Godkendelse af driftsaftaler (sundhedsreformen)
Sundhedsreformen træder i kraft den 1. januar 2027. Der lægges op til en godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND), Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) af driftsaftaler for de fire områder, hvor myndigheds- og finansieringsansvaret som en del af sundhedsreformen, flytter fra kommunerne til regionen med de forbehold, der beskrives i indstillingen.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at der indgås horisontale samarbejdsaftaler om sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse samt rehabilitering på specialiseret niveau og dele af den avancerede genoptræning.
- at godkende, at der indgås en horisontal samarbejdsaftale om akutsygeplejen, hvis det forberedende Sundhedsråd Hovedstaden beslutter et scenarie for kommunal drift.
- at godkende, at de vedlagte udkast til horisontale samarbejdsaftaler danner grundlaget for driftsaftaler mellem Region Østdanmark og Københavns Kommune på de områder, hvor kommunen varetager driften af en regional opgave med forbehold for de udeståender der er i forhold til akutsygeplejen samt blandt andet økonomi og bygninger.
- at forvaltningen vender tilbage med en indstilling til endelig godkendelse, når forbeholdene er færdigforhandlet.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det tages til efterretning, at der på nuværende tidspunkt ikke er klarhed over aftalernes samlede økonomiske konsekvenser for kommunen samt de økonomiske konsekvenser af bygningsforhold.
- at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundheds- Omsorgsforvaltningen påbegynder forhandling med regionen om bygningsdrift og økonomi, jf. bilag 4.
Problemstilling
Som en del af sundhedsreformen flytter fire opgaver under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen myndigheds- og finansieringsansvar til regionen fra 2027. Senest 1. april 2026 skal der på baggrund af beslutning i sundhedsrådene være indgået aftaler om eventuel fortsat kommunal drift af opgaverne. Udvalget har tidligere godkendt principper for arbejdet med sundhedsreformen i Københavns Kommune, herunder at København fortsat skulle gå efter drift af områderne.
Sundhedsråd Hovedstaden har på møde i januar prioriteret, at der arbejdes videre med kommunal drift af sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse samt rehabilitering på specialiseret niveau. Sundhedsrådet mangler at tage stilling til, om der skal arbejdes videre med et kommunalt eller regionalt scenarie for drift af akutsygeplejen. Udover akutsygeplejen er der fortsat udeståender i de horisontale samarbejdsaftaler, som er ved at blive afklaret med regionen. Med denne indstilling skal udvalget tage stilling til, om Københavns Kommune skal drifte områderne fremadrettet samt godkende udkast til horisontale samarbejdsaftaler med ovenstående forbehold.
Løsning
Med sundhedsreformen overgår ansvaret for fire kommunale opgaver til sundhedsrådet:
– Akut sygepleje
– Sundheds- og omsorgspladser (70 pct. af de midlertidige pladser)
– Patientrettet forebyggelse
– Specialiseret rehabilitering, herunder dele af den mest avancerede genoptræning.
Sundhedsrådet skal beslutte om driften af de fire områder fra 2027 varetages af regionen, kommunen, eller om regionen vil pålægge en kommune driften til og med 2028.
Hvis kommunen skal drifte, skal der indgås horisontale samarbejdsaftaler, som skal godkendes af Borgerrepræsentationen og det forberedende Regionsråd inden den 1. april 2026 på baggrund af sundhedsrådets beslutning.
Udvalget skal tage stilling til, om der skal indgås aftaler med regionen om kommunal drift af de fire områder. Der er lagt op til, at Københavns Kommune drifter alle fire områder, med forbehold for sundhedsrådets beslutning vedrørende akutsygeplejen. Der er vedlagt bilag med de to scenarier for akutsygeplejen (bilag 2). Derudover har regionen lagt op til, at der i 2026 er en drøftelse mellem regionen og Københavns Kommune ift. Københavns Kommunes videnscenterfunktion ift. patientrettet forebyggelse.
