Mødedato: 23.11.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde, Stuen på 1.

Høring vedrørende Lokalplanforslag Ved Sjællandsbroen – eventuelt med kommuneplantillæg (15 minutter)

Se alle bilag

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal godkende et udkast til høringssvar vedrørende Lokalplanforslag Ved Sjællandsbroen – eventuelt med kommuneplantillæg.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og godkender et udkast til høringssvar vedrørende Lokalplanforslag Ved Sjællandsbroen – eventuelt med kommuneplantillæg.

2. Hvis høringssvaret ikke kan godkendes på mødet i lokaludvalget, bemyndiger Lokaludvalget Bymiljøudvalget til at færdiggøre høringssvaret og indsende det inden høringsfristen den 1. december 2023.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen sendte den 3. november 2023 en indledende høring vedr. Lokalplanforslag Ved Sjællandsbroen – eventuelt med kommuneplantillæg med høringsfrist 1. december 2023.

Danica Ejendomme har anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag, da de ønsker at fortætte ejendommen med et større volumen og en anden anvendelse end muliggjort i gældende lokalplangrundlag. Projektet ønskes opført på ’Nauticon-grunden’, Sjællandsbroen 21.

Af materialet fremgår det blandt andet, at Danica Ejendomme ønsker en bygningshøjde på op til 39,9 m mod Sjællandsbroen (ifølge bygningsreglementet svarer det til ca. 11 etager).

Derudover beskrives det i materialet, at der skal tages stilling til eventuelle anlæg i havneløbet og til det eksisterende vandelement (bassin) på ejendommen.

Forvaltningen forventer, at der vil kunne fremlægges en startredegørelse til politisk behandling i 2. kvartal 2024.

Baggrund

I Kommuneplan 2019 er området udlagt til blandet boliger og erhverv med en bebyggelsesprocent på 185 beregnet for to kommuneplan-områder R19.C.4.31.T1 og R19.C.4.33.T1 under ét.

For bebyggelse langs Sjællandsbroen kan der i lokalplan tillades en bygningshøjde på op til 34 m. For at gennemføre projektet, og udarbejde lokalplanforslaget, kan det være nødvendigt med et tillæg til kommuneplanen.

Der udarbejdes kommuneplantillæg, hvis omfanget af nybyggeri og eksisterende byggeri gør, at bebyggelsesprocenten for de to kommuneplanområder R19.C.4.31.T1 og R19.C.4.33.T1 under ét overstiger 185, hvis højden på byggeri mod Sjællandsbroen skal kunne overstige 34 meter, hvis øvrigt byggeri skal kunne overstige 33 meter, samt hvis der skal kunne ske opfyld i havnen.                                                      

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringssvaret og kommer med eventuelle bidrag til det endelige høringssvar. Hvis høringssvaret ikke kan godkendes på mødet i lokaludvalget, bemyndiger Lokaludvalget Bymiljøudvalget til at færdiggøre høringssvaret og indsende det inden høringsfristen den 1. december 2023.

Økonomi

Intet

 

 

Beslutning

Lokaludvalget drøftede udkastet til høringssvar - det blev besluttet, at høringssvaret også skal have de positive sider, der fremgik af dagens oplæg, med. Sekretariatet skriver et nyt udkast, som skal bearbejdes af Ann og Ole og godkendes af FU inden afsendelse.
Til top