Psykisk mistrivsel hos børn og unge – indgang for unge mellem 15-17 år
Indgang til bedre mental sundhed er et tilbud til dig, der oplever psykisk mistrivsel eller symptomer på psykisk lidelse. Professionelle ungerådgivere og psykologer står klar til at hjælpe med at finde den rette hjælp og vej videre for dig.
Hvad er psykisk mistrivsel?
Psykisk mistrivsel kan fx komme til udtryk som:
- Bekymringstanker og overtænkning
- Tristhed
- Uro eller opmærksomhedsbesvær
- Fysisk utilpashed som fx hovedpine eller ondt i maven
- Søvnproblemer eller nedsat energi
- Tanker om krop og mad, der fylder for meget
- Svære følelser, der fører til selvskade
- Gentagne tanker og handlinger, der tager styringen
- Ensomhed
For nogle går det over af sig selv. For andre kan det blive så svært, at det påvirker hele hverdagen. Og så skal du søge hjælp. Er du i tvivl, så kontakt os. Så finder vi sammen ud af, hvad du har brug for.
Sådan får du hjælp
Når du ringer til os, starter vi typisk med en kort samtale, hvor en psykolog eller en børne-ungerådgiver vurderer din situation og guider dig videre. Nogle gange er en telefonsamtale nok, andre gange inviterer vi dig ind til en uddybende samtale i Center for Mental Sundhed på Vesterbrogade 121. Du kan vælge at have dine forældre med – er du under 15 år, skal de være med. Hvis du ønsker det, kan du også få dine forældre til at kontakte os på vegne af dig.
Formålet er at finde ud af, om du har behov for behandling i et af vores behandlingstilbud eller anden hjælp.
Hvis du er i tvivl, om Indgang til bedre mental sundhed er det rette sted for dig, så kontakt os, så vi kan afklare det sammen.
Hvem kan få hjælp?
Du skal bo i Københavns Kommune og være under 18 år for at kunne få hjælp i Indgang til bedre mental sundhed.
Er du fyldt 18 år, kan du få hjælp ved at kontakte Ungeindgangen hos Center for Mental Sundhed på telefon 33 17 18 22.
Bor du i en anden kommune, skal du kontakte din egen kommune. Alle kommuner har et tilbud, hvor unge under 18 år kan søge hjælp ved psykisk mistrivsel. Er du over 18 år, ved din læge, hvilke gratis tilbud der er i din kommune.
De forskellige tilbud til unge i Indgang til bedre mental sundhed
Fold alle ud
Mind My Mind
Formål
Mind My Mind er et individuelt behandlingstilbud for børn og unge, der oplever symptomer på angst, depression eller adfærdsvanskeligheder. Forløbet inddrager både den barnet/den unge og forældrene. Forløbet varetages af en psykolog og tilpasses den enkelte families behov. Der arbejdes med barnets eller den unges tanker, følelser og adfærd.
Varighed
Et Mind My Mind-forløb afvikles over 3-4 måneder. Familien mødes med deres behandler cirka en gang ugentligt.
Målgruppe
Mind My Mind er for børn og unge i skolealderen, dvs. ca. 6 til 16 år og deres familier. Forløbet henvender sig til børn og unge med milde til moderate tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder (eksempelvis udadreagerende eller frustreret adfærd).
Forventninger
I forløb målrettet børn og unge med symptomer på angst og depression deltager barnet sammen med forældrene. I forløb målrettet adfærdsvanskeligheder deltager som udgangspunkt kun forældre. Det forventes, at de deltagende er med under hele forløbet. Der vil være hjemmearbejde mellem sessionerne, hvor I som familie arbejder med de redskaber, I bliver præsenteret for.
Chilled
Formål
Chilled er et gruppebehandlingsprogram, som har til formål at hjælpe unge med angst og bekymringer. I programmet kan unge lære at håndtere angst og bekymringer, så det ikke længere griber forstyrrende ind i deres hverdag. Programmet giver også forældrene mulighed for at lære, hvordan de bedst kan støtte og hjælpe deres børn, når de er ramt af bekymringer eller skal se frygten i øjnene.
