LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er et gratis kursus for dig, som er pårørende til et menneske med langvarig sygdom eller svækkelse.
OBS: Lær at tackle hverdagen som pårørende afholdes udelukkende som onlineforløb foreløbigt pga. Covid-19.
På kurset lærer du at passe på dig selv i en hverdag med sygdom tæt på. Du får et frirum, hvor du introduceres for konkrete værktøjer, som du kan bruge til at klare udfordringerne som pårørende.
Du vil på kurset møde andre i samme situation som dig selv, og I vil i løbet af kurset finde støtte i hinanden og udveksle erfaringer. Efter kurset inviteres du til et netværksmøde med deltagere fra dit hold, hvor I kan drøfte om og hvordan, I kan holde kontakt og støtte hinanden i fremtiden.
Kurserne er for alle pårørende til en voksen nærtstående med langvarig eller kronisk sygdom - på tværs af fysisk og psykisk sygdom, alder og diagnose. Derudover er der kurser særligt for pårørende til mennesker med kræft, demens og misbrug.
På kurset introduceres du bl.a. for redskaber til at
- Håndtere stress
- Håndtere træthed og dårlig søvn
- Håndtere dårlig samvittighed og andre svære følelser
- Skabe god kommunikation
- Drage egenomsorg
- Sætte dig selv mål - og nå dem.
Fra pårørende til pårørende
Kurset ledes af to frivillige instruktører, som er uddannede til at undervise på kurset og som har egne erfaringer som pårørende. Instruktørerne kender derfor til de belastninger, man kan opleve som pårørende, og har selv erfaring med at bruge redskaberne fra kurset.
Onlinekursus
Grundet situationen med corona-virus tilbyder vi Lær at tackle hverdagen som pårørende som onlineforløb på Teams. Onlinekurset kan følges via computer fra hjemmet, der skal blot være netadgang. Du behøver ikke være bekendt med Teams på forhånd, og vil inden kursusstart blive introduceret til diverse funktioner og hvordan du skal forholde dig, når du deltager online.
På onlinekurset vil du og 8-10 andre pårørende mødes på Teams en gang om ugen i 7 uger, hvor frivillige instruktører vil lede kurset, som varer ca. 1-1,5 time per gang. Der er hold for alle voksne pårørende, altså på tværs af diagnoser og aldre, og hold specifikt for pårørende til mennesker med kræft og pårørende til mennesker med demens. Indholdet på kurset er det samme.
Kommende onlinekuser 2021 - åbent for tilmelding:
- Hold for alle pårørende på tværs af diagnoser og aldre 23.marts -27.april, hver tirsdag kl.10
- Hold specifikt for pårørende til mennesker med kræft 4.marts - 22.april, hver torsdag kl. 17.30
- Hold specifikt for unge pårørende til forældre med demens 6.april - 18.maj, hver tirsdag kl. 18.15
Hvordan tilmelder jeg mig?
Vil du tilmelde dig kurset eller ønsker du mere viden, er du er velkommen til at kontakte kursuskoordinator på tlf. 20 26 93 17 eller kt9n@kk.dk