Mødedato: 25.10.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Udmøntning af Budget 2022

Se alle bilag

Resumé

Borgerrepræsentationen vedtog den 7. oktober 2021 Budget 2022. Med denne indstilling skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udmønte de afsatte midler i Budget 2022. Derudover skal udvalget udmønte den sidste del af omlægningsmidlerne fra Budget 2019, som tidligere er blevet udmøntet midlertidigt samt udmønte et positivt råderum i 2022 på indsatsrammen.

Bemærk at alle budgettal i indstillingen er fremskrevet til 2022 i pris- og lønregulering.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender fordelingen af

  • Midlerne fra Budgetaftalen for 2022 jf. tabel 1 og bilag 1.
  • Midlertidigt udmøntede midler fra Budgetaftalen for 2021.

2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender fordelingen af de sidste omlagte servicemidler fra Budgetaftalen for 2019 til virksomhedsrettet indsats, jf. tabel 2.

3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender en fordeling af de resterende midler på indsatsrammen jf. tabel 3.

Baggrund

Baggrund for udmøntning
Hvert år når Borgerrepræsentationen (BR) har vedtaget budgettet for det kommende år, skal de enkelte udvalg udmønte budgettet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets samlede budget er i 2022 9.400 mio. kr. fordelt på tre styringsområder:

  • Service, som er midler til bl.a. løn og anden jobcenterdrift
  • Anlæg, som er midler til renovering o.lign.
  • Overførsler, som dækker indkomstoverførsler der udbetales til de ledige samt indsatsmidler som bruges til aktiveringsindsatser som hhv. interne indsatser i Jobcenter København eller køb hos eksterne leverandører.

Omfanget af de forskellige styringsområder fremgår af figur 1.

Figur 1. BIUs budget 2022 (2022 p/l)

Den primære del af budgettet er bundet op på overførsler til ydelsesmodtagerne. Dernæst kommer den almindelige jobcenterdrift (service) og aktivering (indsats). De korrektioner der behandles i indstillingen, relaterer sig til service- og indsatsrammen.

Der skal altid tages stilling til fordelingen af de nye budgetmidler, som er tildelt i forbindelse med den årlige budgetaftale i BR. Derudover kan der være andre særlige beslutninger, som udvalget skal træffe - fx som i tidligere år, hvor BIU har omlagt samlet 200 mio. kr. fra indsats til virksomhedsrettede servicemidler, eller som i år, hvor der er et råderum på indsatsrammen, der skal fordeles.

Bevægelser mod budget 2022
Med budgetaftalen for 2022 er der blev tilført en række midler, men der er også midler der udløber med udgangen af 2021 og begge ting påvirker det samlede budget i 2022.

Nedenfor fremgår et overblik over bevægelserne på hvert af udvalgets tre styringsområder – servicerammen, anlægsrammen og overførsler (indsatsrammen).

Servicerammen
Der blev med budgetaftalen tilført i alt 48,1 mio. kr. på servicerammen i 2022. Samtidig er der midler fra eksternt finansierede projekter, hvilket primært gælder Flere skal med II, der overføres fra 2021 til 2022. Det giver en samlet tilførsel af midler på 59,1 mio. kr. i 2022.

Det skal ses i sammenhæng med et samlet bortfald af midler på 71,8 mio. kr. Det gælder bl.a. en del af STARs midler til Flere skal med, som fremadrettet finansieres kommunalt, hvor den kommunale finansiering er lidt mindre end STAR-midlerne, fordi målgruppen er reduceret betragteligt. Derudover er der en række bevillinger til rehabiliteringsmøder, som har understøttet afviklingen af en pukkel på området. Servicebudgettet reduceres fra 2021 til 2022 samlet set med omkring 13 mio. kr.

Figur 2. Bevægelser på servicerammen (2022 p/l)

Anlægsrammen
Anlægsrammen reduceres betydeligt fra 2021 til 2022, da en række projekter forventes afsluttet med udgangen af 2021. Det drejer sig bl.a. om dele af samlokaliseringen samt den midlertidige indkvartering på Dortheagården. Anlægsrammen reduceres derfor fra 29,3 mio. kr. i 2021 til 6,5 mio. kr.

Figur 3. Bevægelser på anlægsrammen (2022 p/l)

Note: Budgettet er forudsat overførsler til 2022, jf. 3. regnskabsprognosen.

Overførsler – indsatsrammen
Selve indkomstoverførelserne (sygedagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp etc) er efterspørgselsstyret, hvilket betyder, at budgettet reguleres løbende alt efter hvor mange ydelsesmodtagere der forventes for det givne år. Prognosen bygger på Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet.

