Mødedato: 23.04.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til flydende café - Green Island of Copenhagen, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til midlertidig etablering af en flydende café ”Green Island of Copenhagen” (Green Island) på vandareal lige syd for Kalvebod Bølge.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen dispenserer fra lokalplan nr. 305 ”Kalvebod Brygge Nord II” med tillæg nr. 1 ”Kalvebod Bølge” til midlertidig etablering af den flydende café Green Island på vandareal lige syd for Kalvebod Bølge i en treårig periode fra 1. maj 2018 til 30. april 2021. Caféen vil være åben tre en halv måned over sommeren og vil være fjernet uden for sæsonen.

Problemstilling

Det ansøgte projekt omfatter midlertidig placering af Green Island, der er en ponton/flydebro på 300 m2 med en bygning på 38 m2 og to gangbroer, som forbinder Green Island med kajen lige syd for Kalvebod Bølge. Etablering af Green Island kræver dispensation fra lokalplan nr. 305 ”Kalvebod Brygge Nord II” bekendtgjort den 23. marts 1999 med tillæg nr. 1 ”Kalvebod Bølge” bekendtgjort den 2. juni 2010. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal dispenseres fra lokalplanen til midlertidig etablering af Green Island.

Løsning

Green Island skal anvendes til café med udeservering over sommeren i en periode på tre år. Ansøgers beskrivelse samt tegninger og visualiseringer af projektet kan ses i bilag 2.

Etablering af Green Island kræver dispensation fra anvendelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1, i lokalplan nr. 305 ”Kalvebod Brygge Nord II”, da restaurant/café ikke er nævnt i bestemmelsen:

§ 4, stk. 1: Området fastlægges til serviceerhverv. Der må opføres eller indrettes bebyggelse til administration, liberale erhverv, butikker, hoteller og erhvervs- og fritidsundervisning samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området (...).

Desuden kræver projektet dispensation fra følgende bestemmelser:

  • § 6, stk. 1, i lokalplan nr. 305 om byggefelter, da Green Island placeres uden for de fastlagte byggefelter.
  • § 3 i lokalplantillægget, ”Kalvebod Bølge”, som fastlægger, at vandarealer skal opretholdes som sådanne, men at Kalvebod Bølge dog kan etableres på vandareal.

Forvaltningen har vurderet, at der kan dispenseres fra de nævnte bestemmelser i en tidsbegrænset periode på tre år. Forvaltningen har lagt vægt på, at tillægget til lokalplanen, som har givet mulighed for at etablere Kalvebod Bølge, indeholder en anvendelsesbestemmelse for selve bølgen, som giver mulighed for bl.a. at etablere restauranter eller caféer. Denne mulighed er endnu ikke udnyttet på Kalvebod Bølge, og det vurderes på den baggrund, at der midlertidigt kan etableres en café på vandarealet omkring 50 m syd for Kalvebod Bølge.

Forvaltningen har desuden vurderet, at der kan dispenseres fra bestemmelserne om byggefelter og opretholdelse af vandareal, da der er tale om tidsbegrænset placering af en mindre konstruktion/bebyggelse. Forvaltningen har desuden lagt vægt på, at selve pontonen placeres i en sådan afstand fra kajkanten, at der fortsat vil være udsigt til vandet fra promenaden på kajen.

I øvrigt har forvaltningen vurderet, at Green Island vil være et attraktivt rekreativt element, som vil være med til at skabe byliv på Kalvebod Brygge. Green Island vil som Kalvebod Bølge give mulighed for at komme ud på vandet og fri af bygningernes skygge med udsigt på langs af havnen.

Dette vurderes at være i overensstemmelse med Københavns Kommunes vision - En havn af muligheder fra 2013. Følgende fremgår af visionen: ”Kommunens mål er, at flere skal bruge de grønne og blå områder i byen, og at de bliver længere, når de besøger disse områder. Dette gælder i høj grad også havnen, hvor der er et enormt potentiale for flere aktiviteter og for at udvikle de gode steder at opholde sig, så de bliver endnu bedre.”

Ifølge udviklingsplanen for Københavns Havn fra 2015 er det pågældende område langs Kalvebod Brygge udpeget som et område med potentiale for aktiviteter på vand, og området syd for Kalvebod Bølge er udpeget som et område med særligt potentiale for midlertidige borgerdrevne aktiviteter, som kan give ejerskab og som kickstart for byudvikling.

Det fremgår af Københavns Kommunes arkitekturpolitik fra 2017, at en god by er en by, hvor der er mulighed for, at vi kan opholde os ude hen over døgnet og året, og hvor byens rum er en naturlig forlængelse af københavnernes hjem. Udvikling af arkitekturen i København skal invitere til fællesskab og give plads til borgerinitiativer. Det gør vi bl.a. ved at skabe rammer for fysiske eksperimenter, borgerdrevne fællesskaber, initiativer og kreative iværksættere. Forvaltningen vurderer, at Green Island kan betragtes som et sådant initiativ.

