Mødedato: 17.08.2023, kl. 14:00
Mødested: Hjælpemiddelcentret, Hans Knudsens Plads 3D, 2100 København Ø

Godkendelse af SUF-bidrag til fælles digitaliseringsstrategi

Se alle bilag

Resumé

Økonomiudvalget (ØU) behandlede den 23. maj 2023 udkast til Københavns Kommunes fælles digitaliseringsstrategi 2024-2027 (fremefter den fælles digitaliseringsstrategi) samt forslag til mulige fælles indsatser inden for digitaliseringsområdet. ØU besluttede at sende strategien i høring i fagudvalgene og anmoder  samtidig fagudvalgene om at udvælge et afgrænset antal forvaltningsspecifikke indsatser, der kan indgå i strategien.

Digitalisering spiller en vigtig rolle for opgavevaretagelsen på sundheds- og omsorgsområdet i Københavns Kommune, fælleskommunalt og fællesoffentligt. Digitaliseringsstrategien er derfor vigtig for Københavns Kommune og for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen for håndtering af aktuelle udfordringer og opgavevaretagelse på området og har også vigtig signalværdi ift. fx leverandører af sundheds-it.

I lyset heraf og som led i udpegning af indsatser til Københavns Kommune og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) er der formuleret en udmøntning af den fælles digitaliseringsstrategi for sundheds- og omsorgsområdet samt udpeget forslag til fire konkrete indsatser, som indspil til digitaliseringsstrategien.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter udkast til den fælles digitaliseringsstrategi 2024-2027 og afgiver eventuelle bemærkninger hertil (se udkast til høringssvar i bilag 5)
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til fire forvaltningsspecifikke indsatser, der kan spilles ind i Københavns Kommunes fælles digitaliseringsstrategi 2024-2027 (bilag 4)
  3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget som supplement til den fælles digitaliseringsstrategi godkender forvaltningsspecifikke temaer og mål mhp. at sætte retning for de strategiske digitale indsatser, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal arbejde med i 2024-2027 (bilag 3)

Problemstilling

Den fælles digitaliseringsstrategi sætter fælles retning og igangsætter indsatser for digitalisering på tværs af kommunen, så der arbejdes henimod de samme overordnede mål i alle forvaltninger, samtidig med, at der er rum for lokal oversættelse og indsatser.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens gældende digitaliseringsstrategi blev godkendt af Sundheds- og omsorgsudvalget 24. oktober 2019 og udløber i 2023. KK-digitaliseringsstrategi og udmøntningen på Sundheds- og omsorgsområdet erstatter derfor den hidtidige digitaliseringsstrategi for SUF.

Løsning

Udkast til den fælles digitaliseringsstrategi indeholder en vision og seks strategiske temaer samt et tilhørende udkast til mulige fælles indsatser (bilag 2).

De tre første temaer adresserer, hvordan digitalisering kan bidrage til at løse samfundsudfordringerne og understøtte samspillet mellem teknologi og mennesker. Strategien sætter også fokus på samspillet mellem mennesker og teknologi i og med, at det digitale i stigende grad bliver en integreret del af kommunens serviceydelser og af de flestes dagligdag og arbejdsliv:

  1. Arbejdskraft: Københavns Kommune sikrer arbejdskraft til velfærd, og teknologianvendelse bidrager til at frigøre tid og fastholde medarbejdere
  2. Brugervenlighed: Københavns Kommune styrker fokus på brugervenlighed og sammenhæng og sikrer digital inklusion, så alle kan bruge Københavns Kommunes løsninger
  3. Klima: Københavns Kommune styrker klimaindsatsen og gør København mere bæredygtig med øget brug af data og teknologi

De øvrige tre temaer er understøttende temaer og handler om, hvad det kræver af kommunens organisation og styringsrammer at indfri strategiens vision. Temaerne sætter fokus på, at kommunen har et robust, effektivt og sikkert fundament at stå på i arbejdet med digitalisering:

  1. Kompetencer: Københavns Kommune sætter fokus på den gode digitale arbejdsdag og løfter de digitale kompetencer i hele organisationen
  2. Data: Københavns Kommune styrker arbejdet med data, så kommunens data kan anvendes aktivt til at fremme opgaveløsningen
  3. Styring: Københavns Kommune styrker kommunens digitale fundament så der sikres en effektiv og sikker styring af it-drift og it-projekter.

