Drøftelse af en styrket praksis for sikrede og delvist lukkede døgninstitutioner
Resumé
Socialudvalget skal drøfte en styrket praksis for det samlede anbringelsesområde, herunder især for den sikrede institution Sønderbro samt de delvist lukkede døgninstitutioner Nexus og Skodsborg. I den seneste udvalgsperiode har Socialudvalget haft et særligt fokus på de sikrede og delvist lukkede døgninstitutioner og har tidligere på møder den 29. maj og 9. oktober 2024 drøftet den pædagogiske retning og udvikling på disse tilbud. Udvalget har desuden besøgt Nexus, Sønderbro og den sikrede institution Koglen. I sagen præsenteres konklusionerne fra to analyser af sociale anbringelser af københavnske børn og unge på delvist lukkede og sikrede institutioner, de centrale elementer i en kommende, styrket pædagogisk ramme for de tre institutioner samt en række forslag og anbefalinger til en styrkelse af forvaltningens anbringelsespraksis. På baggrund af udvalgets drøftelser vil Socialforvaltningen arbejde videre med rammen og anbefalingerne. Den pædagogiske ramme for Sønderbro, Nexus og Skodsborg forelægges udvalget den 10. december 2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at
- at Socialudvalget drøfter analyserne af sociale anbringelser af københavnske børn og unge på delvist lukkede og sikrede institutioner, de centrale elementer i en kommende, styrket pædagogisk ramme for på de tre tilbud samt forslagene og anbefalingerne til, hvordan praksis for anbringelser kan styrkes.
Problemstilling
De sikrede døgninstitutioner på landsplan, herunder Sønderbro, står aktuelt over for flere udfordringer, blandt andet et øget kapacitetspres og flere komplekse problemstillinger hos de anbragte børn og unge. Derudover er der i de senere år sket en markant stigning i antallet af sociale anbringelser, så de i 2024 udgjorde knap halvdelen af alle anbringelser på de sikrede institutioner i hele landet. Den stigende kompleksitet i målgruppens problemstillinger opleves også på Nexus og Skodsborg.
Det betyder, at institutionerne i stigende grad skal håndtere mere komplekse anbringelser af børn og unge med massive støtte- og behandlingsbehov. Socialudvalget har derfor på tidligere udvalgsmøder den 29. maj og den 9. oktober 2024 drøftet den pædagogiske retning og udvikling på de delvist lukkede og sikrede institutioner med et særligt fokus på de sociale anbringelser på Sønderbro. Udvalget har derudover tidligere den 7. december 2022 drøftet udviklingen i antallet af børn og unge, der er anbragt til pædagogisk observation.
På baggrund af drøftelserne igangsatte udvalget et arbejde med at udvikle en styrket pædagogisk ramme for de sociale anbringelser på Sønderbro, Nexus og Skodsborg samt en justering af den eksisterende anbringelsespraksis, herunder overgange samt brugen af pædagogisk observation.
Socialudvalget fik senest en status på arbejdet med den styrkede praksis den 5. februar 2025. Udvalget forelægges nu et forslag til indholdet i en fælles pædagogisk ramme for de tre tilbud samt en række anbefalinger til, hvordan forvaltningens praksis på anbringelsesområdet kan styrkes. Disse kan ses i bilag 1.
Løsning
Socialforvaltningen har i arbejdet med at udvikle en styrket praksis for Sønderbro, Nexus og Skodsborg taget afsæt i Socialudvalgets tidligere drøftelser af den pædagogiske retning på de tre tilbud samt forvaltningens arbejde på området.
Forvaltningen har desuden baseret sit arbejde på de igangværende nationale drøftelser om de sikrede institutioners rolle og udvikling. I Danmark findes i dag otte sikrede institutioner, hvoraf syv drives af regionerne, mens Københavns Kommune driver den ottende, Sønderbro. Hver driftsherre har ansvaret for det pædagogiske arbejde på den enkelte institution, og de indgår som en integreret del af den enkelte kommunes eller regions samlede tilbudsvifte. Dette medfører også forskelle i praksis på de sikrede institutioner.