Varighed
Forløbet forløber over 10 sessioner af 2 timer. De første sessioner ligger ugentligt. Senere i forløbet kan der være længere pause mellem sessionerne.
Målgruppe
Chilled henvender sig til unge på 13-17 år.
Forventninger
Det forventes, at både den unge og forældre kan deltage i hele forløbet. Ved sessionerne vil nogle aktiviteter foregå for de unge alene, nogle for forældrene alene, og nogle samlet. Der vil være hjemmearbejde mellem sessionerne, hvor du og dine forældre skal arbejde med de redskaber, I lærer gennem forløbet. Hjemmearbejdet har stor betydning for udbyttet af forløbet.
Forløb for unge med symptomer på social angst, angst eller depression
Aldersgruppe: 15-17 år
Udfordringer: Social angst, angst eller depression
Forløbstype: Gruppesessioner og/eller individuelle samtaler
Læs mere om forløb for unge med symptomer på social angst og angst
Ung på vej
Aldersgruppe: 13-15 år
Udfordringer: Begyndende psykisk mistrivsel relateret til udfordringer af forskellig karakter.
Forløbstype: Individuelle og/eller forældresamtaler og familiesamtaler + mulighed for netværksmøder
STIME: Når tanker om krop og mad fylder for meget
Aldersgruppe: Op til 17 år
Udfordringer: Spiseforstyrrelser
Forløbstype: Familiesamtaler og tilbud om forældreforløb
STIME: Når svære følelser fører til selvskade
Aldersgruppe: 12-17 år
Udfordringer: Selvskadende adfærd
Forløbstype: Individuelle forløb samt forældresamtaler
STIME: Når gentagne tanker og handlinger tager styringen
Aldersgruppe: 6-17 år
Udfordringer: Tvangstanker og -handlinger
Forløbstype: Familiesamtaler og tilbud om forældreforløb
Orientering om samtykke
Når du skriver eller ringer til Indgang til bedre mental sundhed, har vi brug for at vide, hvem du er, for at kunne hjælpe dig. Medarbejderen, du taler med, skriver det ned, du fortæller (en sag). Når du kontakter Indgangen, betyder det, at du gerne vil have, at vi hjælper med at vurdere, hvordan du har det, og hvilken hjælp du har brug for. Det tæller som dit “ja tak” (samtykke), så vi behøver ikke spørge dig om lov igen for at invitere dig til en forsamtale, hvis det er nødvendigt.
Hvis du ikke har lyst til at fortælle, hvem du er, kan du i stedet kontakte Københavns Kommunes anonyme rådgivning, der hedder Åben rådgivning og støtte. Her kan du tale med voksne, der lytter og kan give dig trøst og gode råd.
Læs mere om Åben rådgivning og støtte
Læs mere om privatlivspolitikken for Indgang til bedre mental sundhed
Kontakt Indgang til bedre mental sundhed
Indgang til bedre mental sundhed for børn og unge
Vesterbrogade 121
Du kan kontakte os på telefon, eller du kan bruge vores henvendelsesblanket. Bruger du henvendelsesblanketten, vil du blive ringet op af en medarbejder fra Indgang til bedre mental sundhed eller modtage digital post med en invitation til en forsamtale. Du kan forvente at blive kontaktet indenfor 5 hverdage. Forsamtalen vil finde sted på Vesterbrogade 121.
Telefontider
- Mandag 8.30-11.00
- Tirsdag 8.30-11.00
- Onsdag 8.30-11.00
- Torsdag 12.00-14.30
- Fredag 8.30-11.00
Lukkedage 2026
I 2026 har Indgang til bedre mental sundhed for børn og unge lukket følgende dage:
- Alle helligdage
- 1. maj
- 15. maj
- 5. juni (Grundlovsdag)
- 28. – 30. december
Indgang til bedre mental sundhed er et samarbejde mellem Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Vi følger sundhedslovens § 126 a og Sundhedsstyrelsens faglige ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.