Horisontale samarbejdsaftaler
Der er udarbejdet udkast til horisontale samarbejdsaftale for områderne, der beskriver de overordnede vilkår, fælles målsætninger, økonomiske rammer samt et bilag der på overordnet niveau beskriver, hvad der skal indgå i en bodeling ved kontraktens ophør (bilag 1). På tværs af aftalerne lægges der op til en evaluering indenfor ca. to år. Begge parter kan opsige kontrakten med varsel på 9 måneder samt løbende måned. Det fremgår af Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om indgåelse af horisontale samarbejdsaftaler og om anmodninger i det nære sundhedsvæsen, som er offentliggjort den 30. januar 2026, at der skal være en udløbsdato i aftalerne. Det vil blive drøftet med regionen. Udkast til samarbejdsaftalerne fremgår af bilag. Der er fortsat udeståender i aftalerne, som Københavns Kommune er i dialog med regionen om. Der er vedlagt en beskrivelse af disse udeståender og aftalen med regionen ift., hvordan det videre kan håndteres på administrativt niveau (bilag 3).
Derudover er der en række mere detaljerede forhold for en horisontal samarbejdsaftale, som ikke er på plads den 1. april 2026. Det skal i stedet håndteres i tillægsaftaler og underaftaler. Det gælder fx nye kvalitetsstander, udspecificering ift. økonomi og økonomistyring, data og digitalisering, ejendomsdrift og vedligehold samt visitation og faglige kriterier for opgaverne. Tidsperspektiv og proces for underaftalerne er pt. ikke kendt.
Ejendomme
Det følger af lovgrundlaget for Sundhedsreformen, at hvis der indgås samarbejdsaftaler, så beholder Københavns Kommune de ejendomme, som udelukkende eller helt overvejende anvendes til opgaverne i dag. Hvis en samarbejdsaftale ophører, overtager regionen ejendommene. Det medfører nogle særlige udfordringer, at kommunen er ejer, men regionen kan overtage ejendommene, herunder særligt ift. vedligeholdelsesudgifter og andre investeringer i ejendommene. I vejledning om indgåelse af horisontale samarbejdsaftaler og om anmodninger i det nære sundhedsvæsen fastlægges det ligeledes, at regionen skal betale kommunen alle direkte og indirekte udgifter forbundet med udførelsen af opgaver, som kommunen varetager på regionens vegne.
For at sikre dækning af Københavns Kommunes omkostninger til ejendommene vil der skulle indgås aftale om håndtering af kommunens faktiske driftsomkostninger til ejendommene, herunder til vedligehold mv. Samarbejdsaftalerne indgås derfor med forbehold for, at der falder en aftale på plads vedr. ejendommene.
Økonomiforvaltningen anbefaler overordnet, at en aftale med regionen enten sikrer Københavns Kommunes varige ejerskab til de enkelte ejendomme eller resulterer i, at de enkelte ejendomme overdrages til regionen pr. 1. januar 2027. En aftale med afsæt i dette vil sikre, at Københavns Kommune ikke anvender midler på ejendomme i strid med de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse. På den baggrund er det Økonomiforvaltningens vurdering, at endelig indgåelse af samarbejdsaftaler på de fire områder bør afhænge af, at der kan opnås aftale vedr. ejendomme med afsæt i ovenstående.
Nærmere vedrørende ejendommene er udspecificeret i bilag 4, herunder scenarier for de videre forhandlinger.
Økonomi
Region Østdanmark har fået 1.968 mio. kr. til det konkrete opgaveflyt på tværs af regionens seks sundhedsråd, hvoraf 1.831,7 mio. kr. fordeles til de seks sundhedsråd i 2027, og de 136,3 mio. kr. går til myndighedsopgaven. Grundlaget for udgiftsberegning er regnskabstal for 2023, som blev indsendt til KL primo 2025 samt summen af Region Sjællands og Region Hovedstadens andel af det regionale bloktilskud.
