Mødedato: 11.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for tillæg nr. 1 børnehospitalet "BørneRiget" til lokalplan nr. 493 "Rigshospitalet III", Østerbro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal udarbejdes et lokalplantillæg, der muliggør, at Rigshospitalets føde- og børneafsnit samles i et nyt byggeri på ca. 55.000 m2 ved Henrik Harpestrengs Vej, Østerbro.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 493 ”Rigshospitalet III” for BørneRiget på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 2.

Problemstilling

Bygherre ønsker at udnytte byggefelt V i lokalplan nr. 493 ”Rigshospitalet III” til at opføre et nyt børnehospital. Området afgrænses af Henrik Harpestrengs Vej, Juliane Maries Vej, Nørre Allé og Edel Sauntes Allé. Gældende lokalplan nr. 493 ”Rigshospitalet III” bestemmer for det aktuelle byggefelt, at ny bebyggelse kun må finde sted efter tilvejebringelse af en ny lokalplan. Projektet forudsætter derfor udarbejdelse af et byggeretsgivende tillæg til lokalplanen. Projektet er i overensstemmelse med de overordnede rammer i lokalplan nr. 493.

Løsning

Bygherre ønsker at samle eksisterende børne- og fødeafsnit i et nyt byggeri. Byggeriet får et bruttoetageareal på i alt ca. 55.000 m2, det opføres i ni etager og bygningshøjden bliver 46 meter (bilag 3). Projektet er vinderforslaget i en indbudt konkurrence med seks bydende rådgiverteams. Forvaltningen har deltaget som rådgiver i processen. Projektet forudsætter, at alle bygninger i byggefeltet nedrives. Umiddelbart nedrives eksisterende bygninger med et etageareal på 11.000 m2 og yderligere 10.300 m2 nedrives, når de nuværende funktioner kan flytte til Bispebjerg Hospital i 2028. Etagearealet øges således med 33.700 m2 og bebyggelsesprocenten bliver 275 i lokalplantillæggets område efter opførelse af nybyggeri og nedrivning af eksisterende bygninger.

Bebyggelsen udformes som to sammenflettede hænder med afrundede facader (se bilag 2 tegning side 3). Bebyggelsen åbner sig til alle sider, så der skabes kontakt til omgivelserne. Bebyggelsen danner afslutning af Rigshospitalet mod nordvest. Landskabeligt medvirker BørneRigets omgivelser sammen med den nærliggende Amor Park og Fælledparken til at give området en grøn afgrænsning.

Tillægget til lokalplanen skal fastsætte bestemmelser, der sikrer, at projektets kvaliteter fastholdes i det endelige projekt med hensyn til bygningens udformning og ubebyggede arealer, og at bestemmelser i gældende lokalplan om trafik og færdsel mv. respekteres.

Byggeriet medfører, at bygninger med høj bevaringsværdi (SAVE-værdi 3), og som er udpegede som bevaringsværdige i Kommuneplan 2015, nedrives. Bygningerne kan ikke indrettes, så de opfylder krav til det samfundsmæssigt nødvendige, moderne hospitalsbyggeri. Muligheder for at placere byggeriet andre steder i området eller udvide eksisterende bygninger i det aktuelle område eller andet steds på hospitalsområdet fx ved at øge bebyggelsens højde er undersøgt. Området er allerede tæt bebygget og mange af de eksisterende bygninger er høje. Konstruktionen i de eksisterende bygninger kan ikke bære yderligere etager. Nybyggeriet kan ikke placeres andre steder i området, hvis børne- og fødeafdelinger skal samles ét sted og i øvrigt leve op til de krav, der forudsættes for at opføre det nye børnehospital. Der henvises til bilag 5 om muligheder for at placere bebyggelsen på anden måde og bevaringsværdige bygninger.

Byliv

Projektets åbne og aktive facader mod alle verdenshjørner virker indbydende i forhold til omgivelserne, og der skabes offentlige forbindelser gennem området, så området forbindes med Fælledparken og Amorparken. Projektet lever dermed op til målsætningerne i Fællesskab København om en levende by ved at skabe liv i offentlige rum med åbne aktive stueetager, grønne forbindelser og bynatur.

