Ændring af periodekort og indførelse af pendlerlicens i betalingszonen
På baggrund af medlemsforslag om bedre parkeringsvilkår for liberale erhverv i betalingszonen stillet af Det Konservative Folkeparti (BR 06.03.2025), skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til forvaltningens forslag til indførelse af to ordninger. Forvaltningen foreslår både, at periodekortet kan købes fra én dag, og at der udarbejdes forslag til en pendlerlicens. Begge ordninger vil være åbne for alle og kan ikke målrettes erhverv specifikt. Forvaltningen vurderer, at navnlig en pendlerlicens kan føre til øget trængsel og parkeringspres. En pendlerlicens vil kræve finansiering ved kommende budgetforhandlinger.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender:
- at periodekortet ændres, så minimumsperioden på fem dage ophæves, og der dermed bliver mulighed for at købe periodekort fra en dag og op til 12 måneder,
- at der indføres en pendlerlicens, jf. afsnittet Løsning, såfremt der afsættes finansiering hertil i kommende budgetforhandlinger,
- at medlemsforslaget om en erhvervslicens for liberale erhverv og butikker stillet af Det Konservative Folkeparti, jf. Borgerrepræsentationen den 6. marts 2025, hermed er håndteret (bilag 2).
Problemstilling
Borgerrepræsentationen henviste på sit møde 6. marts 2025 medlemsforslag til Teknik- og Miljøudvalget om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde forslag til en erhvervslicens for liberale erhverv mv.
Ifølge forslagsstillerne er parkeringsomkostningerne i København blevet så høje, at det for en række mindre erhvervsdrivende, der har brug for at bringe udstyr ud til kunder i bil, ikke længere er økonomisk bæredygtigt at drive erhverv uden adgang til en erhvervsparkeringslicens til en rimelig pris.
Som led i håndteringen af medlemsforslaget har forvaltningen undersøgt de juridiske rammer for at målrette en licens til erhvervsdrivendes private biler i betalingszonen. Det er ikke muligt at etablere en særlig licensordning til denne type biler, da lovgivningen alene tillader erhvervslicens til biler, der er ejet af virksomheden og udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. En ny licenstype til privat benyttede biler, der også benyttes erhvervsmæssigt, vil dermed mangle hjemmel i lovgivningen. En kort juridisk redegørelse er vedlagt i Bilag 4.
Dette gælder ikke for tidsbegrænsede parkeringszoner, hvor, der ikke er betaling, og en anden lovgivning derfor gælder, og hvor kommunen således har et bredere handlerum til at udforme licensordninger.
Løsning
Københavns Kommune tilbyder i dag flere forskellige parkeringsprodukter, der giver virksomheder mulighed for reduceret betaling ift. almindelig timebetaling i betalingszonen:
- Erhvervslicens til virksomheders biler på gule nummerplader med adresse i betalingsområdet og adgang til én zone.
- Erhvervslicens Plus til virksomheders biler på gule nummerplader med adgang til hele zonen i tidsrummet kl. 07-18.
- Erhvervsperiodekort, som kan benyttes af alle virksomheder med biler på gule plader uanset adresse. Kort kan købes fra 1 dag og op til 12 måneder.
- Periodekort til private køretøjer, som kan benyttes af alle private biler – også personer og virksomheder bosat uden for betalingszonen. Periodekort kan i dag købes for minimum 5 dage ad gangen og giver adgang til reduceret dagspris sammenlignet med timebetaling.
Bilag 3 indeholder en samlet oversigt over eksisterende produkter og priser.
Forvaltningen har på baggrund af medlemsforslaget undersøgt, hvordan man inden for gældende regler kan skabe bedre vilkår for mindre erhvervsdrivende og selvstændige, som anvender private biler ifm. deres arbejde. Der er på den baggrund identificeret to løsningsforslag.
Forslag 1: Ændring af periodekort
Det foreslås, at den nuværende minimumsperiode på fem dage for køb af periodekort ophæves, så det bliver muligt at købe periodekort helt ned til en dag. Dette vil give både erhvervsdrivende og privatpersoner mulighed for mere fleksibel parkering til reduceret pris sammenlignet med almindelig timebetaling, når der er behov for parkering i mere end ca. 6½ timer. Bilag 5 viser en sammenligning af udgifter til timetakst og periodekort fordelt på betalingszonerne.
Køber man et periodekort i en dyrere zone, kan man parkere i den og alle billigere zoner.
Forslag 2: Indførelse af pendlerlicens
Det foreslås, at Teknik- og Miljøforvaltningen udvikler en ny pendlerlicens. Licensen skal give mulighed for, at medarbejdere og virksomhedsejere med tilknytning til en virksomhed med adresse i betalingszonen, kan parkere deres private biler i betalingszonen mod en billigere pris.
Afgræsning af ordningen
Pendlerlicensen foreslås afgrænset til personer med tilknytning til virksomheder, der har CVR-registreret adresse i betalingszonen. Der findes aktuelt ca. 70.000 CVR-numre i betalingszonen, og det vurderes med betydelig usikkerhed, at mellem 250.000 og 350.000 medarbejdere er ansat i disse virksomheder.
Licensen skal være bredt tilgængelig og vil derfor ikke kunne målrettes erhvervsvirksomheder. Det vil heller ikke være muligt at differentiere mellem forskellige ansættelsesformer, fx fastansatte, deltidsansatte og konsulenter. Frivillige og personer uden formel ansættelse vil ikke være omfattet.
