Intern Revisions særlige undersøgelse af Københavns Kommunes forsikringsordning
På baggrund af Intern Revisions særlige undersøgelse af Københavns Kommunens forsikringsordning, forelægges Økonomiudvalget en redegørelse over de væsentligste opmærksomhedspunkter i undersøgelsen, herunder orientering om kommunens eksterne forsikringsdækning samt handleplan for håndtering af bemærkningerne. Økonomiforvaltningen vurderer, at Københavns Kommune er hensigtsmæssigt forsikret jf. det grundlæggende princip om selvforsikring.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at orientering om Københavns Kommunes eksterne forsikringsdækning tages til efterretning jf. tabel 1,
- at Økonomiforvaltningens handleplan for håndtering af bemærkninger i den særlige undersøgelse, godkendes jf. bilag 2,
- at den nuværende Risikostyringspolitik fra 2020 godkendes for indeværende valgperiode.
Problemstilling
Formålet med Intern Revisions særlige undersøgelse er at undersøge Københavns Kommunes forsikringsordning ud fra to temaer:
- Har Københavns Kommune med udgangspunkt i Forsikrings- og risikostyringspolitik 2020, fået etableret en aktiv datadrevet risikostyring?
- Har Københavns Kommune en styret og dokumenteret proces, godkendt af den øverste ledelse, vedrørende ekstern forsikring af kommunens aktiver?
Intern Revision vurderer på baggrund af undersøgelsesspørgsmålene, at følgende initiativer bør iværksættes ved Økonomiforvaltningen:
- Intern Revision henstiller, at kommunens øverste ledelse orienteres om hvilke relevante risikoområder kommunen ikke er/er dækket af eksterne forsikringer, herunder forsikringssummer og selvrisiko.
- Intern Revision henstiller, at ledelsen har skærpet fokus på de mest risikofyldte punkter, som den eksterne forsikringsmægler fremhæver i Københavns Kommunes statusrapport:
- Fokus op fredede ejendomme ved byggearbejder
- Fokus på datakvalitet af bygning og løsøre
- Fokus på skadesstatistik for interne skader
- Udarbejdelse af sikringspolitik med handlingsplan frem mod næste udbud
- Fokus på evt. kunstforsikring for kunst opbevaret og udstillet på Rådhuset.
- Intern Revision anbefaler, at der etableres fælles administrative forretningsgange for efterlevelse af policekrav og registrering af skadesdata.
Økonomiforvaltningen har iværksat initiativer på baggrund af opmærksomhedspunkterne fra Intern Revision i form af en handleplan (bilag 2).
Løsning
Københavns Kommune besluttede i 1998, at kommunen skulle være selvforsikret, hvilket betyder, at skader som udgangspunkt dækkes af den interne forsikringsordning. Derudover blev det besluttet, at kommunen kan tegne eksterne forsikringer på katastrofelignende hændelser og lovpligtige områder. Disse grundprincipper bygger forsikringsordningen fortsat på, hvilket også er afspejlet i den gældende Forsikrings- og risikostyringspolitik fra 2020 (bilag 3).
Politikken er godkendt i Økonomiudvalget og administrative kredse i 2019-2020 for sidste valgperiode og fremlægges igen for denne valgperiode, dog med bemærkning om, at Risikostyringspolitikken er forankret i Økonomiforvaltningen, Koncernservice og ikke Økonomiforvaltningen, Københavns Ejendomme. Det indstilles, at Økonomiudvalget godkender den eksisterende politik uden ændringer for valgperioden 2022-2025. Økonomiudvalget præsenteres herefter for en opdateret politik for valgperioden 2026-2029.
Ad 1) Redegørelse for ekstern forsikringsdækning
Beslutningerne om indkøb af eksterne forsikringer er sket ud fra administrativt mandat, som det fremgår af kommunens Forsikrings- og risikostyringspolitik fra 2020. Økonomiforvaltningen vurderer på baggrund af Intern Revisions undersøgelse, at Økonomiudvalget skal orienteres, hvis kommunen tegner nye eksterne forsikringer, eller der sker væsentlige ændringer i kommunens risikobillede, herunder ændringer til selvrisici og dækningssummer.
Ved katastrofelignende hændelser har Københavns Kommune en selvrisiko på 50 mio. kr. ved det eksterne forsikringsselskab. For terrorhændelser er selvrisikoen på 100 mio. kr. Københavns Kommune blev senest ramt af en skade over selvrisikoen i 2012 (Brand på Skolen i Sydhavnen), hvor kommunens eksterne forsikringsselskab udbetalte erstatning til kommunen. Økonomiforvaltningen vurderer, at der i kommunen er implementeret tilstrækkelige risikomitigerende tiltag for at undgå større skadeshændelser. Dette indgår som en del af det løbende vedligehold i bygningsporteføljen, bl.a. skybrudssikring, lækagesikring og automatisk brandalarmering (ABA-anlæg).
Den nuværende selvrisiko på 50 mio. kr. ved bygning- og løsøre, blev godkendt af Borgerrepræsentationen på møde den 22. maj 2014 (Fortrolig sag: 2014-0058435)
Niveauet af ekstern forsikringsdækning er sket ud fra rådgivning fra kommunens forsikringsmægler, Willis. I statusrapporten fra 2023 vurderede Willis, at Københavns Kommune er tilstrækkeligt forsikret mod væsentlige risici og på relevante/lovpligtige områder, givet princip om at kommunen i størst muligt omfang er selvforsikret.
Tabel 1 – Ekstern forsikringsdækning i Københavns Kommune 2025
Forsikring (selskab) |
Indhold af forsikring |
Selvrisiko |
Dækningsudløb |
Bygningsforsikring (Gjensidige)
|
Katastrofelignende skader på bygninger – fx brand eller stormflod, der går ud over den interne dækning. Forsikringen har en maksimal forsikringssum på 2,5 mia. kr. pr. skadesbegivenhed. |
50 mio. kr. |
Udløb: 31.12.2025
Mulighed for forlængelse: 31.12.2027 |
Løsøreforsikring (Gjensidige)
|
Skader på inventar i bygninger, som går ud over den interne dækning – fx ved storskader. |
50 mio. kr. |
Udløb: 31.12.2025
Mulighed for forlængelse: 31.12.2027 |
Terrorforsikring (Gjensidige)
|
Dækker terror- og sabotagehandlinger rettet mod kommunens bygninger og løsøre. Dækker ikke cyberhændelser mod kommunens IT-infrastruktur. Forsikringen har en maksimal forsikringssum på 2 mia. kr. pr. skadesbegivenhed |
100 mio. kr. |
Udløb: 31.12.2025
Mulighed for forlængelse: 31.12.2026 |
Årsentrepriseforsikring (Codan)
|
Årsentreprisen dækker byggeprojekter i kommunen op til 100 mio. kr. Yderligere entrepriseforsikringer tegnes, hvis byggeriet går udover de betingelser der fremgår af årsentreprisen. |
For KEJD og TMF: 50 t. kr.
For ByK: 100 t. kr. |
Udløb: 31.12.2025
Mulighed for forlængelse: 31.12.2027 |
Erhvervsrejse-
|
Rejseforsikringen dækker skader relateret til tjenesterejser for kommunens ansatte og folkevalgte. Den konkrete dækning afhænger af skaden. |
Ingen |
Udløb: 31.12.2025
Mulighed for forlængelse: 31.12.2027 |
Kommunal styrelsesansvarsforsikring (AIG)
|
Lovpligtig ledelsesansvarsforsikring, der dækker erstatningskrav mod kommunens udpegede medlemmer af bestyrelser.* |
Ingen |
Udløb: 31.12.2026
Mulighed for forlængelse: 31.12.2027
|
*Forsikringen dækker kommunens udpegede bestyrelsesmedlemmer i følgende virksomheder: HOFOR, BIOFOS, Metroselskabet, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Capacity, Arena CPHX og Trafikselskabet Movia.
På den eksterne bygningsforsikring er der en maksimal skadesudbetaling på 2,5 mia. kr. pr. forsikringsbegivenhed. For terrorhændelser er den maksimale skadesudbetaling 2 mia. kr. Rådhuset er værdisat til 3,4 mia. kr. i forbindelse med udbuddet i 2023. I tilfælde af en totalskade, vil Københavns Kommune selv skulle dække differencen. Kommunen har udover Rådhuset, flere fredede ejendomme, bl.a. Kødbyen. Kødbyens værdi overstiger samlet set 2,5 mia. kr., men da Kødbyen består af flere enkeltstående bygninger, hver enkelt bygning med en værdi under 2,5 mia. kr., er der ikke samme problemstilling her.
Dækningssummen blev i 2014 fastsat til 2 mia. kr. ved behandling i Borgerrepræsentationen. Denne er efterfølgende opjusteret til 2,5 mia. kr. i forbindelse med senere udbud.
En række risici er uforsikret, givet kommunens princip om selvforsikring og at udvalgte risici ikke er forsikringsbare, bl.a. cyberhændelser. Se bilag 1, s. 15, for den fulde oversigt.
Ad 2) Håndtering af risikofyldte fokuspunkter i Willis’ statusrapport
Københavns Kommune modtager hvert år en statusrapport fra ekstern forsikringsmægler, Willis. I den seneste statusrapport fra 2023 fremgår 11 fokuspunkter, hvoraf 6 er generelle for alle kunder. De resterende 5 fokuspunkter er specifikt rettet mod Københavns Kommune.
Økonomiforvaltningen har iværksat initiativer på 4 ud af de 5 kundespecifikke fokuspunkter jf. den vedlagte handleplan (bilag 2).
Ad 3) Forretningsgange for policekrav og skadesdata
Der etableres fælles administrative forretningsgange for forsikringsordningen, der præciserer ansvar, roller, risici og kontroller. Formålet med forretningsgangene er at understøtte en betryggende administration af forsikringsordningen, herunder præcisere ansvarsområder på tværs af kommunen.
Den fælles administrative forretningsgang for efterlevelse af policekrav udarbejdes i dialog med relevante parter og forventes klar i Q2 2025, som Økonomikredsen godkender. Den fælles administrative forretningsgang for indberetning og registrering af skadesdata udarbejdes i regi af de nye indberetningsløsninger for skadesindberetninger og forventes klar i Q1 2026.
Økonomi
Denne sag har ingen økonomisk konsekvens.
Videre proces
Økonomiforvaltningen overvejer forlængelse af de eksisterende eksterne policer. Økonomiforvaltningen bestilte primo 2025 en analyse fra Willis om mulighederne for udbud eller forlængelse. Willis anbefaler forlængelse givet generelle prisstigninger i markedet, samt at der kommer flere restriktive krav fra forsikringsselskaberne i lyset af branden i Børsen. Herudover er Økonomiforvaltningen i gang med at kvalitetssikre bygningsdata for at sikre det bedst mulige grundlag for det kommende udbud af eksterne forsikringer.
Økonomiudvalget vil blive orienteret, hvis der sker væsentlige ændringer i risikobilledet, dækningssummer og højere selvrisici.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen