Medarbejderlicens i parkeringszoner med 3 timers tidsbegrænsning
På baggrund af et medlemsforslag om medarbejderlicens i parkeringszoner med 3 timers tidsbegrænsning stillet af Venstre (BR 12.12.2024), skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til en licensordning målrettet enkeltmandsvirksomheder med mulighed for op til ni licenser til medarbejdere. Forvaltningen vurderer, at ordningen vil kunne give mindre virksomheder bedre adgang til parkering, men at den samtidig må forventes at øge belastningen på parkeringskapaciteten i zonerne. Ordningen kan medføre øget trængsel og færre ledige pladser for beboere og gæster. Det bemærkes, at en afgrænsning til alene enkeltmandsvirksomheder er juridisk uprøvet og dermed forbundet med usikkerhed.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender:
- at der indføres medarbejderlicens til enkeltmandsvirksomheder med adresse i de 3 timers tidsbegrænsede parkeringszoner med mulighed for op til ni licenser til op til ni ansatte i parkeringszoner med 3 timers tidsbegrænsning, såfremt der afsættes finansiering hertil ved kommende budgetforhandlinger.
- at medlemsforslaget om medarbejderlicens i parkeringszoner med 3 timers tidsbegrænsning stillet af Venstre, jf. Borgerrepræsentationen 12. december 2024 hermed er håndteret (bilag 2).
Problemstilling
Borgerrepræsentationen henviste på møde den 12. december 2024 medlemsforslag om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal fremlægge forslag til en ny parkeringslicens, der gælder for medarbejdere til erhvervsdrivende i parkeringszoner med 3 timers tidsbegrænsning til behandling i Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 2.
Det fremgår af motivationen for medlemsforslaget, at forslagsstillerne ønsker, at erhvervsdrivende og medarbejdere kan parkere bilen tæt ved butikken, samt at de skal undgå at skulle flytte deres bil flere gange om dagen for at undgå parkeringsafgift.
På den baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forvaltningens forslag til medarbejderlicens i de tidsbegrænsede zoner, jf. afsnittet løsning. For at indføre en medarbejderlicens kræver det, at der afsættes finansiering ved kommende budgetforhandlinger.
Løsning
Forvaltningen foreslår en licensmodel, hvor ejere af enkeltmandsvirksomheder, der er registreret med CVR-nummer i en 3 timers tidsbegrænset parkeringszone, kan ansøge om én licens til deres private bil, som gælder 1 år. Forvaltningen foreslår desuden, at ansatte i enkeltmandsvirksomheder ligeledes kan ansøge om licens til parkering i samme tidsrum. For at sikre at licensen målrettes små virksomheder, foreslås det, at en enkeltmandsvirksomhed kan tildeles op til ni ekstra licenser til ansatte. Denne gælder ligeledes 1 år.
Licensen foreslås at gælde i tidsrummet kl. 8-14, da det er den løsning, der bedst afbalancerer hensynet til arbejdstid og parkeringsregulering. Ved at sætte p-skiven til kl. 14 vil en bil med licens reelt kunne holde lovligt frem til kl. 17 i en 3-timers zone. En længere varighed – fx frem til kl. 16 ville i praksis muliggøre parkering døgnet rundt i nogle af zonerne, hvilket ikke er hensigten med ordningen.
Frederiksberg-model kan ikke overføres til tidsbegrænsede zoner i København
Det er ikke muligt at overføre Frederiksbergmodellen med betaling for en medarbejderlicens til de tidsbegrænsede zoner i København. Medarbejderlicensen i de tidsbegrænsede zoner skal være gratis, da det ikke er lovligt at opkræve betaling for parkering i tidsbegrænsede zoner. Det følger af lovgivningen, idet kommunerne ikke både må opkræve betaling og krav om indstilling af p-skive inden for samme tidsrum. Dertil kommer, at mange af vejene i de tidsbegrænsede zoner i København er private fællesveje, hvor kommunen ikke kan opkræve betaling, jf. lov om offentlige veje § 90, stk. 2.
Afgrænsning og formål med de tidsbegrænsede parkeringszoner
I Københavns Kommune findes der over 33.000 enkeltmandsvirksomheder, men der eksisterer ingen præcise tal for, hvor mange af disse der er beliggende i de tidsbegrænsede parkeringszoner, eller hvor mange ansatte de har. Ligeledes er det ikke muligt at opgøre det samlede antal potentielle licensmodtagere, da data om enkeltmandsvirksomheder og deres ansatte enten ikke er tilgængelige eller tilgængelige på bydels- eller zoneniveau. Vedlagt som bilag 3 er en oversigt over antallet af parkeringspladser, licenser, virksomheder og medarbejdere i de enkelte parkeringszoner.
I København findes der i dag 17 parkeringszoner med 3 timers begrænsning, hvoraf de nyeste 12 gælder kl. 8-22, og de øvrige gælder kl. 8-19. Derudover findes en tidsbegrænset zone med én time i Den Hvide Kødby, som foreslås medtaget i ordningen.
