Mødedato: 09.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Udvikling af ungdomsklubområdet i København - investeringscasen "Investering i et godt fritidsliv i Københavns Kommune"

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til en vision og initiativer, der skal løfte kvaliteten af Københavns ungdomsklubtilbud. Udvalget skal desuden tage stilling til principper for byggeri af ungdomsklubber og orienteres om hovedpointer fra inddragelsen i udvalgte dele af byen.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender visionen for udvikling af ungdomsklubområdet, jf. bilag 3, herunder på sigt at etablere store, attraktive ungehuse i hver bydel med henblik på efterfølgende politisk prioritering af midler hertil

2. at udvalget godkender de initiativer, der ikke kræver merfinansiering, så kvalitetsløftet af ungdomsklubområdet kan sættes i gang med det samme

3. at udvalget godkender, at der til brug for budgetforhandlingerne for 2022 udarbejdes budgetnotater for de initiativer, der kræver merfinansiering, så forslagene kan løftes politisk

4. at udvalget godkender principper for byggeri af ungdomsklubber, og at forvaltningen med afsæt heri udarbejder et funktionsprogram for ungdomsklubber

5. at udvalget tager pointerne fra inddragelsen i en række udvalgte bydele til efterretning

Problemstilling

Med strategien "Vores Børn - Fælles Ansvar" besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at sætte fokus på trivslen og styrke fællesskaber for unge. Udvalget godkendte d. 16. september 2020 kommissoriet for investeringscasen "Investering i et godt fritidsliv i Københavns Kommune" med fokus på at styrke københavnske unges trivsel gennem stærke ungefællesskaber i ungdomsklubberne, jf. bilag 1. Endelig godkendte udvalget d. 10. februar 2021 en række politiske sigtelinjer (jf. bilag 2), som sætter retningen for udviklingen af ungdomsklubområdet i København med afsæt i investeringscasen.

Forvaltningen fremlægger nu med afsæt i de politiske sigtelinjer og en meget bred inddragelse af unge, forældre, forskere, ledere, medarbejdere, faglige organisationer, andre forvaltninger m.fl. forslag til vision og initiativer til udvikling af ungdomsklubområdet i København. Der er i bilag 5 vedlagt en oversigt over den samlede inddragelse og i bilag 7 hovedpointer fra forældreinddragelsen.

Forvaltningen fremlægger desuden med afsæt i inddragelsen forslag til principper for byggerier af ungdomsklubber samt et oprids af hovedpointer fra inddragelsen i udvalgte dele af byen, hvor der fremadrettet skal etableres nye faciliteter i forbindelse med nye skolebyggerier mv. 

Løsning

Forslag til initiativer, der skal løfte kvaliteten af ungdomsklubområdet i København

Det centrale i det fremtidige ungdomsklubtilbud i København er udviklingen af stærke ungefællesskaber. Ungdomsklubberne skal give et bredt udsnit af byens unge mulighed for at prøve sig selv af og finde ud af, hvad de interesserer sig for gennem spændende og udviklende aktiviteter, ungdomsklubberne skal give de unge praktiske erfaringer med, hvad det vil sige at have indflydelse på eget liv via inddragelse i ungdomsklubben. Samtidig skal ungdomsklubberne være et frirum og hjælp til at komme ind i positive fællesskaber for psykisk sårbare unge og unge i udsatte positioner. For at lykkes er det en afgørende forudsætning, at flere unge bruger ungdomsklubberne end det er tilfældet i dag - også dem, der ellers ville sidde alene derhjemme.

Visionen og konkrete tiltag til udvikling af området er kort opridset i bilag 3 og foldet ud i bilag 4. Tiltagene kan opsummeres i nedenstående hovedpunkter og -faser:

Fase 1: Igangsættelse af initiativer, der ikke kræver merfinansiering:

  • Etablering af nye UngeVærk (netværk, iværksætteri, kraftværk...) i hele byen, som samler de nuværende ungdomsklubtilbud omkring en hovedmatrikel og dermed styrker og giver dem større volumen som afsæt for udviklingen af stærke ungefællesskaber. UngeVærkene fungerer som forløber for de egentlige ungehuse, jf. fase 3. 
  • En stærkere profilering af UngeVærkene gennem specialisering indenfor fx 2-4 selvvalgte aktivitetstyper og udvikling af spændende aktiviteter bl.a. gennem et samarbejde med Ungdomsskolen. De samlede aktiviteter udvikles i en dialog i hver bydel, og Ungdomsskolens aktiviteter afholdes typisk på UngeVærkenes matrikler. Samarbejdet indfases over en periode, i første omgang i 5-10 UngeVærk.
  • Fælles opstart med inspiration fra efterskoler og gymnasier, så de unge føler sig velkomne og rystes godt sammen i UngeVærket
  • Forpligtende og stærke samarbejder mellem lokale aktører, UngeVærket og den lokale skole styrker et sammenhængende ungeliv. 2 gange årligt inviteres til koordinerende samarbejdsdialog med relevante aktører, der løfter opgaver omkring de unge.

