Erfaringer med fastholdelses- og rekrutteringspuljen ØK 77
Resumé
Socialudvalget orienteres med denne sag om en række erfaringer med fastholdelses- og rekrutteringspuljen fra budget 2022.
Indstillingen giver dermed svar på nogle af de spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med Socialudvalgets møde med HovedMED på budgetseminaret i februar 2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager indstillingen til efterretning.
Problemstilling
Der blev med budgetforslag ØK 77 i budget 2022 afsat en pulje på 75 mio. kr. til at imødegå fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer blandt udvalgte faggrupper på velfærdsområder i Københavns Kommune i perioden 2022-2025.
Socialudvalget godkendte i december 2021 temaer for udmøntning af ØK 77. Den konkrete udmøntning blev aftalt med de faglige organisationer Dansk Sygeplejeråd, FOA SOSU og Landsforeningen for Socialpædagoger/Socialpædagogerne Storkøbenhavn. Det konkrete indhold i aftalerne samt udmøntningen fremgår af bilag 1.
Løsning
I forbindelse med Socialudvalgets budgetseminar blev der stillet en række spørgsmål i forbindelse med ØK 77’s udløb ultimo 2025, som besvares i det følgende:
ØK 77’s effekt på fastholdelse af medarbejdere
I Københavns Kommunes Personalepolitiske Redegørelse for 2024 (bilag 2) konkluderes det, at der har været en begrænset effekt af de uddelte lønmidler i ØK 77-puljen. Der er en vis indikation for, at det har virket, men udbetaling af engangstillæg kan ikke stå alene. Det konkluderes dog samtidig, at evalueringen samlet set peger på, at fastholdelsen ikke er øget blandt de omfattede medarbejdergrupper som følge af ØK 77.
Socialforvaltningen konkluderer derfor, at de midlertidige lønmidler i ØK 77-puljen, der har været en begrænset effekt på fastholdelse af medarbejdere.
Forventninger hos medarbejdere om fortsatte tillæg
Socialforvaltningen mener ikke, at der er skabt særlige forventninger om fortsat modtagelse af tillæg efter udløb af ØK77-puljen.
I aftalerne med de faglige organisationer er der fra start af blevet gjort opmærksom på, at ØK 77-puljen udløber 31.december 2025. Samtidig bliver medarbejdere, som modtager et tillæg i 2025 fra puljen, gjort opmærksom på, at der er tale om den sidste udmøntning fra puljen – eller at tillægget udløber 31. december 2025. Det gælder udligningstillæg til seniorer og funktionstillæg til faste nattevagter. Det har således i arbejdet med udmøntning af midler fra puljen igennem alle 4 år været tydeliggjort, at der var tale om en midlertidig pulje.
Samlet set konkluderer Københavns Kommunes Personalepolitiske Redegørelse for 2024 (bilag 2) tillige, at der ikke er skabt en særlig forventning hos medarbejderne om fortsat modtagelse af tillæg fra en særlig pulje.
Lønnedgang ved ophør af ØK 77-puljen
Ved bortfald af ØK 77-puljen vil medarbejdergrupperne omfattet af aftalerne ikke længere modtage de aftalte tillæg. Den honorering, som medarbejdere har fået gennem ØK77-puljen, har udgjort en ganske lille del af medarbejdernes samlede løn i perioden. Det største engangstillæg er på 16.200 kr. i aktuelt niveau (til socialpædagoger med 4 års anciennitet), hvilket kun gives en gang i perioden. Engangstillæg udgjorde ca. 94% af udbetalinger fra puljen, mens et månedligt funktionstillæg til faste nattevagter på SOSU-området (687,06 kr. i 31.3.2000-niveau) og et månedligt udligningstillæg til senioraftaler til socialpædagoger (50% af lønnedgangen til seniorer over 60 år) udgjorde ca. 3% til hver af grupperne.
