Mødedato: 13.05.2026, kl. 12:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Måltal for søgning til ungdomsuddannelserne for 2027

Se alle bilag

Udvalget skal beslutte måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne i 2027. I 2026 steg andelen af unge, der vælger gymnasiet, mens andelen, der vælger erhvervsuddannelse, faldt. Da søgningen til erhvervsuddannelse i 2026 er under 10 pct., skal udvalget beslutte en handleplan (bilag 5).

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at måltallene for søgningen til ungdomsuddannelserne efter 9. og 10. klasse i 2026 fastsættes til: a) 15 pct. for erhvervsuddannelser b) 80 pct. for gymnasiale uddannelser c) 5 pct. for øvrige og,
  2. at handleplanen for søgning til erhvervsuddannelser godkendes
  3. at Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i KK tages til efterretning,
  4. at forvaltningens orientering om erhvervspraktik til alle tages til efterretning.
  5. at forvaltningens orientering om juniormesterlæreordningen tages til efterretning.

Problemstilling

Fastsættelse af måltal

Jf. § 1 a., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, skal kommunalbestyrelsen årligt fastsætte måltal for søgningen til ungdomsuddannelser efter 9. og 10. klasse. Hvis søgningen til erhvervsuddannelser er under 10 pct., skal kommunen lave en handleplan. I 2026 er søgningen til erhvervsuddannelser direkte efter 9. og 10. klasse i Københavns Kommune faldet til 9,6%, og kommunen skal derfor iværksætte en handleplan for at øge søgningen.

Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i KK

Jf. KUI-loven §5, skal kommunalbestyrelsen til brug for vejledningen i 7.-10. klasse udarbejde en sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen relateret til eleveres valg af og overgang til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Fra 2026 erstattes Rammemodel for overgang til ungdomsuddannelse af Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i KK. Planen understøttes bl.a. af varige midler på 74,5 mio. kr. årligt gennem En varieret og inspirerende skole for alle, der blev genbevilliget og gjort varig ved Budget 2026.

Løsning

Fastsættelse af måltal

Nedenstående tabel viser en oversigt over søgningen til ungdomsuddannelser direkte efter 9. og 10. klasse i Københavns Kommune fra 2022-2026 samt de politisk besluttede måltal for 2026.

Søgning (pct.)

2022

2023

2024

2025

2026

Måltal 2026

Erhvervsuddannelser

11,5%

10,9%

11,5%

10,4%

9,6%

(504 elever)

15

Gymnasiale uddannelser

78,9%

82,0%

81,9%

83,9%

85,1%

80

Øvrige*

9,6%

7,0%

6,6%

5,7%

5,4%

5

Kilde: Uddannelsesstatistik, Børne- og Undervisningsministeriet

*Betegnelsen "øvrige" omfatter forberedende grunduddannelse (FGU), ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU), ungdomshøjskoleophold, udlandsophold og arbejde m.v. Søgetallene omfatter alle elever med bopæl i København, herunder elever på folkeskoler, specialskoler, frie grundskoler og efterskoler m.v.

Der er en stigning i den samlede søgning til ungdomsuddannelserne. Samtidig ses der igen i år et fald i søgningen til erhvervsuddannelserne fra 10,4 til 9,6 pct. og en stigning fra 83,9 til 85,1 pct. til de gymnasiale uddannelser. Set over en årrække har søgningen til erhvervsuddannelserne været nogenlunde stabil, men de sidste to år er der sket et fald, og søgningen er nu væsentligt fra at opfylde det kommunale måltal. Søgningen til de gymnasiale uddannelser ligger over måltallet, mens gruppen af øvrige nærmer sig måltallet.

Søgningen til erhvervsuddannelser ligger fortsat langt fra det kommunale måltal på 20 pct., og det nationale mål om 30 pct. i 2025. De nationale måltal skal ses i lyset af, at storbyerne og hovedstadsregionen ligger en del under landsgennemsnittet. Forvaltningen anbefaler at justere måltallene for København til:

  • 15 pct. for erhvervsuddannelser
  • 80 pct. for gymnasiale uddannelser
  • 5 pct. for øvrige uddannelser m.v.