Formålet med de tidsbegrænsede parkeringszoner har fra begyndelsen været at forhindre langtidsparkering fra pendlere og beboere uden licens, samtidig med at de understøtter kortvarige ærinder, kundebesøg og varelevering. Zonerne har desuden til formål at begrænse bilkørsel til og fra byen, reducere trængslen og mindske de miljømæssige belastninger, herunder luftforurening og CO₂-udledning. Erfaringerne viser, at 3-timerszonerne bidrager til øget tilgængelighed i områderne og har haft en positiv effekt – særligt i forhold til beboernes og de lokale virksomheders oplevelse af, at det nu i højere grad er muligt at finde en parkeringsplads for dem selv og deres kunder.
Forvaltningens vurdering af den foreslåede ordning
Forvaltningen vurderer, at ordningen kan have fordele for enkeltmandsvirksomheder og deres ansatte, men samtidig må forventes at påvirke trængsel og parkeringssituationen i zonerne.
Fordele ved ordningen
Licensen vil gøre det nemmere for enkeltmandsvirksomheder og deres ansatte at parkere tæt på arbejdspladsen, hvilket kan styrke drift og tiltrækningskraft.
Parkeringsbelægningen i flere af de tidsbegrænsede zoner ligger under 70 % om dagen kl. 12. Kort over belægningsprocent vedlægges som bilag 4. Det taler for, at der kan være mulighed for at rumme en begrænset pendlerordning uden at skabe alvorlige forskydninger i parkeringsbalancen og uden at forringe adgangen for beboere og besøgende.
En afgrænsning til enkeltmandsvirksomheder er foreslået ud fra hensynet til at begrænse ordningen trafikalt og sikre en vis administrativ enkelhed.
Udfordringer ved ordningen
Der er betydelig usikkerhed om den faktiske målgruppes omfang. Det er ikke muligt at opgøre, hvor mange enkeltmandsvirksomheder, der er beliggende i de tidsbegrænsede zoner, eller hvor mange af dem der har ansatte med pendlingsbehov. Det betyder, at de potentielle konsekvenser for kapacitet og efterlevelse er vanskelige at forudsige.
På trods af en afgrænsning til enkeltmandsvirksomheder og et tidsrum fra kl. 8–14 må det forventes, at ordningen vil medføre øget trængsel og færre pladser, da flere køretøjer vil have adgang til at parkere uden tidsbegrænsning. Den kan samtidig mindske incitamentet til at benytte privat parkering og bæredygtige alternativer som delebil, cykel og kollektiv trafik.
Da ansøgninger skal behandles manuelt, fx ved indsendelse af lønsedler, vil ordningen medføre øget administrativt ressourceforbrug, herunder behov for stikprøvekontrol. Forvaltningen kan alene kontrollere betingelserne ved ansøgningstidspunktet, men ikke i løbet af licensperioden.
Det bemærkes desuden, at ordningen ikke har udtrykkelig hjemmel i lovgivningen. Det gør ordningen juridisk uprøvet og klager eller prøvelser kan medføre usikkerhed om modellens holdbarhed.
Politisk handlerum
Udvalget kan, ved at godkende ændringsforslag herom, henvise finansiering af den beskrevne løsning til kommende budgetforhandlinger.
Udvalget kan alternativt vælge at henvise øvrige modeller for en medarbejderlicens til kommende budgetforhandlinger fx:
- Licens udstedes kun til ejere af virksomheder (ikke medarbejdere).
- En højere eller lavere grænse for antallet af medarbejderlicenser pr. virksomhed end 9.
- Ændre i tidsrummet for licensens gyldighed (kl. 8-14).
- At pålægge forvaltningen at undersøge muligheden for en forsøgsordning i én eller flere beboerlicenszoner med henblik på at indsamle erfaringer om effekter for trængsel, administration og efterspørgsel før en eventuel bredere implementering besluttes.
Udvalget kan også anmode om yderligere analyser af konsekvenserne af de alternative modeller eller bede forvaltningen udarbejde andre modeller eller løsninger, fx at udvide tidsbegrænsningen fra tre til fire timer.
Økonomi
Indførelse af en licensordning vil kræve investering i IT-løsninger, administration og kontrolmekanismer. Omkostningerne afhænger af den valgte model og graden af automatisering. Forvaltningen skønner umiddelbart, at udgifterne beløber sig til 1-2 mio. kr. i anlægsudgifter til udvikling af IT-system og op til fire årsværk (driftsudgifter) til håndtering af ansøgninger. De økonomiske virkninger af at gennemføre den skitserede løsning vil blive yderligere belyst i et budgetnotat, såfremt udvalget vælger at henvise forslaget til kommende budgetforhandlinger, jf. politisk handlerum.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen følge op, hvis det besluttes at henvise finansiering ved kommende budgetforhandling.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach