Bevaring af bygninger beliggende Frederikssundsvej 253 og 255, Brønshøj-Husum
Tre grundejere har i maj 2025 henvendt sig til Teknik- og Miljøforvaltningen med et ønske om at nedrive eksisterende bygninger på Frederikssundsvej 253 og 255 og Kildebrøndevej 2 for at opføre ungdomsboliger på baggrund af gældende lokalplan. Sagen er rejst på baggrund af et ønske fra teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø) og Marcus Vesterager (A) på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. august 2025. Bygningerne på Frederikssundsvej 253 og 255 vurderes at være bevaringsværdige, og af hensyn til bevaringsværdierne bør der fastsættes bestemmelser for ny bebyggelse på Kildebrøndevej 2 i en ny lokalplan. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal nedlægges § 14-forbud med henblik på at udarbejde en ny, samlet lokalplan for de tre ejendomme.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at bygningen beliggende Frederikssundsvej 253 bevares, ved at der nedlægges § 14-forbud på ejendommen, og at der udarbejdes bevarende lokalplan
- at bygningen beliggende Frederikssundsvej 255 bevares, ved at der nedlægges § 14-forbud på ejendommen, og at der udarbejdes bevarende lokalplan
- at der udarbejdes en samlet lokalplan for Frederikssundsvej 253, Frederikssundsvej 255 og Kildebrøndevej 2.
Problemstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. august 2025 anmodede teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø) og Marcus Vesterager (A) med henvisning til Liste over nedrivningssager til Teknik- og Miljøudvalget om, at forvaltningen udarbejder indstilling til udvalget om muligheden for at nedlægge et § 14-forbud mod nedrivning og ombygning af eksisterende bebyggelse på ejendommene Frederikssundsvej 253 og 255. I vurderingen af muligheden for at nedlægge et § 14-forbud har forvaltningen forholdt sig til den procesrisiko, der som følge af de historiske forhold i sagen vil være forbundet med at nedlægge et § 14-forbud på ejendommen. Desuden har forvaltningen vurderet bygningernes bevaringsværdi (bilag 2).
Løsning
Forvaltningen har indledt proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og varslet forbuddet overfor berørte parter den 24. september 2025. Partshøringen har til formål at sikre, at ejere af ejendommen samt andre, som forbuddet retter sig imod (fx lejere), har mulighed for at udtale sig. Forvaltningen har modtaget to høringssvar fra ejerne af Frederikssundsvej 253 og 255, der ikke har givet anledning til ændringer (bilag 5 og 6). Høringssvarene er beskrevet nærmere nedenfor.
Historik og procesrisiko
Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt den 2. juli 2025 et forhåndsdialogmøde vedrørende et projektforslag om nybyggeri på Frederikssundsvej 253 og 255 og Kildebrøndevej 2. I bilag 3 ses billeder af bygningerne samt skråfoto af nærområdet. Projektforslaget (bilag 4) omfatter sammenlægning af de tre ejendomme og opførelse af et byggeri i 4 etager med 26 private ungdomsboliger på baggrund af gældende lokalplan 390 for Kildebrøndevej, der blev vedtaget i 2005. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af ny bebyggelse op til 3-4,5 etager som en samlet karrébebyggelse med erhverv i stueetagen. Opførelse af byggeriet forudsætter nedrivning af eksisterende bygninger på alle tre ejendomme.
Det er forvaltningens vurdering, at der ikke er udvist passivitet i sagen, da der alene er indledt en forhåndsdialog i maj 2025. Forvaltningen oplyste den 8. september 2025 bygherres rådgiver om, at sagen vil skulle forelægges Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at udvalget træffer beslutning om, hvorvidt bygningerne skal bevares, og dette blev ligeledes meddelt bygherre og ejere den 22. september 2025.
Vurdering af bygningernes bevaringsværdi
Bygningerne beliggende Frederikssundsvej 253 og 255 er i 1995 registreret med en SAVE-værdi på henholdsvis 4 og 6 (middel bevaringsværdi). Forvaltningen vurderer, at SAVE-registreringerne forekommer lave og i dag ville være bedømt højere (henholdsvis 3 og 4-5). Bygningen beliggende Kildebrøndevej 2 er registreret med en SAVE-værdi på 9 (lav bevaringsværdi). Forvaltningen har i september 2025 foretaget en ny vurdering af bevaringsværdien (bilag 2). Forvaltningen vurderer, at bygningerne på Frederikssundsvej 253 og 255 er bevaringsværdige, men at bygningen på Kildebrøndevej 2 ikke er bevaringsværdig.