For Københavns Kommune lægges der op til følgende økonomiske ramme for opgaverne i samarbejdsaftalerne. Rammen fra regionen svarer til det beløb, som Københavns Kommune vil modtage i betaling til at dække alle direkte og indirekte udgifter, såfremt Københavns Kommune skal drifte opgaverne for regionen ift. københavnske borgere jf. vejledning om indgåelse af horisontale samarbejdsaftaler og om anmodninger i det nære sundhedsvæsen. De bevillingsmæssige konsekvenser af opgaveflyttet vil blive håndteret i budgetforslaget for 2027.
Tabel 1 Oversigt over økonomi i samarbejdsaftalerne
|
Mio. kr. 2025 p/l |
Ramme fra regionen |
|
Sundheds- og omsorgspladser |
192,6 |
|
Akutsygeplejen |
15,6 |
|
Patientrettet forebyggelse |
79,5 |
|
Specialiseret rehabilitering |
65,9 |
|
I alt |
353,6 |
Samlet set vil Københavns Kommune modtage 353,6 mio. kr., hvis kommunen skal drifte de fire indsatser for regionen. Økonomien for Københavns Kommune er udspecificeret i bilag 5 (fortroligt). Det bemærkes, at der i den nuværende opgørelse over økonomi i samarbejdsaftalerne ikke er indeholdt budget til blandt andet intern forsikring og administration samt udvendig vedligeholdelse af ejendommene, som i dag finansieres af Københavns Kommune, jf. bilag 4 og 5. Der estimeres årlige udgifter til forsikring og udvendigt vedligehold på 8,5 mio. kr.
Ovenstående økonomi er gældende for drift af opgaver i 2027. Dog kan den økonomiske ramme blive justeret allerede i løbet af 2026. For det første forventes det, at der skal udarbejdes tillægsaftaler i 2026 i forbindelse med, at der kommer nye kvalitetsstandarder for akutsygeplejen, sundheds- og omsorgspladser samt patientrettet forebyggelse. Tillægsaftalerne vil omfatte kvaliteten af tilbuddene og en forventet opjustering af økonomien for at håndtere nye krav. For det andet vil det forberedende sundhedsråd, forretningsudvalg og regionsråd i foråret 2026 drøfte, hvordan områder med særlige udfordringer kan tilføres ekstra midler til kvalitetsløft i 2027, hvilket også kan ændre økonomien. Det vil indgå i regionens budgetproces for 2027.
For det tredje skal det forberedende Regionsråd i løbet af 2026 drøfte en mere langsigtet fordeling af økonomi med henblik på at udjævne forskelle i tilbuddene på tværs af Region Østdanmark.
For så vidt angår økonomien i 2028 og frem forventes det, at Regionen fastlægger en økonomimodel i foråret 2026, som kan betyde ændringer i det beløb, som Københavns Kommune modtager for at drive opgaverne i 2028 og frem. Det bemærkes, at princippet for økonomien på området fremadrettet vil være, at Københavns Kommune ikke må bruge yderligere midler på at drive de tildelte sundhedsopgaver end de tildelte midler fra regionen, jf. de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.
Videre proces
På mødet den 9. marts 2026 tager det forberedende Sundhedsråd Hovedstaden stilling til, hvem der skal varetage den fremtidige drift af de fire områder. Det forberedende Regionsråd behandler sagen endeligt på møde den 17. marts 2026.
En aftale med regionen om aftalegrundlag vedrørende ejendommene vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse, når den er forhandlet på plads med regionen.
På myndighedsområdet og eventuelle områder, hvor der ikke indgås driftsaftaler, skal der udarbejdes delingsaftaler, som beskriver aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som overgår til regionen. Udvalget forelægges forventeligt en indstilling herom senest til april. Efter opgaveflyttet kan de endelige opgørelser vedrørende aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte opgøres ved regnskab 2026, hvorefter Borgerrepræsentationen forelægges en sag om efterregulering af delingsaftalerne.
Under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen tiltræder indstillingen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejdet et tillægsbrev til Region Østdanmark, som redegør for de forbehold som godkendelsen af aftalerne er godkendt under.
Per Bennetsen
/ Søren Hartmann Hede