På indsatsrammen blev der tilført 8,0 mio. kr. til nye initiativer med Budget 2022, men også 21,4 mio. kr. som konsekvens af ny lovgivning vedrørende danskuddannelse.

På indsatsrammen bortfalder samlet 17,0 mio. kr. med udgangen af 2021, hvilket bl.a. drejer sig om STAR-projektet IBBIS 2. Det giver en samlet nettoforøgelse af budgettet på omkring 12 mio. kr. fra 2021 til 2022.

Figur 4 viser bevægelserne på indsatsrammen netto, hvilket er uden indtægter.

Figur 4. Bevægelser på indsatsrammen (2022 p/l) 

Problemstilling

Nedenfor gennemgås de beslutningspunkter, som udvalget skal behandle i forbindelse med udmøntningen af Budget 2022.

1. Udmøntning af Budget 2022
Som følge af Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2022, den 7. oktober 2021, har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fået tildelt 292,3 mio. kr. i perioden 2022-2025 til en række konkrete budgetønsker. Udvalget skal træffe beslutning om den endelige udmøntning af de tilførte midler. Samtidig skal udvalget træffe beslutning om udmøntningen af midler til opkvalificering lediges digitale kompetencer fra aftalen om Budget 2021, som kun blev udmøntet midlertidigt med udmøntningen af Budget 2020.

2. Genudmøntning af omlagte servicemidler fra Budget 2019
Med Budget 2019 blev der besluttet en varig omlægning fra indsats- til servicemidler på 20 mio. kr. i 2019 og 30 mio. kr. i 2020 og 2021.

For at imødegå det stigende antal ledige som følge af Covid-19, blev det i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2021 godkendt af Borgerrepræsentationen, at BIF i 2021 midlertidigt kunne anvende 10 mio. kr. af de omlagte servicemidler på sagsbehandling (fx til afholdelse af de obligatoriske samtaler). Derudover er en del af omlægningsmidlerne udmøntet til midlertidige projekter.

Med udmøntningen af Budget 2022 skal midlerne genudmøntes varigt til virksomhedsrettet arbejde. BIU skal træffe beslutning om den konkrete udmøntning.

3. Udmøntning af råderum på indsatsrammen
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens økonomiske rammer er ikke demografireguleret. Det betyder, at der er færre penge pr. borger, når ledigheden er høj og flere penge pr. borger, når ledigheden er lav.

Udgangspunktet for indsatsbudgettet i 2022 er, at serviceniveauet for 2021 videreføres. Der planlægges med samme budget per borger som i år. Fordi ledigheden forventes at falde i 2022, koster det ikke lige så meget at opretholde det samme aktiveringsniveau, og der skabes derfor et samlet råderum til politisk prioritering på 52 mio. kr.

På BIU-mødet d. 20. september besluttede udvalget at finansiere besparelsen på 36 mio. kr. som følge af ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ med en del af råderummet.

Derfor skal BIU med udmøntning af budget 2022 træffe beslutning om, hvordan udvalget ønsker at udmønte det resterende råderum på indsatsrammen på 16 mio. kr.

Løsning

1. Udmøntning af Budget 2022
Nedenfor fremgår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til udmøntning af de tilførte midler fra Budget 2022.

De tilførte midler udmøntes som beskrevet i de budgetnotater, der lå til grund for budgetønskerne. For en nærmere beskrivelse af indholdet i de enkelte initiativer henvises til budgetnotaterne, der er vedlagt som bilag 2-21. I bilag 22 er også vedlagt en oversigt, der viser hvilke budgetnotater på forvaltningens ressort, som ikke blev imødekommet i budgetforhandlingerne.

De tildelte budgetmidler fremgår af tabel 1, ligesom det af bilag 1 fremgår, hvor i forvaltningens organisation, at de udmøntede midler placeres.

