Mødedato: 13.08.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BUU om temadrøftelse vedr. tryg sidste skoledag

Se alle bilag

Den 11. december 2024 besluttede Børne- og Ungdomsudvalget - på baggrund af et medlemsforslag stillet af Det Konservative Folkeparti - at drøfte mulighederne for at afholde en mere tryg sidste skoledag for Københavns afgangselever, baseret på input fra blandt andre Københavns Fælles Elevråd (KFE) og med fokus på frivillighed. Sagen er til drøftelse på baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet med Sidste Skoledagsfestival 2025.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget drøfter mulighederne for at afholde en mere tryg sidste skoledag med udgangspunkt i inddragelsen (jf. bilag 1-3),
  2. at udvalget godkender budgetnotat for udløb af finansiering af en Sidste Skoledagsfestival (jf. bilag 4) og
  3. at medlemsforslaget om at drøfte mulighederne for at afholde en mere tryg sidste skoledag besluttet af BUU den 11. december 2024 hermed er håndteret.

Problemstilling

I år blev der for første gang holdt en Sidste Skoledagsfestival som pilotprojekt i udvalgte områder af København. Erfaringerne viser, at festivalen har potentiale som et inkluderende alternativ til den uofficielle fejring i Fælledparken.

UngEnrgi stod for planlægning og afvikling af Sidste Skoledagsfestival i København i 2025. Forvaltningen har inddraget elever, Københavns Fælles Elevråd (KFE), lærere og Københavns Lærerforening (KLF) for at indsamle perspektiver på en tryg sidste skoledag og erfaringer med festivalen specifikt. Forvaltningen har derudover inddraget SSP København og styregruppen for sidste skoledag, hvor Københavns Politi er repræsenteret. Deres perspektiver på tryghed, omfang og lokation ift. en Sidste Skoledagsfestival fremgår af bilag 3.

Udvalget skal på baggrund af inddragelsen (jf. bilag 1-3) og erfaringerne drøfte fremtidige muligheder for afholdelse og finansiering af en tryg sidste skoledag.

Løsning

Udvalget lagde ved behandlingen af medlemsforslag om at finansiere en Sidste Skoledagsfestival vægt på, at formålet skal være at skabe et inkluderende, trygt og festligt alternativ til Fælledparken for alle Københavns afgangselever – uden alkohol, stoffer og under ordnede forhold.

Både Børne- og Ungdomsforvaltningen og UngEnrgi har samlet erfaringer fra festivalen den 16. maj 2025, baseret på deltagende elever og lærere (jf. bilag 1-2). Festivalen havde 1700 tilmeldte elever og blev finansieret i overførselssagen 24/25, hvorfor der ikke er midler til en festival i 2026. Der vedlægges derfor også forslag til budgetnotat på udløbet, som kan indgå i budgetforhandlingerne BU26 (jf. bilag 4).

Temadrøftelsen indledes med en kort præsentation fra Københavns Fælleselevråd om rådets perspektiv på en tryg sidste skoledag og årets festival.

Herefter drøfter udvalget erfaringer og muligheder for en tryg sidste skoledag, med fokus på kommunens rolle i at skabe et inkluderende, alkoholfrit og festligt alternativ til den private fejring samt inddragelse af elever, lærere, foreninger og forældre.

Det skal bemærkes, at Københavns Kommune årligt organiserer et tværgående samarbejde og beredskab for sidste skoledag med relevante parter på tværs af BUF, SOF, KFF, TMF, politi, beredskab og metroselskab. SSP koordinerer indsatsen og sikrer overblik, så ressourcer hurtigt kan tilpasses de unges færden og behov.

Politisk handlerum

Udvalget kan undlade at godkende budgetnotet ang. tilskud til UngEnrgi.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                                     Mette Seneca Kløve

Til top