Mødedato: 14.12.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Endelig vedtagelse af lokalplan Ringertoften 1, Bispebjerg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Ringertoften 1, 2400 København NV. Lokalplanen muliggør, at daginstitutionen Ringertoften kan udvides. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Ringertoften 1 (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning og bilag 7.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har som bygherre for Børne- og Ungdomsforvaltningen udviklet et projekt til at udvide kapaciteten fra otte til 20 grupper på Ringertoften daginstitution. Økonomiforvaltningens prognose for antal børn i Nørrebro-Bispebjerg viser, at der er behov for udbygning af kapaciteten. Daginstitutionen forventes ibrugtaget i 2023. Projektet har et omfang, der forudsætter lokalplan.

Lokalplanforslaget (bilag 2) blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 24. august 2020. Her afgav det samlede udvalg en protokolbemærkning om, at der bør ske en øget begrønning foran bygningen mod Tomgårdsvej. På den baggrund foreslår forvaltningen en ændring i lokalplanen. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring i perioden fra den 8. september 2020 til den 3. november 2020. Forvaltningen har modtaget fire henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen.

Løsning

Lokalplanforslaget muliggør, at en af to eksisterende bygninger på grunden kan fjernes, og at der kan opføres et nybyggeri i to etager med en maks. højde på ni meter samt en støjskærm mod Bisiddervej (bilag 2, s. 6-9). Det samlede etageareal vil blive ca. 3.900 m2, hvoraf ca. 2.500 m2 er nybyggeri (bilag 3).

Forslag til ændring af lokalplanen

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning på møde den 24. august 2020 foreslår forvaltningen en begrønnet kantzone langs nybyggeriet mod Tomsgårdsvej (se bilag 7). Ændringen medfører ikke krav om supplerende høring.

Høring

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
Forvaltningen har modtaget fire henvendelser, som fremgår af bilag 4 og er refereret med forvaltningens bemærkninger i bilag 5.

Bispebjerg Lokaludvalg afholdt digitalt borgermøde den 26. oktober 2020, hvor ca. 15 borgere deltog (bilag 6).

Henvendelse fra Bispebjerg Lokaludvalg (bilag 4, henvendelse nr. 4)

Bispebjerg Lokaludvalg er overordnet positiv overfor lokalplanforslaget og projektet. Lokaludvalget mener, at der skal være mulighed for afsætning på den interne adgangsvej langs grundens skel mod nord og at støjskærmen langs grundens sydvestlige skel mod Bisiddervej primært skal opføres i glas. Lokaludvalget stiller spørgsmål ved behovet, og foreslår, at størrelsen på institutionen eventuelt reduceres.    

Forvaltningens bemærkninger:

Lokaludvalgets ønsker er delvist imødekommet i lokalplanforslaget, idet der er fire parkeringspladser langs den interne adgangsvej, som er egnet til afsætning. Der er herudover krav om et antal transparente partier i støjskærmens underste del. Endvidere muliggør lokalplanforslaget, at der kan bygges en mindre institution, hvis bygherre skulle ønske det.

Henvendelse fra Københavns Museum (bilag 4, henvendelse nr. 3)

Museet vurderer, at begge eksisterende bygninger på grunden bør fastholdes som bevaringsværdige. Desuden oplyser museet om muligheden for at støde på arkæologiske fund ved anlægsarbejdet.  

Forvaltningens bemærkninger:

Daginstitutionens to nuværende bygninger på grunden har en middel bevaringsværdi (SAVE-værdi 4). Lokalplanforslaget muliggør, at den ene bygning, som ligger tilbagetrukket på grunden, kan fjernes. Forvaltningen anbefaler, at denne bygning fjernes, da det giver mulighed for at skabe et sammenhængende, støjbeskyttet legepladsareal midt på grunden. Bygherre er informeret om museets oplysning om mulige arkæologiske fund.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

         Søren Wille
                                      /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 14. december 2020 

Sagen blev udsat. 

Til top