Tabel 1. Nye tildelte budgetmidler i 2022-2025 (mio. kr., 2022 p/l)

#

Titel

2022

2023

2024

2025

I alt

 

Service i alt

48,1

63,1

41,7

27,7

180,6

BI02

Udgifter til Seniorpensionsenheden

1,4

1,4

1,4

1,4

5,6

BI05

Fokuseret indsats for udsatte kontanthjælpsmodtagere

10,1

37,4

19,9

5,9

73,3

BI07

Pilotforsøg med helhedsorienteret indsats

9,7

9,7

9,7

9,7

38,8

BI12

Bydækkende studie- og fritidsjobindsats

5,9

5,9

5,9

5,9

23,6

BI13

Indsatsen mod overledighed/A-kasse samarbejdet

1,2

1,2

1,2

1,2

4,8

BI14

Fremskudt beskæftigelsesindsats i Sydhavnen

1,9

1,9

1,9

1,9

7,6

BI17

Støtte til Bydelsmødre

0,3

0,3

0,3

0,3

1,2

BI18

Støtte til Bosnisk Kulturcenter

0,2

 

 

 

0,2

BI21

Beskæftigelses- og uddannelsesfokuseret

afsoning og god løsladelse

9,6

 

 

 

9,6

BI22

Videreførelse og udvidelse af samarbejde med

byggebranchen i Tingbjerg

0,8

0,8

 

 

1,6

BI24

Støtte til Creative Business Cup

0,8

0,8

0,8

0,8

3,2

BI28

Opkvalificeringsindsats målrettet grøn omstilling

1,2

1,2

 

 

2,4

BI40

Lærlingeindsats for minoriteter

0,6

0,6

 

 

1,2

BI44

Støtte til FISKEN

0,6

0,6

0,6

0,6

2,4

BI46

Nyt samarbejde om Projekt Trædesten

0,3

0,3

 

 

0,6

BI49

Iværksætterinitiativer i København

1,5

1

 

 

2,5

BI51

Life Science Task Force

2,0

 

 

 

2,0

 

Indsats i alt

29,4

29,4

27,0

25,9

111,7

BI01

Afskaffelse af deltagerbetaling på danskuddannelse*

21,4

21,4

21,4

21,4

85,6

BI13

Indsatsen mod overledighed/A-kasse samarbejdet

4,5

4,5

4,5

4,5

18,0

BI15

Samarbejde med Jobbanken om indsats til

psykisk sårbare veteraner på førtidspension

1,1

1,1

1,1

 

3,3

BI28

Opkvalificeringsindsats målrettet grøn omstilling

2,4

2,4

 

 

4,8

I alt

 

78,1

93,1

68,7

53,6

292,3

Note: Nogle budgetaftalemidler udmøntes i samarbejde med andre forvaltninger, men tabellen indeholder alene Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetændringer. *Der er også afsat 9,7 mio. kr. i indsatsmidler i 2021.

Udmøntning af tidligere budgetmidler
I aftalen om Budget 2021 blev der tildelt midler til ’Særlig indsats for kvalificeret, digital arbejdskraft for SMV’ere (BI30). Servicemidlerne blev i 2021 udmøntet midlertidigt til Centralforvaltningen, så de efterfølgende kunne blive udmøntet for den resterende periode baseret på erfaringerne i årets løb.

På den baggrund udmøntes 1,2 mio. kr. i servicemidler i 2022-2024 til Københavns Erhvervshus.

Midlerne udmøntes til to koordinatorer, som skal drive pilotprojekter til løft af lediges digitale kompetencer bl.a. i samarbejde med små og mellemstore virksomheder.

2. Genudmøntning af omlagte servicemidler fra Budget 2019
Med Budget 2021 blev det aftalt, at der i 2021 kunne udmøntes 10,1 mio. kr. (2022 p/l) af omlægningsmidlerne til den almindelige jobcenterdrift. Der var tale om en 1-årig midlertidig udmøntning, hvorfor der med denne indstilling igen skal træffes beslutning om udmøntning af midlerne.

Derudover blev der med Budget 2020 også udmøntet omlægningsmidler midlertidigt til to tiltag, som begge udløber ultimo 2021.

Det drejer sig om 2,3 mio. kr. til oprettelse af en task force, som har haft ansvaret for at udarbejde en strategi for styrkelse af lediges digitale kompetencer, og 1,9 mio. kr. til virksomhedskonsulenter på Karrierecentret til nedbringelse af AC-ledigheden.

Dermed skal der samlet genudmøntes 14,3 mio. kr. i omlægningsmidler på servicerammen med udmøntningen af Budget 2022.

Midlerne skal udmøntes i overensstemmelse med intentionerne i budgetnotatet om omlægning af beskæftigelsesindsatsen fra Budget 2019 (ØK25.19). Her var formålet at målrette servicemidler mod konkrete, virksomhedsrettede indsatser.

Forvaltningen indstiller, at følgende tre initiativer prioriteres med de afsatte omlagte servicemidler.

De tre initiativer er opsummeret i tabel 2 og beskrevet i detaljer nedenfor.

