Småbørn
Når dit barn er ca. 1 år indkaldes det automatisk til sit første besøg på tandklinikken. Herefter indkaldes barnet efter behov.
Personalet i Børne- og Ungdomstandplejen deltager gerne i forældremøder i vuggestuer, dagplejegrupper og børnehaver for at fortælle om tænder og tandpleje.
Børn og unge
Hvis du har skolebørn, går de som udgangspunkt til tandlæge på en klinik på skolen eller på en klinik i nærheden. Som forælder er du velkommen til at være med. Når dit barn er gået ud af skolen, vil det fortsat automatisk blive indkaldt til undersøgelse og behandling, indtil det fylder 18 år.
Undersøgelse og behandling tager udgangspunkt i dit barns behov. Derfor bliver barnet indkaldt med 12-24 måneders mellemrum. Ved særlige behov indkaldes der oftere.
Tandregulering
Skulle dit barn have tandstillingsfejl, der skader tænderne eller giver en dårlig tyggefunktion, får det tilbud om tandregulering. Tandplejen kan ikke tilbyde at rette tænderne, hvis problemet er rent kosmetisk.
Specialtandpleje
Funktionshæmmede børn og unge, der bor hjemme, kan blive behandlet på en klinik med specialuddannet personale. Barnet kan fortsætte i den kommunale tandpleje, efter det er fyldt 18 år.
Frit valg
Der er frit valg mellem Børne- og Ungdomstandplejens tandklinikker. Desuden kan dit barn vælge at modtage det kommunale tilbud om tandpleje ved en anden kommunal tandpleje eller ved en privat praktiserende tandlæge. Der er ved tandpleje hos en privat praktiserende tandlæge en egenbetaling på 35 % af honoraret for børn og unge under 16 år. Er dit barn mellem 16 og 17 år kan det vælge at modtage det kommunale tilbud om tandpleje hos en privat praktiserende tandlæge uden egenbetaling. Du kan kontakte Børne- og Ungdomstandplejen for yderligere information og for at indgå en aftale.