Orientering om konsekvenserne ved kontanthjælpsreformen
Resumé
Socialudvalget orienteres med denne sag om kontanthjælpsreformen, dens betydning for kontanthjælpsmodtagere og forvaltningens hjælpemuligheder i relation til effekterne af reformen. Udvalget orienteres ligeledes om det igangværende samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen. Samarbejdet består af tiltag til håndtering af effekterne af reformen og om forvaltningens beredskab for god kommunikation med borgere om reformens konsekvenser og hjælpemuligheder samt for at gøre forvaltningens personale klar til at hjælpe berørte borgere i det omfang, det er muligt.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager orienteringen om kontanthjælpsreformen, dens for nuværende kendte konsekvenser for borgerne samt forvaltningens beredskab herom til efterretning.
Problemstilling
Fra den 1. juli 2025 gælder der nye regler for kontanthjælp, som i Københavns Kommune administreres af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF). De nye regler vil få betydning for borgere, som modtager en forsørgelsesydelse i kontanthjælpssystemet. Det er de borgere, der i dag modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (SHO-ydelse). Intentionen med det nye kontanthjælpssystem er, at det i endnu højere grad skal kunne betale sig for borgere i kontanthjælpssystemet at arbejde eller tage en uddannelse. Det vil sige, at hvis borgerens ydelsesniveau skal bedres, skal vedkommende have ordinære løntimer. Hvis borgeren derimod ikke kan arbejde og er i målgruppen for en mere permanent forsørgelsesydelse, som fx førtidspension eller fleksjob, skal borgeren afklares til det.
Den nye kontanthjælpsydelse har tre satser; en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats, samt en sats for personer under 30 år, der er hjemmeboende hos én eller begge forældre og ikke forsørger eget barn i hjemmet. Reformen afskaffer bl.a. kontanthjælpsloftet og muligheden for at hjælpe kontanthjælpsmodtagere med særligt høje boligudgifter. Ændringerne kan for nogle borgere og familier have markante økonomiske og sociale konsekvenser, og af den grund er der behov for et beredskab i Socialforvaltningen (SOF).
Løsning
Forsørgelsesydelsen kontanthjælp og anden økonomisk hjælp administreres og udbetales af Ydelsesservice i BIF. De nye regler har dog betydning for borgere i SOF´s målgruppe, og der vil være borgere, der kan forvente en markant økonomisk nedgang.
Borgere berørt af reformen
Alle borgere, der modtager kontanthjælp som forsørgelsesydelse, berøres af reformen. Der vil være borgere, der går op i ydelse, ligesom der er borgere, for hvem reformen har større negative økonomiske konsekvenser. Ændringerne i kontanthjælpsreformen og borgernes ydelse sker med udbetalingerne for juli måned, således at borgerne vil modtage en ændret ydelse 31. juli 2025.
SOF har inden for gruppen af kontanthjælpsmodtagere særligt fokus på to grupper:
1) Boliganviste borgere, der er en udsat gruppe med en allerede lav betalingsevne og en ufleksibel økonomi. Med reformen forventes dele af denne gruppe at få en markant ydelsesnedgang, der kan få betydning for, om de kan blive boende i deres nuværende bolig.
2) Børnefamilier udgør også et særligt fokuspunkt, da reformen kan få den konsekvens, at familiens økonomiske vilkår forringes i en sådan grad, at familien ikke kan blive boende i deres nuværende hjem, hvilket kan få betydelige negative konsekvenser for familien og medføre et markant øget støttebehov.
Forvaltningens hjælpemuligheder
Hverken SOF eller BIF har mulighed for økonomisk at hjælpe borgere, der går ned i ydelse som følge af reformen. Reglerne om enkeltydelser efter aktivloven er uændrede, og der vil derfor fortsat være begrænsede muligheder for at kunne yde hjælp. Der kan træffes afgørelse, om som en engangsydelse at yde hjælp til betaling af husleje til personer, der er udsættelsestruede pga. huslejerestance, men bestemmelsen kan ikke bruges som en permanent hjælp til huslejen (aktivlovens § 81 a). Det er BIF, der administrerer disse regler. Det er forventningen, at der er flere borgere, der kommer i huslejerestance som følge af de nye regler for kontanthjælp. Forvaltningen vurderer, at antallet at huslejerestancer og evt. fogedudsættelser vil slå i gennem i løbet af efteråret 2025, da der er en periode på 2-3 måneder, før en huslejerestance medfører at borgeren sættes ud af sin bolig. Der må derfor forventes et øget pres i løbet af efteråret på fx herberger, krisecentre mv. som følge af udsættelser fra boliger.
Forvaltningens primære hjælpemulighed bliver derfor at hjælpe borgerne med økonomisk rådgivning og vejledning om andre muligheder, fx at huske borgeren på at få søgt om boligstøtte, der dog ikke forventes at kunne kompensere fuldt ud, da boligstøtte typisk er levere end § 34 støtte. Forvaltningens mulighed for at hjælpe borgerne til at flytte ind i en billigere bolig er begrænset, da der er meget få billige ledige almene boliger i København. Forvaltningen opnormerer ved at ansætte to medarbejdere på det boligsociale område, som varetager boligindstillinger, og yderligere to medarbejdere til at yde råd og vejledning ifm. fogedudsættelser samt økonomiske rådgivning og boligsøgningskurser rettet mod borgere. De nyansatte medarbejdere forventes tidligst at kunne starte den 1. juli 2025.
