Mødedato: 02.06.2022, kl. 13:45
Mødested: Neurorehabilitering – Kbh, Strandvejen 119, Hellerup

Status på nøgletal 2021

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges status på nøgletal for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 2021.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager ”Status på nøgletal for 2021”, ”Fakta om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 2017 til 2021”, samt ”Pixi for Status på nøgletal for 2021” til efterretning, jf. bilag 1, 2 og 3.

Problemstilling

I statusrapporten for hele 2021 afrapporteres på en række indikatorer for målene i ældrepolitikken og sundhedspolitikken samt på de politisk fastsatte mål om sygefravær, ventetider og brugertilfredshed. En oversigt over vigtigste resultater findes i bilag 1. Rapporten (bilag 2) tager udgangspunkt i de indikatorer, som blev forlagt Sundheds- og Omsorgsudvalgt i ”Status på nøgletal for 2020” på mødet af den 22. juni 2021. Herved er det muligt at følge udviklingen over tid i ”Status på nøgletal for 2021”.

Rapporten suppleres af ”Faktaarket” (bilag 3) for perioden 2017 til 2021, der giver et overordnet indblik i befolkningsgrundlaget for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen opgjort på ydelser, der leveres til forvaltningens målgrupper samt personaledata.

Forvaltningen er på vej tilbage til normal drift efter næsten to år med COVID-19. Rapporten belyser de områder, hvor aktiviteten igen er på niveau med tiden før COVID-19, og de få områder der fortsat er på et lavere niveau.

Rapporten giver en detaljeret beskrivelse af nye indsatser og strategier igangsat i 2021. Eksempelvis har Københavns Kommune lanceret indsatsen ’Slip hjemmeplejen fri’ samt oprettet et nyt Demens-rejsehold.

Løsning

Strukturen for Statusrapporten for 1. halvår 2021 følger først ældrepolitikken, dernæst sundhedspolitikken og endeligt tre politisk fastsatte målsætninger for henholdsvis ventetid, sygefravær og brugertilfredshed.

Statusrapporten for 2021 giver et nedslag på en række indikatorer i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens drift, og kan give et billede af, om der er områder og indsatser, der bør modtage særlig opmærksomhed. Rapporten for året 2021 viser, at en stor del af indsatserne er tilbage på niveau med årene før COVID. Klippekortsordningen blev i 2021 ekstraordinært udvidet for at forebygge COVID-19 relateret ensomhed. Hver borger fik fordoblet sin klippekortstid mellem maj og december, og antallet af anvendte klip er som følge steget med mere end 50%. Anvendelsesgraden af ordningen er dog faldet til 71%, da hjemmeplejen som følge af den ekstraordinære udvidelse af ordningen, rekrutteringsudfordringer og COVID-19 ikke har haft de nødvendige ressourcer til at levere alle de ekstra klip.

Forvaltningen lægger stor vægt på, at de data, der indgår i statusrapporten, er valide og kan følges over tid. Det er fortsat ikke muligt at få komplet data fra Sundhedsdatastyrelsen, hvorfor indikatorerne for forebyggelige sygehusophold, genindlæggelser og korte sygehusophold ikke indgår i denne statusrapport. Forvaltningen forventer at kunne afrapportere på disse indikatorer igen i statusrapporten for 2022.

Året 2021 har set både positive og negative tendenser i ældrepolitikken. Antallet af forebyggende hjemmebesøg, medlemmer i seniorklubber og foreningsaktive er faldet, og ventedage for færdigbehandlede er steget betragteligt. Trygheden for ældre er forbedret i 2021, da 95% af alle tilsyn foretaget i 2021 har haft et tilfredsstillende eller bedre resultat, og samtidig er kvaliteten af udrednings- og rehabiliteringsforløb fortsat stigende.

Sundhedspolitikken var kraftigt påvirket af COVID-19 i 2020. I 2021 er aktiviteten på de fleste områder ved at være tilbage på niveau med tiden før COVID-19. KOL-området har i 2021 set en stor stigning i antallet af forløb, men på trods af en stigning på 68% er niveauet fortsat betydeligt under 2019-niveau. Dog fortsætter den positive tendens i 2022.

Antallet af rygestopkurser og rygestoptilbud er faldende. Det er en generel tendens på rygeområdet, og kun Stoplinien har set en stigning fra 2020. Tilbud til børn og unge er steget kraftigt. Antallet af forløb i behandlingstilbuddet, Sund Vægt, er steget med over 50%, og målsætningen på 275 nye familier årligt er nået.

Målene for sagsbehandlingstider for hjælpemidler og genoptræningsforløb er på niveau med 2020 og er i halvdelen af tilfældene overholdt. Ventetid på plejebolig, eller 4-ugers garantien, er overholdt for første gang.

Statusrapporten indeholder flere resultater fra Brugerundersøgelsen. Niveauet af tilfredshed er generelt højt blandt kommunens borgere og pårørende, og er for de flere områder på niveau med 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Statusrapport for 1. halvår 2022 forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget efteråret 2022.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top