Frederikssundsvej 253 vurderes som bevaringsværdig, fordi den er et godt og tidstypisk eksempel på nybarok arkitektur med et højt håndværksmæssigt niveau og er en af mange lignende bygningstyper og størrelser, der præger denne del Frederikssundsvej.
Frederikssundsvej 255 vurderes ligeledes bevaringsværdig som en af mange lignende bygningstyper og størrelser, der præger denne del Frederikssundsvej. Selvom bygningen ikke rummer lige så stor arkitektonisk kvalitet som Frederikssundsvej 253, vurderes den alligevel bevaringsværdig, da den med sin skala og bygningstype er med til at understøtte både helhedspræget for denne del af Frederikssundsvej og bygningen på Frederikssundsvej 253.
Samlet set vurderer forvaltningen, at bygningerne på Frederikssundsvej 253 og 255 bør udpeges som bevaringsværdige i en lokalplan, hvor der også fastsættes bestemmelser om eventuelt nybyggeri på Kildebrøndevej 2, som tager hensyn til de bevaringsværdige naboejendomme.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at der kan nedlægges et forbud efter planlovens § 14. Vurderingen tager udgangspunkt i den lave procesrisiko for sagens videre behandling på grund af det korte sagsforløb og bevaringsværdierne på Frederikssundsvej 253 og 255. På Kildebrøndevej 2 nedlægges også § 14-forbud, men alene mod opførelse af ny bebyggelse med henblik på at fastsætte bestemmelser herom i lokalplanen.
Partshøring
Forvaltningen har modtaget høringssvar fra ejer af Frederikssundsvej 253 og 255, der begge gør indsigelse mod § 14-forbuddet.
Ejer af Frederikssundsvej 253 skriver, at forbuddet mod nedrivning vil stride imod gældende lokalplan, have store konsekvenser for ejendommens værdi og være udtryk for usaglig forskelsbehandling, fordi kommunen selv har revet en bevaringsværdig bygning ned på Frederikssundsvej 257 for at opføre en børnehave i 2018. Ejeren mener desuden, at SAVE-vurderingen ikke er retvisende, og at byggeriet på Frederikssundsvej 257 og husets aktuelle tilstand taler for en lavere bevaringsværdi.
Ejer af Frederikssundsvej 255 skriver, at forbuddet ville være udtryk for forskelsbehandling og henviser til kommunens nedrivning af Frederikssundsvej 257, at forbuddet forhindrer privat udvikling, hvilket skader økonomien og underminerer retssikkerheden, og at forbuddet blokerer for et projekt, der ville skabe billige ungdomsboliger.
Forvaltningen vurderer, at indsigelserne ikke giver anledning at ændre anbefalingen om bevaring af bygningerne. Der lægges vægt på forvaltningens aktuelle vurdering af bevaringsværdien (bilag 2), ligesom forvaltningen vurderer, at et § 14-forbud ikke vil være udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til kommunens nedrivning af den bevaringsværdige bygning på Frederikssundsvej 257. Kommunen har i disse sager et vidtgående skøn, hvor det er muligt at beslutte, at bevaringsværdien af en bygning må vige for hensynet til at etablere nye anvendelser eller bebyggelser.
Politisk handlerum
Det kan besluttes,
- at bygningerne ikke bevares. Forvaltningen vil i givet fald genoptage behandlingen af byggesagen med henblik på udvikling af ejendommen i overensstemmelse med lokalplan 390. Forvaltningen vil således ikke foretage sig yderligere i sagen i forhold til at sikre, at bygningerne bevares og vil meddele tilladelse til nedrivning, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
- at bygningerne ikke bevares, men at der nedlægges § 14-forbud mod projektet med henblik på at udarbejde lokalplan, der bl.a. ændrer gældende lokalplans anvendelsesbestemmelse i stueetagen fra erhverv til bolig og/eller fastsætter krav om studieaktivitet.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele ejere og ansøger § 14-forbuddet som beskrevet og påbegynde arbejdet med udarbejdelse af lokalplan.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. november 2025
Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, T og Ø
Imod stemte: B, C, F og V