Forvaltningen har lagt vægt på, at der er tale om en tidsbegrænset dispensation, og at caféen kun vil være placeret på stedet i tre en halv måned over sommeren i tre år. Desuden har forvaltningen lagt vægt på, at en tilladelse ikke vil forhindre en eventuel fremtidig planlægning.

Det skal bemærkes, at en dispensation kan gives efter ændringen af planlovens § 19, stk. 1, som giver mulighed for tidsbegrænsede dispensationer i strid med lokalplanens principper. Der vil altså ikke kunne dispenseres fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse til en permanent placering af Green Island, da anvendelsesbestemmelsen er en del af lokalplanens principper. Når perioden på tre år er udløbet, har ansøger mulighed for at søge om en ny tidsbegrænset dispensation.

Naboorientering

Der er foretaget orientering efter planloven af naboejendommene og af Indre By Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Islands Brygges Lokalråd – dvs. at lokaludvalg og lokalråd fra den anden side af havnen også er orienteret. Orienteringsbrevet kan ses i bilag 3. Der er modtaget fire svar på orienteringen, som kan ses i bilag 4 – herunder et svar fra Metroselskabet, som ikke har bemærkninger. Ansøger har sendt bemærkninger til svarene. Disse kan ses i bilag 5.

Naboejendommen IDA støtter, at der kommer mere liv på Bryggen, og IDA har derfor ingen bemærkninger til projektet. IDA bemærker desuden, at det må lægges grund, at kommunen med denne tilladelse også vil være åben over for eventuelle andre forslag og ansøgninger om etablering af lignende faciliteter langs Bryggen.

Naboejendommen Marriott (ejeren ATPPD Kalvebod P/S)er umiddelbart positivt indstillet over for projektet og spørger til åbningstider, musik/støjniveau, udlejning til private fester og evt. spiritusbevilling.

Indre By Lokaludvalg er imod den ønskede dispensation. Lokaludvalget anfører, at det miljø, som ønskes etableret på pontonen, burde være etableret på Kalvebod Brygge, og at den omstændighed, at kommunen i sin tid undlod at skabe et attraktivt miljø på Kalvebod Brygge, ikke berettiger til at privatisere havnen. Lokaludvalget anfører desuden, at lokaludvalgets holdning understøttes af Indre By Bydelsplan 2017, hvori udfordringer/problemer i forhold til udviklingen af Inderhavnen og kanalerne er beskrevet.

Forvaltningens bemærkninger

I forhold til IDAs bemærkning om eventuelle andre forslag og ansøgninger om etablering af lignende faciliteter langs Bryggen kan forvaltningen oplyse, at eventuelle ansøgninger vil blive vurderet konkret i hvert enkelt tilfælde, og at en dispensation til Green Island således ikke vil medføre, at forvaltningen er forpligtet til at give dispensationer til lignende projekter andre steder i havnen.

Med hensyn til spørgsmålene fra Marriott har ansøger oplyst, at Green Island vil have åbent dagligt fra kl. 10 til 22 i perioden 1. juni 2018 til 16. september 2018, og at der bliver tale om afslappende baggrundsmusik. Ansøger har desuden oplyst, at der muligvis vil blive afholdt enkelte (3-5) offentlige eller private events med åbningstid til kl. 23 eller 24, og at der vil blive søgt om alkoholbevilling. Forvaltningen vurderer, at det er muligt som vilkår for dispensationen at fastlægge åbningstiden til fra kl. 10 til kl. 22, og forvaltningen vil give dispensationen med dette vilkår. Forvaltningen har generelt ikke mulighed for at forhindre, at en godkendt café anvendes til enkelte private arrangementer.

I forhold til Indre By Lokaludvalgs indsigelser henviser forvaltningen til beskrivelsen ovenfor af forvaltningens vurdering og begrundelse vedrørende dispensation fra lokalplanen.

Eventuelt afslag på dispensation

Hvis Teknik- og Miljøudvalget ønsker, at forvaltningen skal afslå at give dispensation til etablering af Green Island, kan en begrundelse være, at man som udgangspunkt ønsker at opretholde vandarealet det pågældende sted, og at udvalget desuden lægger vægt på, at vandet ikke er nødvendigt for at etablere en café. En café har ikke som sådan en tæt tilknytning til selve brugen af vandet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Det er By & Havn, der som administrator af vandareal i Københavns Havn opkræver leje for brug af vandareal.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensation fra lokalplanen.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. april 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser meget gerne, at der i åbningstiden også bliver mulighed for offentlig adgang til øen uden at være kunde i caféen.”

Til top