Resultat af foranalyse om ensretning af Øster Søgade, Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en foranalyse tage stilling til det løsningsforslag til at ensrette Øster Søgade i nordlig retning mellem Østerbrogade og Fredensbro, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2026. Med forslaget nedbringes trafikmængden, og strækningen langs Sortedamssøen fredeliggøres og begrønnes. En ensretning af Øster Søgade vil dog forventeligt påvirke fremkommeligheden for biltrafikken i området negativt, særligt Øster Farimagsgade og Blegdamsvej, hvilket der også er lokal bekymring omkring. Derfor indstilles det, at der udføres indledende trafikforsøg for at afdække de trafikale konsekvenser.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at løsningsforslag om ensretning og begrønning på Øster Søgade indgår i forhandlingerne om Budget 2026, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
Ved Overførselssagen 2023–2024 (BR 2. maj 2024) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,2 mio. kr. til en foranalyse om ensretning af Øster Søgade mellem Østerbrogade og Fredensbro. Analysen skulle bl.a. undersøge mulighederne for at udvide det rekreative areal ved Sortedamssøen ved at inddrage det sydgående kørespor. På baggrund af foranalysen forelægges nu Teknik- og Miljøforvaltningens anbefalede løsningsforslag for ensretning og begrønning. Forslaget vil danne grundlag for et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Løsning
Den nordlige del af Øster Søgade langs Sortedamssøen, mellem Østerbrogade og Fredensbro, er i dag klassificeret som en bydelsgade. Det betyder, at den primært skal betjene lokal trafik inden for en bestemt bydel og ikke håndtere gennemkørende trafik uden ærinde i området, jf. bilag 2. Den daglige trafikbelastning er i øjeblikket på lidt over 5.000 køretøjer og lidt under 4.000 cykler.
Foranalysen vurderer de trafikale konsekvenser ved en ensretning i nordlig retning ad Øster Søgade mellem Østerbrogade og Fredensbro. Derudover beskrives en løsning for, hvordan det frigjorte areal kan omdannes til en udvidelse af det rekreative areal mod Sortedams Sø.
Løsningsforslag
Øster Søgade ensrettes som udgangspunkt mod nord jf. bilag 4, men der vil i den videre projektering også blive kigget på trafikbilledet for en ensretning mod syd, for at vurdere den optimale retning ift. fx omvejskørsel, afvikling gennem de to kryds i enderne og konsekvenser i omkringliggende signalanlæg. Med ensretningen indsnævres kørebanen fra 6,5 m til 3,5 m, og cykelstierne udvides til 3 m bredde i begge retninger, så de kan indgå i den planlagt supercykelstirute Østerbro-Sundbyruten, jf. Visionsplan 2021-2045. Udvidelserne fremtidssikrer cykelfremkommeligheden og gør det lettere at overhale. Ved fodgængerfeltet ud for Bordings Friskole etableres en hævet flade, og der tilføjes ekstra cykelparkeringspladser på søsiden mellem træerne i forlængelse af de eksisterende cykelstativer. Stativerne placeres, så de ikke skader træernes rodnet.
De to store signalregulerede kryds i begge ender af strækningen forenkles og signalprogrammet tilpasses, og nedlagte vejbaner veksles til grønne arealer, jf. bilag 4. Antallet af konflikter med cyklister forventes i den forbindelse reduceret, hvilket vil være en trafiksikkerhedsmæssig forbedring.
Ensretningen frigør areal til at udvide græsarealet mellem træerne og cykelstien tættest på søen med ca. 2 m, hvilket forbedrer vækstbetingelserne for træerne. Der etableres nye grønne bede mellem p-banerne på østsiden, og mod søen opstilles bænke, jf. bilag 5. Ved Lille Trianglen flyttes p-pladserne ud på Øster Søgade for at udvide pladsen og give mulighed for mere ophold. Arealet vil stadig skulle håndtere varelevering med store varevogne mv.
Trafikale konsekvenser ved ensretning
En ensretning af Øster Søgade vil få konsekvenser for biltrafikken i området omkring Øster Søgade. Det er årsagen til, at forvaltningen anbefaler trafikforsøg inden endelig beslutning om hvilken retning der ensrettes. Når biltrafikken fra Østerbrogade ikke længere kan svinge til højre ad Øster Søgade, vurderes det at trafikken i stedet vil køre via enten Øster Farimagsgade eller Blegdamsvej, som vil få øget trafik der vil påvirke fremkommeligheden. På Øster Farimagsgade ligger en folkeskole og en privatskole.
Ensretningen vil samtidig medføre en fredeliggørelse af Øster Søgade, da ca. halvdelen af trafikken fjernes. Dog forventes ensretningen at medføre omvejskørsel i beboelsesområderne sydøst for strækningen, bl.a. når bilister og beboere skal mod sydøst efter endt parkering. Cyklisters fremkommelighed forbedres, da det bliver lettere at foretage overhalinger, også på ladcykel.
I forbindelse med løsningen vil Teknik- og Miljøforvaltningen inden ombygningen gennemføre et trafikforsøg, hvor strækningen ensrettes i en afgrænset periode. I forsøgsperioden foretages systematiske registreringer og analyser af det ændrede trafikmønster på Øster Søgade samt på de veje, der forventes at blive påvirket af ensretningen. Forvaltningen anbefaler indledende trafikforsøg i dette projekt, da man på den baggrund med høj sikkerhed vil kunne vurdere, hvordan ensretningen bedst kan gennemføres, samt hvilke afværgeforanstaltninger der vil være nødvendige i tilstødende kryds og vejstrækninger. Det er også et ønske fra lokale borgere og lokaludvalg. På baggrund af trafikforsøget forelægges udvalget et projektforslag, hvori den endelige ensretning fastlægges.
