Mødedato: 14.03.2018, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ny skolekapacitet i Sydhavn - efter høring

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til valg af scenarie for ny skolekapacitet i Sydhavn efter høring af relevante parter.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget på baggrund af indkomne høringssvar anbefaler ét af følgende scenarier for ny skolekapacitet i Sydhavn til budgetparterne.
    1. En ny selvstændig tresporet skole på den nye grund på Sluseholmen med tilhørende KKFO-pladser samt fritidsklubpladser.
    2. En udbygning af Skolen i Sydhavnen, hvor det nye skolebyggeri på Sluseholmen bygges som en fem- til sekssporet udskoling for 5.-9. klasse med tilhørende KKFO-pladser samt fritidsklubpladser, og hvor den eksisterende skole omdannes til en syvsporet indskoling for 0.-4. klasse.
  2. At udvalget på baggrund af indkomne høringssvar tager stilling til, hvilke tilvalgsscenarier, der anbefales budgetparterne til den nye skolekapacitet.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede i forbindelse med valget af scenarie for udbygningen af skolekapaciteten i Sydhavn på udvalgsmødet den 17. januar 2018 at pege på scenariet med en ny selvstændig tresporet skole på Sluseholmen. Samtidig besluttede udvalget at sende beslutningen i høring og udvalgets beslutning indebar derfor et forbehold for udfaldet af høringsprocessen inden udvalget endeligt anbefaler et scenarie med tilvalgsscenarier. Se eventuelt yderligere i bilaget "Tidligere politisk behandling".

Løsning

Ved høringsfristens udløb er der indkommet svar fra Grundejerforeningen Sluseholmen, Bolværket, Skolebestyrelsen på Skolen i Sydhavnen, Københavns Lærerforening, Handicaprådet, DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København, Fremtidens Gymnastik i København, Kgs Enghave Lokaludvalg, Forældreforeningen Brug Folkeskolen.

Der fremkommer ikke en bred konsensus om ét af scenarierne i de indkomne høringssvar. Københavns Lærerforening anbefaler scenarie 1 på baggrund af et ønske om en sammenhængende skolegang fra 0.-9. klasse. DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København peger på scenarie 1 på baggrund af et ønske om en selvstændig idrætshal. Lokaludvalget Kgs. Enghave og Forældreforeningen Brug Folkeskolen peger begge på scenarie 2 ud fra betragtninger om sammenhængskraften i området.

De øvrige høringssvar handler primært om faciliteterne rundt om skolen uanset valg af scenarie. Der er ønsker om et ungdomsmiljø og idrætsfaciliteter. Endeligt efterspørger Handicaprådet at skolebyggeriet uanset valg af scenarie er inkluderende ift. personer med fysisk og psykisk handicap. Ved byggeri af nye skoler bygges der i henhold til Bygningsreglementet, der fastlægger en række krav til adgangsforholdende, herunder sikre elevatoradgang, ramper mv.

Høringssvarene er opsummeret i bilag 2 og kan ses i deres helhed i bilag 3.

Tilvalgsscenarier

Tilvalgsscenarie 1: Madskole

På madskoler foregår madproduktionen på skolen i et produktionskøkken med et tilknyttet spise/loungeområde. På en madskole deltager eleverne i fremstillingen, og maden har således også et pædagogisk sigte. Børnene lærer om fødevarer og sunde madvaner, og køkkenet indgår som en del af den praktiske undervisning på skolen.

Tilvalgsscenarie 2: Idrætshal

En idrætshal kan bruges af både skole og det øvrige forenings- og fritidsliv i området fra tidlig morgen til sen aften. En stor idrætshal (20 x 40 m) kan modsat idrætssale rumme mere pladskrævende idrætsaktiviteter og arrangementer både i og efter skoletid og vil imødekomme en efterspørgsel på idrætsfaciliteter i Sydhavn og København generelt. I bilag 4 ses et kort over aktuelle og planlagte idrætsfaciliteter i området. 

Da det er en betingelse for opførelsen af den nye skole, at der samtidig opføres et parkeringshus til de omkringliggende bebyggelser, kan den videre projektering sætte nogle begrænsninger for, hvor meget af grundens volumen, der kan anvendes til skolebrug. Dette bliver afgjort i planlægningsfasen og kan få betydning for muligheden for at realisere tilvalgsscenarierne, og kan medføre at man er nødsaget til at prioritere mellem madskole og idrætshal samt ungemiljø.

Økonomi

Der blev i Budget 18 tildelt 0,2 mio. kr. til inddragelsesprocessen omkring ny skolekapacitet i Sydhavn. Der blev samtidig givet 200,3 mio. kr. til udvidelse af Skolen i Sydhavnen med ét spor. Der søges planlægningsbevilling til byggeriet på Sluseholmen i forbindelse med overførselssagen og anlægsbevillingen hertil søges ved budgetforhandlingerne om Budget 19.

Videre proces

Der søges om planlægningsbevilling til det valgte scenarie i forbindelse med forhandlingerne om overførselssagen 2017-2018.

 

Tobias Børner Stax                                /Sti Andreas Garde

Beslutning

Udvalget pegede på at der ønskes etableret en ny selvstændig tresporet skole på den nye grund på Sluseholmen med tilhørende KKFO-pladser samt fritidsklubpladser.

Udvalget ønsker om muligt at et tilvalgsscenarie indeholder byggeri af en idrætshal, sekundært en madskole.

Udvalget ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi ønsker et fortsat stærkt fokus på hvorledes sammenhængskraften i Sydhavnen kan styrkes på tværs af den gamle og den nye del af Sydhavnen, herunder hvorledes der kan tilbydes gode rammer for et sammenhængende og fælles ungdomsliv i området, der indtænker både kultur- og fritidslivet".

Til top