Mødedato: 20.04.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Lukning af Specialinstitutionen Amadeus

Se alle bilag

Resumé

Socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af Specialinstitutionen Amadeus’ godkendelse som døgninstitution. På den baggrund indstiller Socialforvaltningen, at Socialudvalget godkender, at institutionen lukkes. Det er Socialtilsynets samlede vurdering, at den pædagogiske, organisatoriske og økonomiske kvalitet af Specialinstitutionen Amadeus ikke er tilstrækkelig høj til, at tilbuddet kan oppebære sin godkendelse.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender, at Specialinstitutionen Amadeus lukkes.

Problemstilling

Socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af Specialinstitutionen Amadeus’ godkendelse som døgninstitution. På den baggrund indstiller Socialforvaltningen, at Socialudvalget godkender, at institutionen lukkes. Socialudvalget modtog orientering om tilsynets afgørelse i fredagsmail d. 1. april 2022. Specialinstitutionen Amadeus drives af Københavns Kommune og er en døgninstitution for børn og unge i alderen 5-14 år, der har svære psykiske og/eller psykiatriske vanskeligheder. Amadeus er normeret til 14 døgnpladser, hvoraf de 8 af dem var besat ved tilsynets afgørelse.  

Det er Socialtilsynets samlede vurdering, at den pædagogiske, organisatoriske og økonomiske kvalitet af Specialinstitutionen Amadeus ikke er tilstrækkelig høj til, at tilbuddet kan oppebære sin godkendelse. Vurderingen er baseret på et længere forløb med påbud og skærpet tilsyn, hvor Borgercenter Børn og Unge løbende har igangsat tiltag med henblik på at rette op på de kritiserede forhold. Socialtilsynet er dog kommet til den konklusion, at det ikke længere har tiltro til, at tilbuddet i fornødent omfang inden for en rimelig tidshorisont kan højne kvaliteten og dermed sikre de anbragte børns udvikling og trivsel. Amadeus skal med Socialtilsynets afgørelse ophøre sin drift senest pr. 30. juni 2022.

Løsning

Socialforvaltningens arbejde med at højne kvaliteten på Amadeus

Amadeus har i perioden med påbud iværksat en række initiativer for at opkvalificere tilbuddets indsatser, så de bedre kunne imødekomme børnenes komplekse behov. Amadeus har bl.a. indført en række redskaber for at målrette behandlingsindsatsen, herunder mestringsstrategier, skabeloner til behandlingsmøder, risikovurderinger ved overlap mv. Institutionen har ligeledes arbejdet med at styrke personalets viden om de lovgivningsmæssige rammer for magtanvendelser bl.a. via kurser herom, som forvaltningen vurderer har været medvirkende til et fald i antallet af magtanvendelser. Yderligere har Amadeus løbende iværksat en række tiltag for at imødegå fortsat personalegennemstrømning og højt vikarforbrug, herunder udarbejdelse af lokal sygefraværsstrategi mv.

Socialforvaltningen forelagde den 11. februar 2022 en konkretiseret plan til Socialtilsynet for den fortsatte drift af Amadeus. Det skete i forbindelse med partshøring af afgørelsen. Planen bestod bl.a. af at mindske antallet af indskrevne børn fra 14 til 8, foretage en gradvis afspecialisering af tilbuddets målgruppe og mindske vikarforbruget.

Socialtilsynet har dog vurderet, at den forelagte plan ikke er tilstrækkelig til at genoprette kvaliteten på Amadeus inden for en rimelig tidshorisont. Socialtilsynet har vurderet på baggrund af gennemførte tilsynsaktiviteter, at de iværksatte initiativer ikke har medført, at børnene på Amadeus modtager en tilstrækkelig specialiseret behandlingsindsats, som modsvarer børnenes komplekse behov.

Socialforvaltningens videre håndtering

Socialforvaltningen er opmærksom på at sikre, at de berørte børn får en god overgang fra Amadeus. Forvaltningen har orienteret de berørte familier, sagsbehandlere og kontaktpersoner. Det skete kort efter, at forvaltningen modtog beskeden fra Socialtilsynet om, at tilsynet påtænkte at lukke Amadeus. Forvaltningen har efterfølgende fortsat dialogen med familierne og undersøgt, hvor børnene på Amadeus fremadrettet vil kunne anbringes. Nogle af børnene var allerede forud for tilsynets afgørelse ved at blive flyttet til andre anbringelsessteder. Forvaltningen undersøger aktuelt, hvilke tilbud, der bedst vil kunne give det nødvendige støttebehov for de resterende børn.

Socialforvaltningen er herudover i gang med en inddragende proces for omplacering af Amadeus’ medarbejdere. I udgangspunktet forventes det, at alle fastansatte medarbejdere kan blive omplaceret til andre tilbud internt i forvaltningen. Det sker gradvist i takt med, at antallet af indskrevne børn nedbringes. HovedMED har været inddraget i processen, og er kommet med input i forbindelse med Amadeus’ ophør af godkendelse som døgninstitution.

I forbindelse med at antallet af indskrevne børn nedbringes vil der kunne opstå arbejdsmangel til medarbejderne på Amadeus. Disse medarbejdere vil blive overflyttet til andre pædagogstillinger inden for deres kompetencefelt i Borgercenter Børn og Unge indenfor de almindelige personalejuridiske rammer vedr. ansættelsesområder. Dette vil også ske i en inddragende proces med medarbejderne.

Forvaltningen er ved at afdække, hvordan der fremadrettet skal ydes støtte til målgruppen af børn og unge med svære psykiske og/eller psykiatriske vanskeligheder, herunder om det vil være relevant at oprette et nyt tilbud til målgruppen. Socialtilsynet og Socialudvalget vil skulle godkende oprettelsen af et sådan tilbud.  

Økonomi

Den endelige økonomi for Amadeus i 2022 vil først blive opgjort, når de berørte medarbejdere og børn er flyttet. Den månedlige udgift til Amadeus’ lejemål på Glucksvej 2, 2450 København SV, er ca. 123.000 kr. Udgifterne hertil finansieres inden for Borgercenter Børn og Unges økonomiske ramme.

Videre proces

Socialforvaltningen beholder lejemålet og overvejer det fremtidige behov til målgruppen. Socialforvaltningen er ved at afklare, hvor børnene på Amadeus fremadrettet skal placeres, og hvilke arbejdspladser i Socialforvaltningen, som medarbejderne vil kunne flyttes til.

Socialforvaltningen undersøger, hvordan der fremadrettet skal ydes støtte til målgruppen af børn og unge med svære psykiske og/eller psykiatriske vanskeligheder.

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top