Mødedato: 19.09.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Orientering om proces for udpegning af Regionale Spillesteder 2025-2028

Se alle bilag
Musikudvalget orienteres om den videre proces for udpegning af Regionale Spillesteder 2025-2028, herunder midtvejsevaluering for de nuværende Regionale Spillesteder. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at 

  1. Musikudvalget tager orientering om proces for udpegning af Regionale Spillesteder 2025-2028 til efterretning.
  2. Musikudvalget orienteres om Statens Projektstøtteudvalg for Musiks midtvejsevaluering for de nuværende Regionale Spillesteder.

Problemstilling

Musikudvalget orienteres om proces for udpegning af Regionale Spillesteder 2025-2028 og om Musikudvalgets rolle i forbindelse med høring forud for Kultur- og Fritidsudvalgets behandling og indstilling.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik er ved at midtvejsevaluere de Regionale Spillesteder. Musikudvalget orienteres herom.

Løsning

Procesplan

Udpegning og udarbejdelse af rammeaftaler er en proces, der strækker sig fra september 2023 til slutningen af 2024. En detaljeret procesplan fremgår af bilag 1.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik offentliggør de endelige udpegningskriterier og ansøgningsskemaer for den kommende udpegning medio/ultimo oktober 2023, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget endeligt godkender de kommunale ansøgningskriterier.

Den kommunale ansøgningsfrist om Regionalt Spillested 2025-2028 er den 27. november 2023.

Musikudvalget afholder et ekstraordinært Musikudvalgsmøde den 11. december 2023, hvor Københavns Musikudvalg drøfter ansøgningerne om at blive taget i betragtning som regionalt spillested i Københavns Kommune i perioden 2025-2028 og afgiver høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget skal herefter på førstkommende møde i januar 2024 dels tage stilling til, hvilke københavnske spillesteder der skal indstilles til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og dels til størrelsen af det årlige kommunale tilskud. Herefter kan spillestederne på baggrund af tilsagn om 4-årig støtte ansøge Projektstøtteudvalget for Musik.

Det er forventningen, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik udpeger de regionale spillesteder i foråret 2024, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget vil blive orienteret.

Midtvejsevaluering

De nuværende Regionale Spillesteder ALICE og VEGA evalueres i midten af deres udpegningsperiode ved en samtale hos Statens Kunstfond, hvor kommunale embedsfolk også deltager. Referat af samtalen er endnu ikke offentliggjort på Statens Kunstfonds hjemmeside. 

Netværks- og genrespillestederne Culture Box og Loppen vil blive evalueret af Statens Kunstfond i 2024. 

Både de Regionale Spillesteder og Netværks- og genrespillesteder skal aflevere årsregnskab hvert år. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.
Til top