SUF-specifikke mål og temaer

Københavns Kommunes fælles digitaliseringsstrategi er et godt udgangspunkt for de strategiske indsatser, som er relevant for sundheds- og omsorgsområdet. Særligt centrale for SUF er tema 1 om at sikre tilstrækkelig arbejdskraft og tema 2 om brugervenlighed, sammenhæng og digital inklusion. Ligeledes er temaerne om data, kompetencer og styring vigtige forudsætninger for SUF fremadrettet.

Den fælles strategi adresserer selvsagt ikke alt af relevans for sundheds- og omsorgsområdet. Sundheds- og omsorgsforvaltningen har derfor udarbejdet et oplæg til udmøntning på sundheds- og omsorgsområdet inklusiv mål og temaer (bilag 3), som supplerer den fælles digitaliseringsstrategi og kan sætte retning for indsatsen i SUF ved at oversætte og udfolde de områder, der er særligt vigtige for SUF.

De første SUF-specifikke temaer adresserer, hvordan digitalisering kan bidrage til at løse SUF-specifikke udfordringer, særligt at sikre tilstrækkelig arbejdskraft:

  • Selvhjulpenhed: digitalisering skal støtte borgerne i eget liv, bl.a. gennem egenmestring og sygdomsforståelse
  • Forebyggelse: digitalisering skal forebygge og udskyde plejebehov
  • Rehabilitering: digitalisering skal støtte hurtigere og bedre rehabilitering ift. fysisk og mental sundhed
  • Samarbejde: digitalisering skal sikre systematiske samarbejder med borgere, pårørende og civilsamfund

De øvrige tre temaer handler om, hvad det kræver af SUFs organisation og styringsrammer at indfri digitaliseringsstrategiens vision: 

  • Digital sundhedsteknologi: Optimere udnyttelse af allerede foretagne investeringer i digitale løsninger – og afsøge, afprøve og implementere teknologier med særligt højt potentiale
  • Sikkerhed og brugervenlighed: Tilgængelighed og tillid fra borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere er afgørende for, at vi kan lykkes med den digital understøttelse.
  • Partnerskaber: SUF går forrest og tager ansvar for digitalisering bredt i sundhedsvæsenet mhp. at skabe sammenhæng for borgere og offentlige aktører

Forvaltningsspecifikke indsatser

Som svar på Økonomiudvalgets anmodning anbefaler Sundheds- og omsorgsforvaltningen følgende nye forvaltningsspecifikke indsatser til at indgå i Københavns Kommunes fælles digitaliseringsstrategi 2024-2027 (indsatser er uddybet i bilag 4):

  • Sprogteknologi: Innovationsprojekt om hvordan talegenkendelse kan lette dokumentationsarbejdet i plejesektoren
  • Udbredelse af telemedicin til flere målgrupper: Analyse mhp. at identificere de største / vigtigste potentialeområder for kommunerne
  • Partnerskab om digitale afprøvninger: Indgåelse af formaliseret partnerskab med eksterne aktører og toneangivende kommuner om at mhp. at SUF hurtigt kan identificere og afprøve nye digitale ideer og understøtte digital sammenhæng
  • Styrkelse af informationssikkerhed: Etablering af compliance-funktion til at udvikle og modne informationssikkerhed og GDPR

Økonomi

Der er ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser af  den fælles digitaliseringsstrategi.

Finansiering af SUF-specifikke indsatser vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget ifm. budgetforhandlinger og overførselssager. Herefter vil de sammen med fælles indsatser indgå i de politiske forhandlinger.

Videre proces

De forvaltningsspecifikke indsatser vil blive indarbejdet i indsatskataloget i den fælles digitaliseringsstrategi. Sundheds- og Omsorgsudvalget bemærkninger vil derudover indgå i det videre arbejde med den fælles digitaliseringsstrategi.

Den endelige strategi samt samlet indsatskatalog med både fælles og forvaltningsspecifikke indsatser forelægges Økonomiudvalget til godkendelse i november 2023.

Anna Schou Johansen

  /Rikke Saltoft

Beslutning

Indstillingens at-punkt blev godkendt.
Til top