Mødedato: 17.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til lokalplan Kampsportens Hus, Bispebjerg

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan Kampsportens Hus i høring. Forslaget vil muliggøre opførelse af sportsanlæg i form af Kampsportens Hus på hjørnet af Frederikssundsvej og Lygten.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at forslag til lokalplan Kampsportens Hus offentliggøres og udsendes i offentlig høring i otte uger.

Problemstilling

Der er med Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø), afsat midler til at opføre et nyt sportsanlæg, der skal rumme kampsportsforeninger fra Nørrebro og Bispebjerg, kaldet Kampsportens Hus. Økonomiforvaltningen har som bygherre sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemført en arkitektkonkurrence, hvor vinderforslaget bliver muliggjort med lokalplanforslaget. Lokalplanområdet er i dag ubebygget, men anvendes til midlertidigt madmarked og grønt område. Byggeriets omfang forudsætter udarbejdelse af en lokalplan. Der findes i dag ikke lokalplan for området.

Løsning

Lokalplanforslaget muliggør nybyggeri af Kampsportens Hus med et etageareal på i alt ca. 2.600 m² til offentlige funktioner i form af sportsanlæg med mulighed for yderligere anvendelse til andre offentlige funktioner. Området fastsættes med en bebyggelsesprocent på 85 og en friarealprocent på ca. 60. Nybyggeriet bliver mellem 5,5-16 meter, hvor den laveste højde er mod de eksisterende boligbyggerier for at sikre mindst mulige skyggegener for omgivelserne.

Lokalplanforslaget indeholder bestemmelser, der skal sikre en udformning af byggeriet med udgangspunkt i det vindende forslag af arkitektkonkurrencen og at der etableres offentligt tilgængelige friarealer .Der er fastsat overordnede bestemmelser for friarealerne, der fastsætter principper for fordelingen mellem belagte og grønne områder samt fastsætter placeringen af nyplantede træer og siddemuligheder.

Byliv

Lokalplanforslaget fastsætter bestemmelser for to byrum, et urbant byrum mod Frederikssundsvej og et mere grønt og intimt byrum på den indre del af grunden. Det urbane byrum etableres med hårde og robuste belægninger og indrettes med ankomstzone samt siddemuligheder langs den sydlige facade af det nye byggeri. Det indre byrum tilbyder mulighed for ophold og fysisk aktivitet i forbindelse med udøvelse af kampsport.

Miljø og bynatur

Der findes i dag 22 træer i lokalplanområdet (Bilag 5). Ingen af træerne opfylder kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige og en del af træerne har en dårlig vækst. Samtlige træer forudsættes fældet i forbindelse med nybyggeriet. Der stilles krav om nyplantning af 22 træer på områdets friarealer. Området vil derved få samme antal træer, men træerne vil fremadrettet være af højere kvalitet og have mulighed for en længere restlevetid.

Parkering

Ved byggeri til offentlige og almene formål fastsættes parkeringsdækningen efter en konkret vurdering (Bilag 4). Vurderingen sker på baggrund af anvendelsen og beliggenhed i byen, antal ansatte og besøgende, adgang til kollektiv trafik osv., jf. Kommuneplan 2015. Området ligger centralt i byen, med adgang til S-tog, metrostation der forventes at åbne i 2019 og buslinjerne 5C, 350S og 4A indenfor 150 m. På grund af de meget gode muligheder for offentlig transport, det lave bilejerskab i lokalområdet og brugergruppen, forventes det at en forholdsvis stor del af brugerne vil cykle, gå eller benytte offentlig transport og parkeringsnormen er fastsat forholdsvist lavt.

I lokalplanforslaget er parkeringsnormen fastsat til 1 plads pr. 175 m², hvilket svarer til ca. 15 parkeringspladser. Der er fastsat krav om 4,5 cykelparkeringspladser pr. 100 m², hvoraf 2 cykelparkeringspladser pr. 1.000 m² skal være til pladskrævende cykler og 40 % skal være overdækkede. Det svarer samlet til ca. 120 cykelparkeringspladser. Bilparkering placeres i parkeringskælder med indkørsel fra Lygten, dog er det muliggjort at placere én parkeringsplads på terræn, for at muliggøre parkering for handicapbus. 

Borgerinddragelse

Forvaltningerne har ifm. arkitektkonkurrencen og arbejdet med bebyggelsen nedsat arbejdsgrupper, med deltagelse af Bispebjerg og Nørrebro Lokaludvalg, de lokale foreninger der skal bruge huset fremadrettet og andre interessenter i lokalområdet.

Der er foretaget intern høring af lokalplanforslaget, herunder af Bispebjerg og Nørrebro Lokaludvalg, der vil blive hørt igen når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af Bispebjerg Lokaludvalg:

  1. Bekymring for at den planlagte indkørsel og rampe til parkeringskælder vil føre til forværrede støjforhold for beboerne i boligerne nord og vest for lokalplanområdet
  2. At friarealerne på den indre del af grunden vil blive utrygge.
  3. At huset åbner sig op mod omgivelserne samt bydelen og ikke bliver et lukket hus.

Forvaltningens bemærkninger

  1. På grund af nærheden til det meget befærdede kryds Lygten/Frederikssundsvej er det ikke muligt at lægge indkørslen til området andre steder end det foreslåede. Det forventes, at trafikken på adgangsvejen vil være relativt lille og at projektet samlet set vil betyde en reduktion i trafikstøj, da det nye byggeri vil skærme for trafikstøj fra Frederikssundsvej.
  2. Lokalplanforslaget bestemmer, at friarealerne skal være offentligt tilgængelige, da der er stor mangel på grønne områder i nærheden. Lokalplanen fastsætter bestemmelse om, at friarealerne skal udformes således, at de er trygge at færdes og opholde sig i og tilgodeser tilgængelighed for alle.  
  3. Der er arbejdet med en arkitektur med en stor grad af åbne partier og friarealer, der er offentligt tilgængelige. Lokalplaner kan ikke regulere, hvem der må bruge nye byggerier, og hvordan nybyggeriet driftes.

Følgende hovedsynspunkter har været fremført af Nørrebro Lokaludvalg:

  1. Langs den foreslåede adgangsvej står to større træer, på nabogrund. Lokaludvalget spørger om disse forudsættes fældet og om der er sket en vurdering af disse træers værdi.
  2. At det er vigtigt at beboerne i de eksisterende boligbyggerier fortsat skal have gode udearealer og at de ikke skal se på en bagside af det kommende byggeri.

Forvaltningens bemærkninger:

  1. Grunden med den eksisterende transformerstation indgår ikke i planlægningen. De to træer og et yderligere træ på grunden opfylder kriterierne for at være bevaringsværdige, men kan ikke udpeges, da de er placeret udenfor lokalplanområdet. Træerne forudsættes ikke fældet for at anlægge vejen.
  2. Lokalplanforslaget stiller krav om en meget stor grad af åbenhed i form af transparente partier i glas mod de eksisterende boligbyggerier. Der stilles krav om, at der anlægges offentligt tilgængelige friarealer, så beboerne i boligbyggerierne kan anvende friarealerne. Der er indført bestemmelse om, at der kan plantes hæk langs den almene boligafdelings hegn, så der afskærmes mod den nye indkørsel og værn omkring rampe til nedkørsel til parkeringskælder skal begrønnes.

Miljøvurdering

Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen medio 2019.

 

                                Pernille Andersen

                                                                  / Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. december 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top