Søg om enkeltydelser

I en række situationer kan du søge om økonomisk hjælp. Her på siden kan du læse om reglerne og finde link til digitalt ansøgningsskema.

Inden du søger

Det er en god ide at læse siderne om den hjælp, du gerne vil søge om, så du ved hvilke betingelser, du skal opfylde for at modtage hjælpen. Det er også en god ide at læse om den dokumentation, du skal aflevere. 

Digital ansøgning om økonomisk hjælp til fx tandbehandling, medicin, flytning eller andre enkeltydelser.

Dokumentation

Husk, at du godt kan sende en ansøgning, selvom du ikke har al dokumentationen – men husk at eftersende dokumentationen hurtigst muligt.

Hvis der er dokumentation, du ikke har digitalt, kan du scanne det, eller tage et billede med din telefon. Du kan få hjælp til scanning i indgang A0 på Gammel Køge Landevej 43. Her kan du også aflevere dokumentationen i fysisk form. 

Samtykkeerklæring til videregivelse af oplysninger

Krav til dokumentation, når du søger om en enkeltydelse

Fold alle ud

Krav til dokumentation

  • Dokumentationen gør, at kommunen kan vurdere din situation korrekt
  • Du kan godt sende en ansøgning, selvom du ikke har al dokumentationen – men husk at eftersende dokumentationen hurtigst muligt 
  • Al dokumentation skal være aktuel og fra dette kalenderår
  • Dokumentationen skal leve op til de krav, der er beskrevet. Ellers vil du blive bedt om at sende ny dokumentation, der opfylder kravene
  • Jo hurtigere du sender dokumentationen til kommunen, jo hurtigere kan kommunen vurdere din ansøgning korrekt
  • Du kan undlade at sende dokumentation. Så træffes afgørelsen ud fra de oplysninger, som kommunen har i forvejen. Det kan betyde, at du ikke kan få hjælp til udgiften.

Vigtig information, før du ansøger om en enkeltydelse

Fold alle ud

Hvem kan søge?

Du kan søge om hjælp til enkeltudgifter, hvis der er en særlig grund. Det kan fx være:

  • Du har været ude for ændringer i dine forhold, f.eks. sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.
  • Du eller din ægtefælle ikke selv kan betale udgiften – hverken via jeres indtægt, opsparing, formue, afdragsordning eller lån.
  • Udgiften skyldes ændringer, du ikke har kunnet forudse, og det vil være vanskeligt for dig at klare dig selv fremover, hvis du selv skal betale.
  • Udgiften er forudsigelig, men det er afgørende for dig og din familie, at udgiften bliver betalt.

For at søge skal du have fast og lovligt ophold i Danmark, og kommunen skal vurdere, at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning

Krav til dokumentation

Når du søger om hjælp til enkeltudgifter, skal du dokumentere din og din ægtefælles økonomi. Al dokumentation skal være aktuel og fra dette kalenderår. 

Du skal dokumentere:

  • Den udgift, du søger om hjælp til, og du skal begrunde, hvorfor du har behov for at få hjælp til denne udgift.
  • Dit og din ægtefælles indkomstgrundlag, fx lønsedler, oversigt over udbetaling af dagpenge eller SU.
  • Indestående på alle dine og din ægtefælles bankkonti for de seneste 3 måneder.
  • Udgifter ved din bolig, f.eks. husleje, varme, el, vand, gas og indboforsikring.
  • Andre udgifter, fx A-kassekontingent, børnepasning eller børnebidrag.
  • Udgifter til lægeordineret medicin.
  • Din formue, f.x pensionsopsparing, værdi af ejer- eller andelsbolig eller værdi af bil.

Sådan sender du dokumentation, som du ikke har digitalt

Hvis der er dokumentation, du ikke har digitalt, kan du scanne det ind på din computer eller tage et billede af det med din telefon. 

Du kan også få hjælp til scanning i indgang A0 på Gammel Køge Landevej 43. Her kan du også aflevere dokumentationen i fysisk form.

Sådan vurderer kommunen din økonomi

Når kommunen vurderer, om du har ret til en enkeltydelse, ser vi blandt andet på din og din eventuelle ægtefælles økonomiske situation. Vi ser på, hvor meget du har til rådighed, når du har betalt dine faste udgifter til husleje, el, varme, indboforsikring og lignende. Det kalder vi dit rådighedsbeløb.

Rådighedsbeløbet skal bruges til de udgifter, du selv har indflydelse på. Det er f.eks. mad, tøj, dagligvarer, fritidsaktiviteter, gaver, opsparing, streamingtjenester, afdrag på gæld, telefonsamtaler, toiletartikler og nyanskaffelser.

I Københavns Kommune er der politisk vedtaget et vejledende rådighedsbeløb. Det bruger vi som udgangspunkt i vurderingen af din økonomi. Selvom du har mindre end det vejledende rådighedsbeløb, har du ikke automatisk ret til en enkeltydelse. Vi vurderer altid dine samlede forhold konkret og individuelt.

Er du gift, indgår din ægtefælles økonomi i vores vurdering.

Bor du sammen med andre voksne, tager vi udgangspunkt i, at I deler de faste udgifter ligeligt.

De vejledende rådighedsbeløb i 2025 er:

  • 6.485 kroner for enlige
  • 10.504 kroner for gifte (tilsammen)
  • 5.252 kroner for samlevende (hver)

For pensionister

  • 7.250 kroner for enlige pensionister
  • 11.550 kroner for gifte og samlevende pensionister (tilsammen)
  • 5.775 kroner for samlevende (hver)

Søg digitalt om hjælp til førtidspensionister

Hvis du eller din ægtefælle får førtidspension, kan du søge ekstra hjælp, fx personligt tillæg og helbredstillæg. Du kan søge via borger.dk eller ved at kontakte Ydelsesservice København.

Kontakt

Ydelsesservice København

Telefontider

Mandag

10:00 - 12:00

Tirsdag

10:00 - 12:00

Onsdag

10:00 - 12:00

Torsdag

10:00 - 12:00

Fredag

10:00 - 12:00

Postadresse: 

 

Postboks 210

1502 København V

 

OBS: Onsdagslukket i uge 27-30