere på de omkringliggende offentlige veje. Parkeringstællingen for området fra oktober 2013 viser, at der er en belægningsprocent på 81 pct. kl. 12, 89 pct. kl. 17 og 96 pct. kl. 22.

Forslagene om fælles gårdhaver er miljø- og tilgængelighedsvurderet og effekten vurderes at ville være i positiv retning. Vurderingerne er vedlagt som bilag 10-11.

 

Økonomi

Staten refunderer 50 pct. af udgifterne ved etablering af gårdhaverne. Den samlede udgift til at etablere de seks gårdhaver vurderes at blive 43 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, men får refunderet 21,5 mio. kr. fra staten. Tilskudsberegningerne, der er en udspecificering af, hvordan økonomien beregnes og fordeles, er vedlagt som bilag 9.

For at afdække interessen og forberede sagen til forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget, er det i gårdhaveprojekter gældende praksis, at der afholdes udgifter til projektforberedende arbejde, før den politiske vedtagelse. I disse seks karréer er der afholdt udgifter på 1,4 mio. kr. i 2013-2014.

Hvis beslutningerne udmøntes, indpasses de i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2014-2017 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3.

Ejerne i de respektive karréer afholder selv driftsudgifterne til deres gårdhave.

Videre proces

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil forslagene blive sendt i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsfristens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger og udarbejde indstilling og anlægsbevilling til Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen. Først med anlægsbevillingen godkendes effektuering af de seks gårdhaver.

Efter godkendelse af de endelige projekter vil beslutningerne blive offentliggjort og fremsendt til alle ejere og andelshavere i de seks karréer.

Herefter vil Teknik- og Miljøforvaltningen stå for gennemførelsen i samarbejde med forretningsfører og landskabsarkitekt samt ejere og beboere. Teknik- og Miljøforvaltningen skal godkende prissat projektforslag, licitationsforslag og byggeregnskab for gårdhaverne.

De seks gårdhaver forventes færdige i foråret 2016.

 

Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. juni 2014

Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø
Imod stemte: I og V
Undlod at stemme: Ingen

Ø fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er imod nedlæggelsen af de 17 garager til pølsevogne i Sankt Hans Gadekarrén, medmindre der kan findes en varig løsning med lokal opbakning.”

I og V fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Vi er imod at gennemføre gårdrenoveringer med tvang, da det har ekspropriativ karakter og vil medføre dyrere driftsudgifter, manglende hensyn til eksisterende erhverv og betyder fjernelse af parkeringspladser.”
Til top