De aktuelle søgetal og måltal skal efter loven være på kommunens hjemmeside senest i maj 2026.

Handleplan for søgning til erhvervsuddannelser

Københavns Kommunes handleplan for søgning til erhvervsuddannelser i 2026-27 (bilag 5) tager afsæt i Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i KK. Derudover vil forvaltningen i 2026-27 have et øget fokus på implementeringen af juniormesterlæreordningen, styrkelse af skolernes arbejde med praksisfaglighed samt målrettet kommunikation til forældre.

Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i KK

Den sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen i København, bilag 2, skal styrke og understøtte folkeskoler og uddannelsesvejledningens arbejde med at forberede unge til at vælge en ungdomsuddannelse.

Planen understøttes bl.a. af indsatserne fra En varieret og inspirerende skole for alle. Flertallet af indsatserne har de sidste 4 år haft fokus på at styrke elevernes praksisfaglige kompetencer og hænger derfor godt sammen med Folkeskolens Kvalitetsprogram, der har fokus på mere praktisk og varieret undervisning. Det suppleres af lovbundne vejledningsaktiviteter og politisk besluttede tiltag som det kommunale brobygningsforløb 8. klasse på EUD, velfærdspraktik, Strategisk Partnerskab og Skolernes Erhvervsdag, der afholdes d. 3. juni for 7-klasserne.

I skoleåret 2025/26 blev fem dages erhvervspraktik obligatorisk. I skoleåret 2024/25 havde 94 pct. af alle almene 9.-klasseelever været i mindst én praktikperiode på fem dage i løbet af udskolingen. Alle elever opnår for nuværende ikke et praktikforløb, da det først nu er blevet obligatorisk samt, at der har været afvigelser i skolernes registreringspraksis.

I tilknytning hertil er der på BUU’s aflæggerbord d. 13. maj 2026 et notat om målsætningerne for den sammenhængende ungeindsats i København. Ved ressortomlægning i 2026 blev UU’s opsøgende vejledning efter grundskolen flyttet fra BUF til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) for at styrke en helhedsorienteret indsats.

Erfaringer fra UUE og erhvervsskoler

I måltalssagen for 2026 besluttede BUU, at forvaltningen skulle høre de faglige parter, herunder UUE, om udfordringer i søgningen til erhvervsuddannelserne. UUE fremhæver bl.a. de unges manglende viden om faglærte job og uddannelser og vejledningen herom. Hertil fremhæver de inddragede erhvervsskoler fordomme om studiemiljøet på erhvervsskolerne og forældrenes uddannelsesbaggrund, som påvirkende for søgningen, jf. bilag 3.

Juniormesterlære

Fra skoleåret 2025/2026 har kommunerne skulle tilbyde juniormesterlæreordningen til alle elever i 8. og 9. klasse. Skoleåret har været et opstartsår. Forvaltningen anbefaler at fortsætte med juniormesterlære på alle skoler, hvor skolernes erfaringer forsat kan danne grundlag for eventuelle justeringer i implementering eller understøttelse fremadrettet. Jf. bilag 4 er der på nuværende tidspunkt registreret 27 elever i juniormesterlærerordningen i København, 4 fra special og 23 fra almen. 18 af eleverne er tilknyttet en virksomhed, og 9 af eleverne er i praktiske undervisningsforløb på Ungdomsskolen (KKU).

Politisk handlerum

Udvalget kan vælge at fastholde måltallet for erhvervs- og gymnasiale uddannelser eller fastsætte et måltal, der er tættere på det faktiske søgetal. Udvalgte kan beslutte bestemte rammer for udarbejdelsen af den kommunale handleplan for søgningen til erhvervsuddannelser. Udvalget kan også beslutte, at forvaltningen skal arbejde med en alternativ model for juniormesterlæreordningen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Som følge af handleplanen for søgningen til erhvervsuddannelse igangsætter forvaltningen en dialog med relevante aktører.

 

Tobias Børner Stax                                    Mette Seneca Kløve

Til top