Det er Danske Regioner, der har det overordnede ansvar for driften og udviklingen af det samlede udbud af sikrede institutioner, herunder Sønderbro. Det er i regionalt regi, at der indgås aftaler om den samlede indsats på tværs af de otte institutioner, herunder koordinering af ventelisten og kapacitetsudnyttelse. Det faglige samarbejde og den løbende udvikling drøftes ligeledes regionalt, blandt andet gennem en temagruppe og en forstanderkreds for lederne af de otte institutioner, hvor der udveksles erfaringer og drøftes fælles ambitioner samt pejlemærker for området. Dette skal understøtte en ensartet praksis og fremme kontinuerlig videndeling og kvalitetsudvikling på tværs af institutionerne. Socialforvaltningen er repræsenteret i begge fora ved Sønderbros forstander.
Det er i KL’s Koordinationsforum på det specialiserede social- og specialundervisningsområde, at der træffes afgørelser om det samlede antal pladser på tværs af de sikrede institutioner. Senest er der igangsat et arbejde med at etablere ti ekstra pladser på tværs af institutionerne som følge af en stigende efterspørgsel.
For at styrke og kvalificere beslutningsprocesserne i KL’s Koordinationsforum blev der i 2022 nedsat en tværsektoriel arbejdsgruppe bestående af kommuner og regioner. Arbejdsgruppen har til opgave at belyse centrale faglige udfordringer i relation til udviklingen af sociale anbringelser på sikrede institutioner samt at formulere anbefalinger til fremtidig praksis. Socialforvaltningen deltager aktivt i arbejdet, som skal understøtte en mere ensartet og kvalificeret indsats på tværs af landet. Dette samarbejde er væsentligt, da størstedelen af de københavnske børn og unge anbragt på sikrede institutioner opholder sig på de regionale tilbud, mens flertallet af de anbragte på Sønderbro kommer fra andre kommuner.
I februar 2025 besluttede KL’s Koordinationsforum at forlænge arbejdsgruppen frem til 2026. I denne periode skal arbejdsgruppen styrke samarbejdet mellem kommuner og regioner, følge op på nye tiltag, fastholde dialogen om udvikling og udfordringer samt kvalificere arbejdet gennem årlige rapporter og oplæg.
En styrket pædagogisk ramme for Sønderbro, Nexus og Skodsborg
Som led i udviklingen af en fælles pædagogisk ramme for Sønderbro, Nexus og Skodsborg samt en justering af den eksisterende anbringelsespraksis har forvaltningen igangsat flere tiltag, der skal tilvejebringe information om målgruppen og den nuværende praksis.
Analyse og sagsgennemgang af sociale anbringelser på sikrede og delvist lukkede pladser
Den Tværgående Analyseenhed i Økonomiforvaltningen har for forvaltningen udarbejdet en kvantitativ analyse af de københavnske børn og unge, der har været socialt anbragt på delvist lukkede og sikrede institutioner i perioden 2022-2024. Analysen viser, at de unge på delvist lukkede og sikrede institutioner har markant flere og mere omfattende psykiatriske udfordringer end andre anbragte unge. Samtidig har en større andel af dem været involveret i kriminalitet, og de begår generelt mere kriminalitet end deres jævnaldrende i øvrige anbringelser. Mange af disse unge vokser op i familier, hvor forældrene tidligt har haft kontakt med kriminalitet. På trods af denne tidlige risikoprofil har de dog - sammenlignet med andre anbragte unge - sjældnere modtaget sociale foranstaltninger før 12-årsalderen, hvorefter forskellen mellem dem udlignes.
Forvaltningen har desuden gennemgået alle sociale anbringelser af københavnske børn og unge i 2024 på sikrede og delvist lukkede institutioner. Der er tale om 18 anbringelser i alt, hvoraf halvdelen af anbringelserne skete efter en afgørelse i kommunens Børne- og Ungeudvalg, mens den anden halvdel skete efter en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet. Til sammenligning kan det oplyses, at der i 2024 var anbragt i alt ca. 920 børn og unge i Københavns Kommune.
Sagsgennemgangen viser – ligesom den kvantitative analyse – at en stor andel af de børn og unge, der blev socialt anbragt i 2024, enten har begået kriminalitet, er i risiko for at gøre det, har et forbrug af rusmidler eller udviser udadreagerende adfærd. Det er dog ikke alle børn og unge, der oplever alle tre typer af udfordringer samtidig. På samme måde har en stor andel på både sikrede og delvist lukkede institutioner en eller flere psykiatriske diagnoser, og for de resterende er der mistanke om mulige diagnoser. Hovedparten af dem har også været anbragt før, og mange har også flere skift i anbringelsesforløbet.
Sagsgennemgangen er vedlagt i bilag 2, mens dataanalysen er vedlagt i bilag 3.