Tabel 2. Initiativer der prioriteres med omlagte servicemidler fra Budget 2019 (mio. kr., 2022 p/l)

Omlægningsmidler

14,3

Omlægningsmidler til genudmøntning

14,3

Initiativer

-14,3

A. Matchenhed gøres permanent

-11,0

B. Videreførelse af Udvikling i fleksjob II

-2,7

C. Strategisk beskæftigelsessamarbejde med Malmø

-0,6

Balance

0,0

 A. Matchenhed gøres permanent
I sommeren 2021 er der blevet etableret en tværgående matchenhed i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen for at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft.

Enhedens medarbejdere sørger for, at jobordrerne fra Københavns Erhvervshus bliver matchet med ledige kandidater hurtigt, effektivt og på tværs af relevante jobcentre. Enhedens opgaver er således at varetage ensartet, effektiv og håndholdt screening, match og opfølgning af jobordrer fra byens virksomheder.

Der afsættes 11,0 mio. kr. i servicemidler i 2022 og frem til at gøre matchenheden permanent.

B. Videreførelse af Udvikling i Fleksjob II
BIF har deltaget i det STAR-finansierede udviklingsprojekt, Udvikling i Fleksjob II, fra maj 2020 til og med september 2021. Erfaringerne fra projektet viser, at den intensive, virksomhedsrettede indsats og det tidlige fleksjobfokus allerede i borgerens kontanthjælps- eller ressourceforløb, virker.

Trods to corona-nedlukninger i projektperioden er det lykkedes at øge antallet af fleksjobansættelser med 9 pct. En fortsættelse af den intensiverede virksomhedsindsats skal bygge videre på de gode resultater fra projektet, så de fleksjobvisiterede borgere hjælpes hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Disse resultater er tidligere forelagt udvalget forbindelse med temadrøftelsen om fleksjobs i august 2021 (2021-0156451).

Der afsættes 2,7 mio. kr. til at fortsætte den intensiverede fleksjobindsats.

C. Strategisk beskæftigelsessamarbejde med Malmø
Sydsverige og Østdanmark er et stort arbejdsmarked, der tidligere er blevet profileret med Greater Copenhagen samarbejdet. Dog har samarbejdet på tværs af sundet haft det svært under nedlukningerne. Både fra svensk og dansk side er der et ønske om, at Greater Copenhagen samarbejdet skal kickstartes igen og der har bl.a. været møder på ministerniveau.

Også i Jobcenter København ønskes der en kickstart af samarbejdet over sundet med et strategisk samarbejde med Arbetsförmedlingen og andre relevante aktører på den anden side af Øresund. Formålet med samarbejdet er at arbejdskraft igen motiveres til at rejse over broen, så vi kan hjælpe hinanden med de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet.

Københavns Erhvervshus har allerede i efteråret sat en medarbejder til at varetage dette samarbejde, ligesom der i samarbejde med Greater Copenhagen samarbejdet er bl.a. er arrangeret en jobmesse i Malmø.  Hvis det strategiske samarbejde ønskes videreført, kan der afsættes 0,6 mio. kr. til det ene årsværk.

3. Udmøntning af råderum på indsatsrammen
Udvalget skal træffe beslutning om udmøntningen af 16 mio. kr. på indsatsrammen, som er tilovers, når serviceniveauet for 2021 videreføres og besparelsen på 36 mio. kr. som følge af ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ er fratrukket.

På baggrund af tidligere drøftelser i udvalget, bevillingsudløb og udviklingen på beskæftigelsesområdet, har forvaltningen sammensat en række initiativer, som de resterende midler på indsatsrammen kan udmøntes til. Initiativer og omkostninger er opsummeret i tabel 3. De enkelte initiativer kan op-/nedjusteres, hvis udvalget ønsker en anden fordeling af midlerne.

Tabel 3. Udmøntning råderum på indsatsrammen (mio. kr.)

Råderum

16,0

Råderum sfa. faldende ledighed

16,0

Initiativer

-16,0

A. Opfølgende tilbud til matchenhed

-7,0

B. Integreret indsats for sygemeldte borgere

-3,0

C. Danskuddannelse i Urbanplanen

-0,5

D. Indsats for udsatte borgere på ledighedsydelse

-2,5

E. Langtidsledighedsindsats målrettet AC’ere

-3,0

Balance

0,0

A. Opfølgende tilbud på matchenhed
Den nye matchenhed skal sikre, at virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft matches hurtigt og effektivt.

For at styrke indsatsen yderligere kan der afsættes 7,0 mio. kr. af råderummet i Budget 2022 til at etablere et nyt tilbud, der skal understøtte matchenhedens arbejde og imødekomme virksomhedernes behov.