Ordningen vil ikke kunne benyttes af selvstændige erhvervsdrivende, som hverken har bopæl eller virksomhed med adresse i betalingszonen. Disse vil skulle benytte sig af periodekortet, jf. forslag 1 ovenfor.
Forvaltningen anbefaler at licensen kun gælder i et afgrænset område nær den virksomhed, personen er tilknyttet, fx i de eksisterende licensområder. Ved parkering uden for virksomhedens licensområde, fx ved kundebesøg, vil der stadig skulle betales almindelig timebetaling eller anvendes periodekort. Det sikrer, at ordningen forbliver målrettet daglig pendling til arbejdsstedet.
Prissætning af pendlerlicens
Et forslag til prisfastsættelse af pendlerlicensen fremlægges, hvis udvalget beslutter at gå videre med den foreslåede ordning. Forvaltningen anbefaler, at prisen afspejler værdien af parkering ift. alternativer som offentlig transport. Til sammenligning koster et årligt pendlerkort til offentlig transport, der dækker alle zoner i hovedstadsområdet, ca. 11.200 kr. En årlig parkeringstilladelse i private parkeringsanlæg koster ca. 12.000 – 26.000 kr. afhængig af afstanden til centrum.
For at afgrænse ordningen til egentlige pendlingsformål anbefales det, at licensen alene gælder i tidsrummet kl. 08.00–16.00. Dermed understøttes primært arbejdsrelateret transport, samtidig med at presset på parkeringspladserne reduceres i de sene eftermiddagstimer, hvor mange beboere vender hjem og efterspørgslen på parkering stiger markant.
Administration af ordningen
Ordningen vil kræve manuel sagsbehandling, herunder indsendelse af lønsedler eller anden dokumentation for tilknytning til en virksomhed. Det vil medføre behov for flere medarbejdere samt udbygning af de IT-systemer, der understøtter licensadministration og brugersupport.
Forvaltningens vurdering af den foreslåede ordning
Ordningen vurderes at kunne medføre billigere parkering for en betydelig gruppe medarbejdere og virksomhedsejere, som dagligt arbejder i betalingszonen. Det vil dog samtidig kunne medføre øget pres på en i forvejen belastet parkeringskapacitet og et skift væk fra kollektiv transport og andre mere bæredygtige transportformer.
Forvaltningen har som bilag 6 vedlagt to kort over belægningsgrader i betalingszonerne, som kan give en indikation af potentielle konsekvenser for parkeringspresset.
Kortet kl. 12 viser, at store dele af den røde og grønne takstzone allerede har en belægningsprocent på 90–100 % eller mere – særligt i Indre By, brokvartererne og dele af havneområdet om dagen. En generel adgang for pendlere til at parkere i disse områder vil alt andet lige kunne forstærke presset på kapaciteten og mindske effekten af betalingsparkering som reguleringsredskab.
Kortet viser samtidig, at der i yderområderne – især i den gule takstzone – er lavere belægning om dagen og dermed en vis ledig kapacitet. Hvis man politisk ønsker at imødekomme behovet for pendlerparkering, kan det derfor overvejes at afgrænse en eventuel ordning geografisk til lavt belastede zoner, eventuelt som en forsøgsordning med tilhørende monitorering og evaluering.
Belægningskortet for kl. 17 viser desuden, at kapaciteten i flere zoner er yderligere belastet sidst på eftermiddagen. Det understøtter, at en pendlerlicens, der gælder hele dagen, vil kunne forstærke presset i eftermiddagstimerne.
Parkering
Forslaget har ingen konsekvenser for antallet og fordelingen af parkeringspladser i kommunen.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at henvise finansiering af et eller begge forslag til kommende budgetforhandlinger. Udvalget har derudover også mulighed for at:
- Justere prisen på periodekortet.
- Ændre de generelle takster for betalingsparkering.
- Afskaffe eller omlægge betalingszonen i visse områder, hvis hensynet til lokalerhvervsservice og handelsliv vurderes at veje tungere end behovet for trængselsreducering.
- Indføre en pendlerlicens med gyldighed i større områder – eventuelt hele betalingszonen. Det vil dog i praksis betyde, at licensen kan anvendes bredt og dermed ikke længere afgrænser sig til pendling til et konkret arbejdssted. En sådan ordning vil derfor vanskeligt kunne betegnes som en egentlig pendlerlicens og vil kunne få konsekvenser for parkeringskapaciteten og den trafikale regulering.
- Justere på tidsrummet for licensens gyldighed.
- Afsætte midler til en nærmere analyse af ordningens konsekvenser, fx gennem ekstern trafikmodellering eller scenarieberegninger.
Økonomi
Ændring af periodekortet (forslag 1) kræver kun en mindre IT-tilpasning og vurderes ikke at kræve særskilt finansiering.
Etablering af pendlerlicens (forslag 2) forudsætter investeringer i både systemudvikling og administration. De økonomiske konsekvenser belyses nærmere i et budgetnotat, hvis forslaget henvises til budgetforhandlingerne for 2026. Forvaltningen skønner foreløbigt, at der er tale om 50.000 kr. til en forundersøgelse, samt en engangsomkostning på ca. 3 mio. kr. til udvikling og tilpasning af de nødvendige IT-systemer foruden efterfølgende drift. Det vurderes, at der vil være behov for 2–3 ekstra årsværk i Kontaktcenteret, primært til sagsbehandling, borgerkontakt og håndtering af dokumentation i forbindelse med ansøgninger.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen følge op, hvis det besluttes at henvise finansiering ved kommende budgetforhandling.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach