Mødedato: 26.02.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Administration af altansager efter det nye Bygningsreglement 2018 (BR18)

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens administrationspraksis vedrørende dispensationer fra dagslysbestemmelserne i det nye Bygningsreglement 2018 (BR18) ved opsætning af altaner.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen kan dispensere fra dagslysbestemmelserne i Bygningsreglement 2018 (BR18) med baggrund i kommunens altanretningslinjer ved behandling af ansøgninger om opsætning af altaner, som fremover kræver dispensation fra BR18.

Problemstilling

Det nye Bygningsreglement 2018 (BR18) trådte i kraft den 1. januar 2018. BR18 medfører bl.a. ændringer i bestemmelserne om dagslys i boliger, som har betydning for tilladelse til opsætning af altaner. Dette har især betydning i den ældre boligmasse i Indre By og brokvartererne. Undersøgelser og forvaltningens erfaring viser, at dagslyskravene i BR18 ofte ikke kan overholdes i de ældre boliger, og at det derfor vil kræve en dispensation fra BR18, hvis der skal opsættes altaner i disse boliger (bilag 2).

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 22. maj 2017 de nuværende ”Retningslinjer for altaner og tagterrasser”. Hvis der i Indre By og brokvartererne skal tillades altaner af en størrelse, der svarer til de vejledende standardstørrelser i altanretningslinjerne, vurderer forvaltningen derfor, at det oftest vil kræve dispensation fra dagslysbestemmelserne i BR18.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal give et forventeligt stort antal dispensationer i disse altansager for at efterleve de politisk vedtagne altanretningslinjer.

Løsning

Ifølge dagslysbestemmelserne i BR18 skal beboelsesrum og køkken have en sådan tilgang af dagslys, at rummene er tilstrækkeligt belyste, ligesom der er faste krav til dokumentation for tilstrækkelig tilgang af dagslys. Disse krav stod i Bygningsreglement 2015 (BR15) kun i en vejledningstekst til dagslysbestemmelserne, men det kræver efter BR18 en formel dispensation, hvis dagslysbestemmelserne ikke overholdes.

Ifølge vejledningsteksten i BR15 er minimumsgrænsen for dagslys på ca. 200 lux midt i rummet, hvilket er ændret til 300 lux i BR18 i mindst halvdelen af dagslystimerne. I praksis er det kun en lille skærpelse af dagslyskravet, som ikke har væsentlig betydning i forhold til det generelle dagslysniveau.

Målinger fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at lysniveauet i ældre etageboliger i København ofte er betydeligt lavere end grænseværdierne i vejledningen til BR15 og i BR18, og at effekten af en altan kan være en væsentlig reduktion af dagslyset, jf. bilag 2. Det vil derfor oftest kræve dispensation fra bestemmelsen i BR18 om dagslys, når der opsættes altaner på ældre etageejendomme.

Ifølge BR18 skal kommunen ikke længere foretage den tekniske byggesagsbehandling. Det betyder bl.a., at overholdelsen af eksempelvis dagslysforhold ikke længere skal vurderes af kommunen før udstedelsen af byggetilladelsen, men er ansøgers ansvar. Kommunen skal dog reagere, hvis det er åbenlyst, at en ansøgning ikke overholder en teknisk bestemmelse, herunder dagslysbestemmelserne. Det er fortsat kommunen, der skal tage stilling til, om der kan dispenseres fra en teknisk bestemmelse, såsom dagslysbestemmelsen.En dispensation vil altid være baseret på en konkret vurdering af de aktuelle forhold.

De vejledende standardstørrelser i altanretningslinjerne, som Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 22. maj 2017, er bl.a. baseret på en afvejning af hensynet til dagslys over for anvendeligheden af altanen, således at altanerne er mindre de steder, hvor der er mindst dagslys hos underboen. Ved at bruge altanretningslinjerne som administrationsgrundlag sikres ensartethed i forvaltningens dispensationspraksis i altansager. En sådan løsning vil være i overensstemmelse med intentionerne bag altanretningslinjer, og sikre en forudsigelig behandling af altansager efter altanretningslinjerne med en afbalanceret hensyntagen til altanmuligheder og dagslys hos underboen.

Alternativer

Hvis udvalget beslutter, at forvaltningen som udgangspunkt ikke skal dispensere fra dagslysbestemmelserne i BR18 ved opsætning af altaner, er det forvaltningens vurdering, at der mange steder ikke vil kunne opsættes anvendelige opholdsaltaner på eksisterende ældre bebyggelse.

Det er derudover en mulighed at ændre afvejningen mellem altanstørrelse og dagslys i altanretningslinjerne. Hvis der forudsættes mere dagslys, vil det medføre mindre altaner, end der stilles i udsigt i de nuværende altanretningslinjer. Det skal dog bemærkes, at det i denne situation stadig oftest vil kræve dispensation fra dagslysbestemmelserne i BR18 at opsætte altaner på eksisterende ældre bebyggelse, da dagslyskravet ofte ikke kan opfyldes, selv med mindre altaner.

Orientering af altanfirmaer

Forvaltningen har den 20. februar 2018 afholdt et møde med altanfirmaerne. På mødet har forvaltningen orienteret om det nye BR18 og dettes betydning for altansager.

Desuden vil forvaltningen på kommunens hjemmeside orientere om BR18’s betydning for altansager, herunder at det oftest vil kræve dispensation fra dagslysbestemmelserne at opsætte altaner på eksisterende ældre bebyggelse.

Økonomi

Konsekvenser for ressourcebehovet ved den foreslåede løsning skal nærmere vurderes. Hvis det viser sig, at administrationen af BR18 generelt kræver ekstra ressourcer, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2019.

Videre proces

Forvaltningen har pr. 5. februar 2018 endnu ikke modtaget altansager, som skal behandles efter BR18.

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen behandle altansager, som skal behandles efter BR18, i overensstemmelse med indstillingen og opdatere altanretningslinjerne med regelhenvisninger til BR18.

Forvaltningen er ved at afdække ressource- og økonomiske konsekvenser af administrationen af det nye BR18. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret herom.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. februar 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top