Det bemærkes, at Øster Søgade har været ensrettet i en årrække under metrobyggeriet, men der blev i sin tid ikke indsamlet viden/data pba. denne ensretning. Fremadrettet vil forvaltningen undersøge og være opmærksom på at indsamle data ved store byggerier eller anlæg, der ændrer trafikken i et område, over en længere periode.
Den samlede udgift til projektet, inkl. trafikforsøg, estimeres til 33-37 mio. kr.
Fredning ift. flytning af skråning mod søen
Foranalysen har også undersøgt muligheden for at flytte skråningen mod søen for at muliggøre en udvidelse af promenadestien. Løsningen er fravalgt, da den vil stride mod fredningsbestemmelserne og indebærer fældning af alle træerne på strækningen, hvoraf de fleste er kategoriseret som ikoniske træer. Det er muligt at søge om dispensation, men da flytningen af skråningen strider imod en specifik fredningsbestemmelse, er det usandsynligt at den vil blive givet.
Høring
Løsningen har været i høring ved Indre Bys Lokaludvalg, jf. bilag 6, og tager bl.a. udgangspunkt i et borgermøde afholdt den 3. april 2025 samt modtagne bemærkninger fra borgere. Løsningen har også været i høring hos Fodgængerforbundet, Cyklistforbundet, Dansk Blindesamfund og Bordings Friskole, men forvaltningen har ikke modtaget særskilte høringssvar herfra. Forvaltningens bemærkninger fremgår også af bilag 6.
Høringssvar fra Indre By Lokaludvalg
Indre By Lokaludvalg støtter overordnet en ensretning mod nord af Øster Søgade på strækningen. Lokaludvalget ønsker dog en fuld skala trafikanalyse af området for at afdække konsekvenserne for trafikken i området. Derudover påpeger lokaludvalget, at projektet skal tænkes sammen med en ombygning af det store kryds ved Øster Søgade/Webersgade.
Høringssvar fra borgere
Hovedparten af høringssvarene giver udtryk for et ønske om en helhedsplan, hvor også Øster Farimagsgade indtænkes, samt bekymringer omkring den øgede trafik på omkringliggende gader.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at en ensretning af Øster Søgade vil påvirke fremkommeligheden i området, hvorfor det også indstilles, at der forud for løsningen udføres et trafikforsøg med ensretninger, jf. afsnittet om trafikale konsekvenser. Mht. til det igangværende krydsprojekt ved Øster Søgade/ Webersgade, koordineres projekterne, hvis ensretningen af Øster Søgade vedtages ved Budget 2026
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i den indstillede løsning.
Parkering
P-pladserne øges i bredden fra 2,0 m til 2,3 m, for at følge de gældende retningslinjer. Antallet af bilparkeringspladser er uændret, men nogle pladser omdisponeres til Øster Søgade fra Lille Trianglen.
Træer
Der fældes ingen træer med projektet. I de grønne heller etableres lav beplantning som stauder og salttolerante urtemåtter, der ikke hindrer oversigten fra sidevejene. Få steder vil der være mulighed for at plante mindre træer afhængig af de konkrete oversigtforhold, hvilket indgår i den videre projektering.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at
- en alternativ løsning indgår som et yderligere scenarie i budgetnotatet. Den alternative løsning adskiller sig ved, at mellem Fredensbro og Voldmestervej anvendes det frigjorte areal fra ensretningen til at etablere store grønne bede og udstigningsarealet ved p-pladser på østsiden af Øster Søgade mod bygningerne, jf. bilag 7 og visualisering i bilag 8. Dermed sker der ingen udvidelse af det rekreative areal langs søbredden. Til gengæld indeholder løsningen mere beplantning og giver selve Øster Søgade et grønnere udtryk. Eftersom de grønne heller gøres større kan der plantes 19 træer, og der tilføjes derudover lav beplantning der ikke hindrer oversigten fra sidevejene. Løsningen giver selve Øster Søgade et grønnere udtryk og rykker trafikken længere væk fra boligerne på strækningen. Ligesom i den indstillede løsning udføres et indledende trafikforsøg. Den alternative løsning anslås at koste 30-35 mio. kr.
- der ikke udføres et indledende trafikforsøg med ensretning i en begrænset periode. Dermed bliver løsningen 2-3 mio. kr. billigere. Løsningen kan gennemføres uden forsøget, men resultaterne fra trafikforsøget vil være værdifulde for at finde og udføre nødvendige tilpasninger i andre signalregulerede kryds i området, så der ikke skabes nye trafiksikkerhedsmæssige udfordringer. Udelades trafikforsøget, vil forvaltningen ikke kunne forudse de trafikale konsekvenser med samme sikkerhed, og der kan derfor opstå behov for at tilpasse løsningen senere. Mulige ændringer i trafikmønstre på de omkringliggende veje vil stadig blive undersøgt.
- der som supplement eller alternativ henvises finansiering af en trafikal helhedsplan for hele området til forhandlingerne om Budget 2026. Dette er et ønske fra borgere og lokaludvalg for at danne et helhedsoverblik. Denne løsning anslås at koste 2-4 mio. kr. Budgetønsket om helhedsplan og budgetønsket om ensretning af Øster Søgade vil være gensidigt udelukkende til forhandlingerne om Budget 2026. Det skyldes, at beslutningen om ensretning af Øster Søgade må afvente en evt. helhedsplan.
Økonomi
Gennemførelse af løsningsforslag om at ensretning af Østersøgade mellem Østerbrogade og Fredens Bro afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetaftale. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalyse, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat jf. Økonomiforvaltningen årlige indkaldelsescirkulære.
Søren Wille
/ Peter Højer