Det er dog vigtigt at pointere, at der med trepartsaftalen mellem regeringen, de faglige organisationer og arbejdsgiverne i 2023 og ved overenskomstforhandlingerne i 2024 er aftalt ekstraordinære lønstigninger til at fastholde og rekruttere medarbejdergrupper inden for velfærdsfagene, herunder også de medarbejdergrupper, som er omfattet af ØK 77. Overenskomstforhandlingerne alene giver medarbejdergrupperne mærkbare stigninger, svarende til 6%. Derudover vil trepartsaftalen give et yderligere lønløft i form at lønstigninger og stigninger i særydelse (bl.a. for at arbejde på om aftenen/natten og i weekender), hvilket særligt tilgodeser de samme grupper, som er omfattet af ØK 77. Helt overordnet oplever en SOSU-hjælper med 5 års anciennitet et lønløft på 35.920 kr. årligt, mens en sygeplejerske med 10 års anciennitet får et lønløft på 32.070 kr. årligt ved den fulde indfasning pr. 1. januar 2026, sammenlignet med 2024.
De medarbejdergrupper, forvaltningen typisk ser på i fastholdelses- og rekrutteringssammenhæng, er socialpædagoger, social- og sundhedspersonale, sygeplejersker og socialrådgivere. Selvom socialrådgiverne i 2021 ikke var omfattet som målgruppe i ØK 77, er også denne gruppe på fastholdelses- og rekrutteringsdagsordenen i forvaltningen.
Det skal her bemærkes, at socialrådgiverne har samme lønniveau som socialpædagoger. En socialrådgiver med 10-14 års anciennitet oppebar i marts måned 2025 i gennemsnit en månedsløn eksklusive pension på 40.812 kr., mens en socialpædagog med samme anciennitet oppebar 40.731 kr. Den gennemsnitlige månedsløn for alle socialrådgivere og socialpædagoger uanset anciennitet var i marts måned 2025 henholdsvis 41.244 kr. (socialrådgivere) og 40.753 kr. (socialpædagoger), eksklusive pension.
Håndtering af ØK77-puljens udløb i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen
I forbindelse med nærværende indstilling til Socialudvalget har forvaltningen været i kontakt med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der også har været omfattet af ØK 77.
Sundheds- og Omsorgsudvalget ønsker ikke at forlænge ØK 77. Udvalget godkendte den 24. april 2025, at et vejledertillæg (tillæg til oplæringsvejledere og kliniske vejledere), som blev givet i henhold til deres ØK 77-aftale, skal indgå i budget 2026 som et bevillingsudløb, dvs. at det ikke kommer til at indgå i kommende budgetforslag om fastholdelse og rekruttering. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller i juni til Sundheds- og Omsorgsudvalget, at der i budgetindstillingen om fastholdelse og rekruttering i budget 2026 indgår følgende elementer:
- Fuld lønrefusion til udenlandske sygeplejersker i evalueringsansættelse
- Øget kønsdiversitet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – udvidelse af brancheskifteordningen
- Udvidelse og permanentgørelse af rekrutteringsfunktionen.
Børne- og Ungdomsudvalget ønsker ikke at videreføre ØK 77, men betragter det som et bevillingsudløb. Børne- og Ungdomsudvalget har til deres møde den 18. juni 2025 bedt Børne- og Ungdomsforvaltningen om et budgetnotat om indsatser i forhold til fastholdelse og rekruttering for et beløb, der matcher størrelsen på udløbet ØK77. Heri indgår forslag om:
- Dagtilbudsuddannelse
- Sygefravær
- Mentorordning for nyuddannede, nyansatte lærere på skoler
- Ekstra resurser til skolernes arbejde med at forebygge og håndtere voldsomme hændelser
Sammenfattende kan det konkluderes, at der ikke bliver fremlagt forslag om at forlænge ØK77 i hverken Børne- og Ungdomsudvalget eller Sundheds- og Omsorgsudvalget. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen lægger op, til at vejledertillægget indgår i budget 2026 som et bevillingsudløb.
I bilag 3 præsenteres beregninger af omkostninger ved videreførelse af følgende elementer fra ØK 77-puljen i Socialforvaltningen: praktikvejledere for SOSU, seniorordninger samt funktionstillæg til faste nattevagter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen vil i juni måned fremlægge to budgetnotater om fastholdelses- og rekrutteringstiltag til budget 2026.
Katrine Ring
/ Tine Kock Nielsen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Centerchef Tine Kock Nielsen deltog under punktets behandling.