Københavns Klimakarré

Klimakarréen på Østerbro er et demonstrationsprojekt for bæredygtig byfornyelse af ældre bygninger, fortove og gårdhaver.

En klassisk københavnerkarré

Klimakarréen er en klassisk københavnerkarré opført i perioden 1899 til 1905 og består af 13 ejendomme med i alt 220 boliger og én ubebygget grund. Ejerforholdene er blandet andels- og ejerforeninger og privat udlejning. Facadeløsningen er udført på ejendommene Thomas Laubs Gade 5-13 og Helsingborggade 6.

Klimafacade+ på Thomas Laubs Gade

Forbedringer af boligen, bygningerne og den fælles gård

København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Københavns Klimakarré, som ligger i Klimakvarteret på Østerbro, bidrager netop til at nå dette mål ved at skabe sammenhæng mellem energirenovering, klimatilpasning og forbedret boligkvalitet.

Klimakarréen er et udviklingsprojekt for bæredygtig byfornyelse og et demonstrationsprojekt for, hvordan en ældre ejendom med en nedslidt og utidssvarende gård kan klimasikres og energioptimeres.

Klimakarréen består af 3 dele:

  • En fortovshave
  • En fælles grøn gårdhave
  • En multifunktionel gårdfacade 

Projektet præsenterer en løsning, hvor man imødekommer behovet for energirenovering i den eksisterende boligmasse, samtidig med man indtænker livskvalitet, økonomi og komfort.

Gårdfacadeløsningen er kendt som Den Multifunktionelle Gårdfacade, men er nu omdøbt til Klimafacade+. 

Klimafacade+ er en helhedsorienteret facadeløsning. Med dens høje arkitektoniske og tekniske kvalitet har løsningen potentiale til at skaleres på mange forskellige bygninger. Derudover kan Klimafacade+ være en aktuel løsning på den eksisterende bygningsmasse, hvor bygningens arkitektoniske kvalitet ikke muliggør omfattende ændringer på gadefacaderne.

Synergien mellem energirenovering, bygningsvedligehold og livskvalitet bidrager til en grønnere, klimatilpasset og miljøvenlig by med attraktive og sunde boliger.

Målet for Klimafacade+ er at skabe en skalerbar, økonomisk fordelagtig og modulopbygget løsning.

Video: Klimakarréen på Østerbro – et demonstrationsprojekt for bæredygtig byfornyelse.

Filmen opsummerer det færdige projekt og beboernes oplevelse af både gårdhave- og boligforbedringen. 

Video Url

Energioptimering, boligkvalitet og bæredygtighed

Vis alle

Energioptimering

Klimafacade+ løsningen i Klimakarréen på Østerbro har givet bygningen et løft i energimærke. Derudover, er der en dokumenteret besparelse på elforbruget. 

Boligkvalitet

Klimafacade+ er en ventileret isoleringsløsning, som sikrer et bedre indeklima. Derudover giver facadeløsningen mulighed for at installere forskellige tekniske installationer, så som ventilation og regnvandsopsamling.

Klimakarréen på Østerbro har installeret mulighed for regnvandsopsamling, som gør det muligt at bruge regnvand til toiletskyld og fællesvaskeri. 

Udover det tekniske så giver facadeløsningen mulighed for at indtænke altaner, store vinduespartier og døre til direkte udgang mod gården. Det giver mere lys i lejlighederne, og for dem der vælger en altan, får de flere kvadratmener enten indvendig ved valg af fransk altan, eller udvendig ved valg af spansk eller almindelig altan. 

Tilsammen giver løsningen et løft i boligkvalitet ved at forbedre lys, luft, rummet og samspillet med den nye gårdhave. 

Bæredygtighed

Alene i Danmark er der 26.873 etageejendomme fra før 1950, hvoraf ca. 43 % har energiklasse E eller derunder. Der er derfor store CO2-besparelser at hente ved at energirenovere de ældre etageejendomme. 

Klimafacade+ giver især mening at indtænke i forbindelse med andre renoveringsprojekter. Løsningen er fleksibel, hvilket gør det muligt, at indtænke både biobaseret isoleringsmateriale, design for adskillelse, og valg af genbrugsmaterialer. 

Klimafacade+ og den nye sammenlagte gårdhave

Klimafacade+ og Fælles Gårdhave

Vis alle

Hvad er fordelene ved en Klimafacade+

Fordele ved en Klimafacade+

Visionen for den Klimafacade+ er at bevare de karakteristiske gadefacader og alene arbejde med gårdfacaden. Løsningen er en fleksibel, udvendig facadeisolering, der kobler en række kendte løsninger sammen i et samlet innovativt byggesystem. Løsningerne tilpasses den enkelte ejendom og er skalerbar på forskellige typer ejendomme. I isoleringen er der givet plads til føring af ventilation, el og regnvand. Vandet afkobles kloakken og bruges til vaskemaskiner og toiletskyl i boligerne.

Altaner og karnapper

Klimafacade+ åbner op for mere dagslys og bedre plads i boligerne, fx med nye altaner eller karnapper. Løsningen er attraktiv for beboerne, da det er en udvendig isoleringsløsning og dermed ikke stjæler m2 fra små lejligheder.

Bedre indeklima

Indeklimaet i boligerne måles i en periode på ca. 2 år for at kvalificere miljøeffekten af løsningerne i Klimakarréen. Der måles på temperatur, fugt og CO2-indholdet i luften og fugt i konstruktionen. Resultater på målingerne kan findes i kataloget nederst på siden. 

Enkle principper

Klimafacade+ er en helt ny løsning, og det forventes, at løsningen bliver efterspurgt, da den kombinerer energirenovering med forbedret boligkvalitet. Klimafacade+ er en løsning, som kan bruges på en stor del af byens ejendomme og er ikke underlagt patenter. Principperne er enkle og vil derfor kunne indgå i kataloget hos en række rådgivervirksomheder.

Se præsentation af Klimafacade+ og Klimakarréen

Fælles gårdhave med regnvandshåndtering

Håndtering af regnvandet er omdrejningspunktet i den fælles gårdhave. Igennem hele gårdhaven løber en forsænket flade med varierende bredder, hvor regnvandet i gården opsamles og bruges til vaskemaskiner og toiletskyl i boligerne.

Gårdhaven bliver indrettet med forskellige zoner. Tæt på de enkelte ejendomme, vil der være mere private nærområder og andre steder i gården vil der være områder, der inviterer til større fællesskaber.

3D-model og katalog med tekniske specifikationer

Modellen viser, hvordan flere ejendomme i Klimakarréen er blevet renoveret med Den Multifunktionelle Gårdfacade. Få et godt overblik over, hvordan de forskellige lag indgår i facaden. Se også, hvordan bygningerne ændrer karakter, når de gamle vinduer pilles ud og erstattes med franske eller spanske altaner.

Kataloget beskriver og visualiserer projektets vision, tekniske specifikationer, illustrationer og dokumentation på målinger og midler. 

Kontakt

Bygningsfornyelse

Islands Brygge 37

2300 København S

Telefontider hos kontaktcenteret
Alle hverdage kl. 9:00 - 16:00