Indsatsen etableres primo 2022 på baggrund af de erfaringer, matchenheden har indsamlet fra den første tid i drift.

Indsatsen vil fx være et tilbud, hvor der arbejdes med introduktion til relevante brancher og særlige mangelområder med udgangspunkt i virksomheders efterspørgsel samt hvor der arbejdes med fx dynamiske forløb med vekselvirkning mellem aktiviteter med fremmøde og digitale træningsforløb, mellem træning af virksomhedskontakt og oplæg fra relevante virksomheder, rollemodeller mv. 

B. Integreret indsats for sygemeldte borgere
IBBIS projektet viser gode resultater der peger på, at en integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats for sygemeldte øger borgernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Resultaterne er tidligere forelagt udvalget (2021-0139009). Projektet er et forskningssamarbejdet mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Region Hovedstaden Psykiatri og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og blev igangsat i 2016. Indsatsen kan ikke forsætte i samme form uden særlig hjemmel efter sundhedslovgivningen (dvs. behandling).

På den baggrund kan der afsættes 3,0 mio. kr. af råderummet i 2022 til at etablere et integreret tilbud i kommunalt regi til sygemeldte borgere, som baserer sig på de gode erfaringer med IBBIS indsatsen.

C. Danskuddannelse i Urbanplanen
Med udmøntningen af Budget 2021 besluttede BR at omlægge en del danskuddannelsen til et jobrettet dansktilbud. I den forbindelse valgte BIU, at danskuddannelsestilbuddet i Urbanplanen ikke skulle omfattes af omlægningen, og der blev derfor afsat 0,4 mio. kr. til at videreføre indsatsen i 2021.

Der kan afsættes 0,5 mio. kr. af råderummet i Budget 2022 til at videreføre indsatsen.

D. Indsats for udsatte borgere på ledighedsydelse
Siden 2018 er flere udsatte borgere blevet afklaret til fleksjob, hvilket har ændret sammensætning af borgere på ledighedsydelse, og der er kommet flere borgere på ledighedsydelse, der har en lang ledighedshistorik bag sig.

Der er med aftalen om Budget 2022 afsat servicemidler til et samarbejde med Projekt Trædesten, men der blev ikke afsat penge til køb af leverandørens tilbud.

Der kan afsættes 2,5 mio. kr. af råderummet til en ny håndholdt indsats for udsatte borgere på ledighedsydelse. Indsatsen vil have en tæt opfølgning og en virksomhedsrettet indsats, hvor der tages udgangspunkt i den enkelte borger i forhold til at støtte denne i at opnå et fleksjob.

I fald forslaget vedtages vil budgetmidlerne fra Budget 2022 til et nyt samarbejde med Projekt Trædesten blive udmøntet til Center for Arbejdsfastholdelse.

E. Langtidsledighedsindsats målrettet AC’ere
Langtidsledighed har store konsekvenser for de ledige og kan ofte spores i deres beskæftigelse senere i livet. Øget risiko for langtidsledighed blandt akademikere har længe været en særlig udfordring i København og Covid-19 har medført en forhøjet risiko for stigende langtidsledighed blandt akademikere. Selvom arbejdsmarkedet er ved at være i omdrejninger igen, er der en risiko for, at de nyuddannede ender i eller forlænger deres langtidsledighed, da de ender bagerst i jobkøen.

BIU har tidligere besluttet at hjemtage langtidsledighedsindsatsen for akademikere per 1. juli 2021 (2020-0047491) og denne indsats kan styrkes ved at afsætte yderligere 3,0 mio. kr. for at imødekomme den øgede risiko for langtidsledighed.

Økonomi

Indstillingens økonomiske konsekvenser er beskrevet ovenfor.

Videre proces

På baggrund af udvalgets beslutning implementeres udmøntningen af budgetmidlerne for Budget 2022 (inkl. genudmøntning af BI30 fra Budget 2021), genudmøntningen af de omlagte servicemidler samt råderummet på indsatsrammen.

Line Nørbæk / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Enhedslisten fremsatte ændringsforslag om tilføjelse af følgende som 4. at-punkt:

”4. at der afsættes 2,5 mio. kr. til indsats for udsatte borgere på ledighedsydelse i 2023.”

 

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget:

For: 7 (A, F, V, Ø og Å)

Imod: 0

Undlod: 1 (C)

 

Dermed blev ændringsforslaget godkendt.

 

Der blev herefter foretaget afstemning om indstillingen i sin helhed:

For: 7 (A, F, V, Ø og Å)

Imod: 0

Undlod: 1 (C)

Til top