Mødedato: 19.06.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Orientering om klimatilpasning og vejgenopretning med byrumsforbedrende tiltag

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen deltager på lokaludvalgsmødet for at præsentere kommende projekter om skybrudssikring, vejgenopretning og byrumsforbedringer på Sallingvej og i krydset  ved Sallingvej, Bellahøjvej, Slotsherrensvej og Jyllingevej.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen til efterretning.
  2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter input til høringssvar om krydset Sallingvej, Bellahøjvej, Slotsherrensvej og Jyllingevej. 
  3. at Vanløse Lokaludvalg drøfter input til høringssvar om skybrudssikring, vejgenopretning og byrumsforbedringer på Sallingvej og bemyndiger et eller flere lokaludvalgsmedlemmer til at udarbejde høringssvar pba. drøftelsen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen deltager på lokaludvalgsmødet for at præsentere to høringer:

1. Vejgenopretning i krydset ved Sallingvej, Bellahøjvej, Slotsherrensvej og Jyllingevej
I krydset Sallingvej, Bellahøjvej, Slotsherrensvej og Jyllingevej skal der laves vejgenopretning. På grund af samtænkning med skybrudsprojektet på Sallingvej vil der desuden komme byrumsforbedringer.

Input til krydset indgår i høringssvaret til Klimatilpasningsprojekt på Sallingvej, men sendes også særskilt til vejgenopretning med en høringsfrist den 30. juni 2025. Yderligere information fra vejgenopretning kan ses i baggrundspræsentationen vedhæftet internetdagsorden.

2. Klimatilpasningsprojekt på Sallingvej
Sallingvejprojektet er en helhedsorienteret indsats, der har til formål at klimatilpasse området, øge trafiksikkerheden og forbedre byrummet fra Limfjordsvej til og med krydset ved Jyllingevej.  Projektet er et af de sidste projekter af denne karakter, der skal gennemføres inden udgangen af 2026.

Hovedspørgsmålet er de eksisterende træer, der skal erstattes pga. af klimatilpasningen, og som giver plads til forbedrede cykelstier. Andre spørgsmål er forholdene ved Adventskirken og trafikregulering i det store kryds, hvor lokaludvalget tidligere har fremsat ønske om forbedrede lydforhold (af lydfyret).

Endelig efterlyses en status for Randbølvej nord, som er et kommende klimaprojekt mhp. 10 årshændelser, hvor finansieringen er mindre ambitiøs pga. en lovændring. Dette forventes fremlagt for temagruppen for Natur og Miljø når det er klar.

Trafikgruppen har forud for lokaludvalgsmødet fået tilsendt høringsmaterialet og er kommet med input til et høringssvar. Høringsmaterialet er vedhæftet internetdagsorden, dog er høringsbrev og dispositionsforslag også udsendt i trykt form. 

Lokaludvalget skal drøfte de indkomne input oplistet tematisk herunder:

Fokus på bevaring af træer / bredere cykelstier / flere P-pladser
Her har temagruppen forskelligrettede holdninger:

  1. Lokaludvalget bør kæmpe for en grønnere by og for at bevare om ikke alle så i hvert fald nogle af de store gamle træer. I projektforslaget skal 37 træer fældes, og selv om der plantes nye, er det klima- og miljømæssigt aldrig lige så godt. Det er fint med en bredere cykelsti, men det kunne løses ved at tage 30 cm af fortovet og få samme brede cykelstier uden at skulle fælde træerne.
  2. Alle træer skal væk, så der kommer en bred cykelsti uden bump fra trærødder. De træer, der foreslås fældet, er alle sammen placeret med stammen i kanten eller halvvejs inde i det areal, som skal blive til den nye, bredere cykelsti. Hvis træerne bevares, bliver den nye cykelsti smallere. Desuden vil de nye træer, fordi de er længere væk fra cykelstien, ikke ødelægge stien med deres rødder. At tage 30 cm af fortovet vil ikke gøre cykelstien bred nok og ikke løse problemet med trærødderne.
  3. Der skal ikke nedlægges P-pladser for at få bredere cykelstier. Så hellere fjerne nogle af bedene med træer (vandhåndteringsløsningerne) og etablere 10-15 P-pladser.

Overkørsler i fortovet
Det foreslås, at overkørsler i fortovet ved sidevejene udføres som et cyklistspor i hver side af overkørslen, hvor der er en jævn belægning fx i form af jetslebne brosten, som anvendes til cyklister nogle steder på brostensstrækninger i København. Ofte udføres det med brostensbelægninger, og det gør det ubehageligt at krydse på cykel.

Ventepladser (bilag 3A)
Ventepladserne bør gøres så store at der kan stå en cykel, uden af den skal stå på langs af kørebanen.

Indkørsler og højresving ved Adventskirken
Der bør fortsat være højresving fra Sallingvej til Bellahøjvej, så bedemændene kan komme til Bispebjerg Kirkegård og Krematoriet. I bilag 2A mangler desuden en af de to eksisterende indkørsler ved Adventskirkens kirkeplads på Sallingvej.

Spørgsmål til rækkefølge af projekter
Regnvandet fra Sallingvej skal dirigeres mod syd via Ådalsvej, Åbakkevej, Katrinedalsvej og Randbølvej til Grøndalsparken. Er de nødvendige ændringer på de veje, regnvandet skal følge videre ned til parken, blevet planlagt?

Klimatilpasningsprojektet på Sallingvej har høringsfrist den 13. august 2025.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg tager orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen til efterretning og bemyndiger et eller flere lokaludvalgsmedlemmer til at udarbejde høringssvar til de to høringer pba. drøftelserne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen inden høringsfristerne henholdsvis den 30. juni og den 13. august 2025.

/Jan Lindboe
Til top