Mødedato: 27.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til underjordisk bassin på Damhusengen, Vanløse

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til HOFOR’s ansøgning om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af byggeplads og et underjordisk bassin på den nordlige del af Damhusengen, Københavns Kommune (Bilag 3). Bassinet har til formål at reducere antallet af overløb af regnvandsopblandet spildevand fra fælleskloakken til Harrestrup Å. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har modtaget et høringssvar i høringsperioden, som ikke har givet anledning til ændringer i dispensationen.

På Klima-, Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 27. april 2026 er der tre indstillinger vedrørende Spildevandsprojektet Spangen. Indstillingerne er indbyrdes afhængige for at projektet kan realiseres. Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til underjordisk bassin på Damhusengen er den anden i rækkefølgen på mødet.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at der dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af byggeplads og et underjordisk bassin ved Damhusengen, Københavns Kommune, som beskrevet i ansøgningen af HOFOR.

Problemstilling

Baggrunden for dispensation til etablering af byggeplads og et underjordisk bassin på den nordlige del af Damhusengen er, at vandmiljøet i Harrestrup Å er påvirket negativt af regnvandsopblandet spildevand, som udledes fra kloakken til Harrestrup Å når det regner kraftigt. Dette sker mere end 10 gange årligt, hvilket bidrager til at åen ikke er i god tilstand og ikke lever op til miljøkvalitetskravene. Københavns Kommunes spildevandsplan 2018 og dertilhørende projekttillæg angiver derfor, at der skal ske en indsats for at reducere antallet af overløb af regnvandsopblandet spildevand fra fælleskloakken til Harrestrup Å. Harrestrup Å løber i sit nuværende forløb umiddelbart øst for Damhusengen. To af overløbene befinder sig tæt på Damhusengen, hvorfor nogle af indsatserne kommer til at berøre engen (Bilag 2).

Da Damhusengen er en beskyttet mose efter naturbeskyttelseslovens § 3 (Bilag 4), som fastsætter et forbud mod at foretage tilstandsændringer, kræver projektet en dispensation. Det er tidligere besluttet, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til alle sager om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Løsning

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at der er grundlag for at meddele dispensation til at etablere et underjordisk bassin ved den nordlige ende af Damhusengen, samt ved Åvendingen/Kildeløbet (ikke del af nærværende ansøgning) der skal mindske udledningerne til Harrestrup Å. Det underjordiske bassin ved den nordlige ende af Damhusengen forbindes via en tunnel under Damhusengen til en skakt. Skakten ligger udenfor § 3-området, på den anden side af Harrestrup Å, og behandles ikke i denne sammenhæng. Tunnelen laves dybt under engen som en tunnelering, og vil således ikke berøre engen direkte. Ved etablering af denne løsning og sammenkobling af det underjordiske bassin til skakten, vil det regnvandsopblandet spildevand i langt højere grad kunne opmagasineres og ledes til rensning på renseanlæg, når der igen er kapacitet i afløbssystemet.

I anlægsperioden vil der yderligere være behov for at etablere en sti langs byggepladshegnet på dele af den §3-beskyttede eng syd for arbejdspladsen, for at opretholde færdslen på cykel og til fods (bilag3).

Det ansøgte vil kun i meget begrænset omfang medføre varige tilstandsændringer af den § 3-beskyttede eng. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke foreligger reelle alternativer til det ansøgte projekt. Alternative placeringer af bassinet, som ville være mere indgribende i § 3-området, har været vurderet og fravalgt. For en gennemgang af de vurderede alternativer, henvises der til Miljøkonsekvensrapporten Spangen.

Formålet med projektet vurderes som værende af væsentlig samfundsmæssig interesse, da det har til formål at nedbringe antal overløbshændelser til Harrestrup Å, og dermed forurening af både åen og Kalveboderne, må anses for at udgøre en væsentlig samfundsmæssig interesse. Det er nødvendigt for at Københavns Kommune kan leve op til statens vandområdeplaner og for at sikre god økologisk tilstand i Harrestrup Å og Kalveboderne. Kalveboderne, som er den lavvandede havbugt mellem Sjælland og Amager, er desuden del af Natura 2000-område, og projektet bidrager dermed også til dettes bevaringsmålsætninger, da projektets gennemførsel vil resultere i at mindre urenset spildevand løber til Kalveboderne. Det er forvaltningens vurdering, at der er tale om særligt tilfælde og at forudsætningerne for at dispensere fra naturbeskyttelseslovens § 3 er til stede.