Fase 2: Igangsættelse af yderligere initiativer, hvis der politisk prioriteres midler i budget 2022:

  • Understøttelse af attraktive og udviklende aktiviteter gennem Åben Fritid
  • Ungeinddragelse som bærende princip understøttes bl.a. gennem kompetenceudvikling for medarbejdere og ledere samt obligatoriske ungeråd i alle UngeVærk 
  • Branding af de mange attraktive tilbud for at tiltrække et bredere udsnit af de københavnske unge og et mere tilgængeligt tilbud gennem udvidet åbningstid
  • Screening af de nuværende fysiske faciliteter som forberedelse til ungehuse, jf. fase 3

Fase 3: Etablering af ungehuse, såfremt der politisk afsættes midler hertil i kommende budgetter:

  • Attraktive ungehuse, hvor de unge får deres egne stærke, alderssvarende miljøer, og hvor alle ungdomsklubtilbuddene i bydelen kan samles under ét tag med fysiske rammer indrettet af, til og for unge. Forslaget kræver i første omgang midler i budget 2022 til en screening af de nuværende fysiske faciliteter for at se, hvad der kan lykkes på kort sigt, jf. ovenfor. For at realisere den fulde vision vil det formentlig forudsætte finansiering af anlæg og drift af helt nye ungehuse. 

Forslag til principper for byggeri af ungdomsklubber

Inddragelsen har også dannet afsæt for nedenstående principper, som skal gælde ved byggeri af ungdomsklubber, fx i forbindelse med nye skolebyggerier:

  • Fleksible, multifunktionelle rammer der giver mulighed for ungeindflydelse
  • Særlige profiler
  • Alsidige aktiviteter og samværsformer
  • Placering med afsæt i lokale forhold og aldersfølsomhed
  • Attraktive udearealer med plads til aktiviteter

Principperne er foldet ud i bilag 5. Principperne foreslås også at danne afsæt for de nye ungehuse, jf. ovenfor. For at kunne etablere ungehuse både i eksisterende matrikler og i forbindelse med nybyggeri, er der behov for at udmønte principperne i et funktionsprogram, der beskriver, hvad et ungehus indeholder fysisk, og hvor stort det er. Med afsæt i principperne udarbejdes et funktionsprogram for ungdomsklubber, som efterfølgende skal besluttes politisk.

Inddragelse i områder, hvor der er planlagt nybyggeri de kommende år

Der er gennemført en særskilt inddragelse i en række områder, hvor der er planlagt nye byggerier af ungdomsklubfaciliteter de kommende år. Det gælder områderne omkring Levantkaj i Nordhavn, Torveporten, Teglholmen og Sydhavnen i Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave, Ørestad, De Gamles By på Nørrebro samt i Tingbjerg. Et oprids af pointerne i hvert område er vedlagt i bilag 7. Jf. sag på BUU om tidlig opstart af ungdomsklub i Ørestad den 20. januar 2021, kan pointerne fra Ørestad ses i sagen herfra Ørestad - De unges stemme (kk.dk). Arbejdet indgår i det samlede, bydækkende forslag og kommer også til at indgå i arbejdet i bydelene fremadrettet.

Økonomi

En række af forslagene til nye initiativer vil kræve ekstra midler, jf. oversigten i bilag 4. Sager om anlæg af fx ungehuse vil blive forelagt særskilt i takt med, at der opstår mulighed herfor.

Forvaltningen har på aflæggerbordet til udvalgsmødet d. 10. februar 2021 orienteret udvalget om, hvordan effektiviseringskravet i investeringscasen på 0,5 mio. kr. i 2021 og 1,0 mio. kr. for de efterfølgende år er indfriet. På aflæggerbordet til dette møde er vedlagt et notat med overblik over den samlede økonomi på ungdomsklubområdet.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender, at forvaltningen udarbejder budgetnotater for de initiativer, der kræver merfinansiering, kan forslagene indgå i forhandlingerne om budget 2022.

Initiativerne i denne indstilling er først og fremmest initiativer, der direkte skal styrke det faglige indhold i ungdomsklubtilbuddene. Inddragelsen har også vist, at der er problemstillinger i forhold til organisering og ledelse, der er behov for at tage hånd om. En beslutning herom, samt beslutning om den fremtidige fordeling af ressourcer på ungdomsklubområdet, afventer beslutning om den fremtidige klyngestruktur, jf. også sagen herom på samme udvalgsmøde. Forvaltningen vil derfor vende tilbage med fremlæggelse af model for økonomi og organisering af fritidscenterområdet.

  

                                                 Tobias Børner Stax                              

/Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 9. juni 2021:

Indstillingens 1.-4. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 5. at-punkt blev taget til efterretning.

Til top