I relation til børnefamilier er der pt. et arbejde i gang i regi af Step-Up, som er en helhedsorienteret indsats på tværs af SOF og BIF, der løber indtil udgangen af 2027. I takt med at forvaltningen identificerer forsørgere, der står til at gå betydeligt ned i ydelse, vil Step-Up-medarbejderne se på familiens forhold og rette henvendelse til både jobrådgiver og børne-ungerådgiver med henblik på at arbejde sammen om enten sociale indsatser eller beskæftigelsesinitiativer, der kan bidrage til at stabilisere familien socialt og økonomisk.
Forvaltningen har etableret en socialfaglig taskforce, som bliver indgang for andre SOF-medarbejdere, når de har behov for at få konkret viden om sociallovgivningens hjælpemuligheder i deres arbejde med vejledning til borgerne.
Se baggrundsnotatet i bilag 1 for uddybning af hjælpemuligheder, nye betingelser for kontanthjælp, lovgrundlag og satser.
BIF og SOF samarbejder om dataudveksling
BIF og SOF samarbejder om at få overblik over og identificere borgere, hvis ydelse nedsættes i et sådant omfang, at de fx er i risiko for at blive sat ud af deres bolig. Forvaltningerne deler relevante data for at kunne få det fulde overblik over berørte borgere. Det er i den forbindelse forudsat, at GDPR-regler om udveksling af personoplysninger overholdes. Forvaltningen kan dog ikke på nuværende tidspunkt præcist oplyse antallet af berørte borgere. Det skyldes, at de data, der entydigt skal gøre det muligt at identificere hvem og hvor mange borgere, der er berørt, pt. ikke er fuldt tilgængelige. Det forventes, at der er klarhed over dette sidst i juni 2025, jf. bilag 1 for uddybning.
Beredskab og kommunikation
Sideløbende med dataindhentning- og bearbejdning forbereder SOF et beredskab, der frem mod de nye ydelsers ikrafttræden den 1. juli 2025 skal sikre, at forvaltningens medarbejdere kan møde borgerne med relevant rådgivning og vejledning om reformens konsekvenser. Indsatsen er allerede nu iværksat med fx orienteringsmøder oplæg og informationsmateriale fra BIF (se også nedenfor), med det formål at klæde SOF´s medarbejdere på til, i deres møde med borgerne, at forstå og kunne henvise relevant til BIF´s indsatser. Beredskabsindsatsen vil fortsat løbe hen over sommerferieperioden og ind i efteråret, hvor reformens konsekvenser forventes at slå igennem.
Beredskabet vil bestå af materiale med lettilgængelige oplysninger om reformens konsekvenser og hjælpemuligheder og er målrettet medarbejdere generelt, myndighedssagsbehandlere, støttekontaktpersoner, boligrådgivere og andre, der er i kontakt med borgerne, og som i mødet med borgerne skal kunne fortælle, hvor de skal henvende sig for at få hjælp, rådgivning og vejledning. Materialet vil også henvise til muligheden for at kunne understøtte borgene i at overholde møder med jobcenteret, så udeblivelsessanktioner kan undgås, huske at søge boligstøtte mv.
Infomøder mv.
Der har den 24. april 2025 været afholdt et møde for alle hjemmevejledere i SOF, hvor BIF orienterede om de nye regler. Hjemmevejlederne møder borgerne i deres hjem og vil kunne hjælpe borgerne med fx at få håndteret post fra kommunen, og herefter også at kontakte kommunen.
Den 8. maj 2025 afholdt BIF et webinar for alle medarbejdere, som har daglig kontakt med borgere, og hvor SOF var inviteret til at deltage. Derudover afholdt BIF og SOF i starten af juni 2025 fællesmøder målrettet civilsamfundet og private NGO´er, der vil kunne bidrage med hjælpeindsatser. Se baggrundsnotatet for yderligere uddybning.
SOF lancerede den 12. maj 2025 en ny intra-side, målrettet forvaltningens medarbejdere, med bred information om reformen. Hovedparten af indsatsen vedrørende kontanthjælp og arbejdet med at indfase reformens bestemmelser foregår i BIF, som administrerer og udbetaler kontanthjælp. BIF har også en intra-side, hvor diverse skrivelser, tidsplan, pjecer om fx arbejdspligt, økonomisk hjælp mv., kan tilgås. Begge intra-sider linker til hinanden.
Tidsplan
I januar 2025 har alle borgere, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller SHO-ydelse modtaget et orienteringsbrev fra BIF med generel vejledning om den nye lovgivning. I perioden januar til marts 2025 er der ligeledes sendt vejledningsbreve til alle borgere omfattet af reformen med en vejledende sats-indplacering og tillæg ud fra de foreliggende oplysninger på sagen. I perioden maj-juni vil borgerne blive informeret i en såkaldt agterskrivelse – en foreløbig afgørelse – om deres nye indplacering på sats og tillæg. I slutningen af juli modtager borgerne den første udbetalingsmeddelelse med den nye ydelse. Der henvises til baggrundsnotat for en udvidet tidsplan. Der er vedlagt eksempler på agterskrivelser som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da Socialforvaltningen afholder udgifterne til ekstra bemanding i Din Sociale Indgang inden for den økonomiske ramme.
Videre proces
Forvaltningen fortsætter arbejdet med at implementere og håndtere konsekvenserne af kontanthjælpsreformen.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Centerchef Eva Stokbro Jensen, chefkonsulent Mia Bjarnø og centerchef Dorthe Vang Kristensen (Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen) deltog under punktets behandling.