I forbindelse med miljøkonsekvensrapporten er Bilag IV-arter er blevet kortlagt af Sweco i 2024. Det vurderes, at både dværg-, trold- og brunflagermus har rastesteder tæt på arbejdsområdet på Damhusengen. Flagermus, der raster i træer og bygninger, kan potentielt påvirkes negativt af anlægsstøj fra arbejdet. Der er derfor opstillet en række vilkår, der skal sikre, at flagermus i området omkring Damhusengen ikke påvirkes negativt.

Høring

Sagen har været i høring i perioden fra den 2. april 2026 til 19. april 2026. Forvaltningen har modtaget et høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening København. I Høringssvaret støtter Danmarks Naturfredningsforening de opstillede vilkår for §3 dispensationen, men anbefaler, at der for vilkår 6 stilles krav om, at erstatningshuller til flagermus skal etableres minimum 12 måneder før det støjende arbejde igangsættes, og ikke som foreslået seks måneder.

Begrundelsen tager udgangspunkt i, at der kun vides meget lidt om effektiviteten af denne type afværgeforanstaltning, samt at flagermus er meget selektive ved valg af rastested, og at nyetablerede huller ofte fravælges. I høringssvaret opfordrer der desuden til at flagermusbestanden i området efterfølgende følges, det frygtes at det samlede skybrudsprojekt langs Harrestrup Å påvirker flagermusbestanden i negativ retning, til trods for at der ved det enkelte indgreb gøres en betydelig indsats for at undgå en negativ påvirkning.

Forvaltningen følger kommunens gældende praksis for erstatningshuller fra miljøkonsekvensrapporten af Svanemøllens Skybrudstunnel. Dette indebærer, at erstatningshullerne skal etableres senest seks måneder før det støjende arbejde igangsættes. Høringssvaret har derfor ikke givet anledning til ændringer i dispensationen (bilag 2).

Parkering

Denne indstilling har ikke konsekvenser for bil- og cykelparkeringspladser.

Træer

Der skal fældes 34 træer for at gøre plads til byggepladsen og bassinet på Damhusengen.

Den nærmere plan for genbeplantning og reetablering af arealet, herunder valg af sorter og placering, vil understøtte udviklingsplanen for Damhussøen Damhusengen og Krogebjergparken 2025, udarbejdet af Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Alle berørte træer er besigtiget for flagermusegnede strukturer, såsom hulheder og løs bark. Projektet udføres således, at der ikke skal fældes træer, der er egnede som yngle- eller rastested for flagermus.

30 af de træer, der planlægges fældet i forbindelse med projektet, er beliggende i Københavns Kommune. Ingen af træerne er fredede, bevaringsværdige eller lovgivningsmæssigt beskyttede.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan vælge at meddele afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 med henvisning til, at der ikke er tale om særlige omstændigheder, som kan begrunde en dispensation. Et afslag på dispensation kan gælde hele eller dele af projektet, hvortil der søges dispensation. Det vil i så fald betyde, at projektet skal sendes tilbage til forvaltningen til fornyet behandling. Et afslag på dispensation vil betyde, at Harrestrup Å fortsat påvirkes negativt af regnvandsopblandet spildevand fra oplandet, som aflastes fra fællessystemet til åen, når det regner kraftigt. Yderligere vil det betyde, at miljøkvalitetskravet forsat er overskredet for et eller flere nationalt specifikke miljøfarlige forurenende stoffer, og at åen derfor ikke er i god kemisk tilstand.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil dispensationen blive meddelt. Afgørelsen vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet inden for en frist på fire uger. Eventuelle klager vil have opsættende virkning for en dispensation. Miljø- og Fødevareklagenævnet har pt. en sagsbehandlingstid på over to år. Hvis der ikke modtages klager, kan dispensationen udnyttes efter klageperiodens udløb.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top