Miljø og bynatur

Der plantes 35-50 nye træer i området. Der er 29 træer i området. Af disse er 21 udpeget som bevaringsværdige i gældende lokalplan 493 ”Rigshospitalet III”. Der er foretaget en ny registrering af træerne, hvor yderligere tre træer lever op til kravene for at blive udpeget som bevaringsværdige. Byggeriet medfører, at det er nødvendigt at fjerne to af de bevaringsværdige træer, som er udpeget i gældende lokalplan. De står 20 meter inde i byggefeltet, og byggeriet kan ikke rykkes på grund af eksisterende bebyggelse, som bevares indtil 2028. Desuden fjernes fem træer, der ikke lever op til kriterierne for at være bevaringsværdige. Disse træer står i en tæt gruppe og har forskellige skader. Eksisterende beplantning langs Juliane Maries Vej og Edel Sauntes Allé samt ny beplantning langs Nørre Allé vil medvirke til at forbinde Fælledparken med Amorparken, så BørneRiget integreres landskabeligt med byen. Landskabet mellem ”fingrene” indrettes til grønne rum, der er tilgængelige hver for sig, men også opleves i en sammenhæng via en stirute gennem området. Der henvises til bilag 4.

Parkering

Parkeringsdækningen for biler er i lokalplan 493 ”Rigshospitalet III” fastsat til højst en plads pr. 185 m2. Der skal etableres en samlet parkeringsløsning for hele Rigshospitalet, som omfatter et nyt parkeringshus ved Henrik Harpestrengs Vej med plads til ca. 650 biler. Derudover er der ca. 500 parkeringspladser på terræn, i alt ca. 1150 pladser. Der er udvidelsesmulighed for yderligere 350 pladser i parkeringshuset og dermed mulighed for i alt ca. 1500. Der vil blive redegjort nærmere for parkeringskrav i forbindelse med forslag til lokalplantillæg for BørneRiget.

Intern høring

Forvaltningen har foretaget en intern høring, herunder af Østerbro Lokaludvalg og Københavns Museum, som vil blive hørt igen i forbindelse med lokalplanforslaget. Østerbro Lokaludvalg anbefaler, at det kommende BørneRiget gennemføres. Lokaludvalget ønsker nærmere orientering om bevaringsværdige træer, bevaringsværdige bygninger og trafikanalyse inden offentliggørelse af et lokalplanforslag.

Forvaltningen henviser til bilag 4 hvor der redegøres for områdets træer, og bilag 5, der redegør for nedrivning af bygninger. Der udarbejdes et trafik- og parkeringsnotat, der belyser afvikling af trafik og parkering i forbindelse med udarbejdelse af forslag til lokalplantillæg.

Københavns Museum oplyser, at bygningerne Juliane Maries Vej 26-34 er det sidste helstøbte ældre anlæg i Rigshospitalets område. Muligheden for at aflæse Rigshospitalets udvikling bør fastholdes og Københavns Museum beklager, hvis der gives tilladelse til at nedrive disse bevaringsværdige bygninger. Forvaltningen henviser til bilag 5, der redegør for nedrivning af bygninger.

Anbefalinger til den videre planlægning

1.  Projektets principper, arkitektur, materiale- og farveholdning og grønne anlæg fastholdes og udvikles, så nybyggeriet kan bidrage til et arkitektonisk og kvalitetsmæssigt løft af området, ligesom det skal åbne sig mod de tilstødende områder.
2.  Der fastlægges retningslinjer for anvendelse og udformning af stueetager, så der overvejende placeres udadvendte funktioner, så som foyer, café, lege- og opholdsrum mv. her. Samtidig gives stueetager en særlig udformning, så de fremtræder med større etagehøjde end de øvrige etager, får åbne, transparente indgangspartier og store vinduespartier, så der skabes et indbydende udtryk, hvor der er kontakt mellem ude og inde.
3. Trafik til og fra BørneRiget og på de tilstødende veje og stier skal afvikles sikkert. Der fastlægges offentligt tilgængelige stier og forbindelser, så der er sammenhæng med det øvrige Rigshospitalet og de omgivende byområder, så området opleves som en del af byen og Nørre Campus.
4. Ubebyggede arealer gives funktionelle, varierede, oplevelsesrige og trygge muligheder for adgang, ophold og rekreation. Der er som udgangspunkt offentlig adgang i hele området. Området får en overvejende grøn karakter, og flest mulige bevaringsværdige træer sikres, ligesom der nyplantes træer i forskellige sorter, så der skabes variation i området.

Stadsarkitekten deltager under Teknik- og Miljøudvalgets behandling af sagen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt startredegørelsen, sætter Teknik- og Miljøforvaltningen planarbejdet i gang og foretager en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen i efteråret 2018, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget i foråret 2019.

  

                            Pernille Andersen

                                                              /Karsten Biering Nielsen

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 11. juni 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Udvalget beklager, at det er nødvendigt at fælde de to bevaringsværdige træer, og finder det vigtigt at der i det videre lokalplansarbejdet fastholdes genplantning af mellem 35 til 50 nye træer. Udvalg mener, at det er vigtigt i den videre dialog med bygherre, at de træer, der plantes, så vidt muligt svarer til omfanget af kronen af de træer, der fældes.”

Til top