Pædagogisk ramme for Sønderbro, Nexus og Skodsborg
Socialforvaltningen har i forbindelse med arbejdet med den pædagogiske ramme også afholdt to workshops med deltagelse af medarbejdere og ledere fra de tre institutioner samt repræsentanter fra myndighedsområdet, områdeledelsen og centerchefer.
Begge workshops var tilrettelagt som åbne, dialogorienterede processer og har tilvejebragt praksisnære input om både udfordringer og løsninger. Fokus har været på hele anbringelsesforløbet – før, under og efter et ophold – og drøftelserne har omfattet centrale temaer såsom børnesyn og værdier (herunder brugen af tilbageholdelse), det faglige fundament (metoder, tilgange, magtanvendelser og sikkerhed), samt sundhed, misbrug og psykiatri. Derudover har der været fokus på emner som struktur i hverdagen, skole og fritid, forældresamarbejde og overgange til andre tilbud eller voksenlivet. En opsummering fra de to workshops fremgår af bilag 4.
Med afsæt i de tre institutioners eksisterende praksis, data og input fra workshopforløbet har Socialforvaltningen skitseret de centrale elementer i en kommende, styrket pædagogisk ramme. Rammen fastlægger en fælles faglig retning og de fælles værdier for det daglige arbejde på tværs af tilbuddene og tager udgangspunkt i den allerede veletablerede praksis på de tre tilbud. Derudover tager den højde for igangværende tiltag på området og aktuelle faglige drøftelser både lokalt og nationalt. Målet er at sikre større sammenhæng, tydelighed og fælles faglighed i indsatsen til en sårbar målgruppe med komplekse behov.
Rammen indeholder konkret en beskrivelse af det fælles børnesyn med fokus på tryghed, inddragelse, relationer og stabilitet for unge med svære livserfaringer. Den beskriver endvidere det faglige fundament samt de metoder og tilgange, der arbejdes ud fra på de tre institutioner, fx relationel pædagogik, miljøterapi, mentalisering, traumebevidsthed, ADL-træning, social færdighedsudvikling og konfliktnedtrappende metoder. Afslutningsvist beskrives også arbejdet med kerneområder som skole, sundhed, psykiatri, misbrug, fritid og udslusning.
Det er første gang, at de fælles værdier mellem de tre institutioner er samlet og nedskrevet i ét fagligt dokument. Det vil fremover danne grundlag for det samlede arbejde, og Socialforvaltningens vil efter rammens udarbejdelse have et særligt fokus på implementeringen af den.
Som supplement til den fælles pædagogiske ramme har Socialforvaltningen udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan den eksisterende anbringelsespralsis kan styrkes – både inden for den eksisterende økonomiske ramme og gennem tilførsel af ekstra ressourcer. Anbefalingerne er ligeledes baseret på drøftelserne fra workshopforløbet.
De centrale elementer i den styrkede pædagogiske ramme og anbefalingerne beskrives nærmere i bilag 1.
Status på øvrige nationale tiltag om sikrede og delvist lukkede institutioner
Forskningsprojekt om børn og unge på sikrede institutioner
VIVE arbejder aktuelt på et forskningsprojekt, der skal kortlægge børns kontakt med systemet og deres støttebehov før og efter en sikret anbringelse. Projektet har særligt fokus på at styrke sammenhæng og kontinuitet i overgangen fra sikret til åben anbringelse eller anden indsats, og der vil blive udviklet en model, der skal styrke udskrivningsforløbet fra sikrede institutioner. Projektet forventes afsluttet i 2026.
Ombudsmandens temarapport om delvist lukkede døgninstitutioner
I 2024 besøgte Folketingets Ombudsmand alle syv delvist lukkede døgninstitutioner i Danmark. På baggrund af besøget anbefaler Ombudsmanden bl.a. bedre registrering og indberetning af magtanvendelse, opdaterede retningslinjer, klar information til børn og forældre om rettigheder og kommunalbestyrelsens godkendelse ved tilbageholdelse. I forhold til interne skoler anbefales fuldt fagligt timetal med få undtagelser. Nexus og Skodsborg arbejder på at sikre, at deres praksis er i overensstemmelse med anbefalingerne.
Tiltag i 10-års plan for psykiatrien om de specialiserede sociale tilbud til børn og unge
I forbindelse med 10-års planen skal der ske en styrkelse af de specialiserede sociale tilbud til børn og unge, fx ved at etablere nye eller udbygge eksisterende tilbud, herunder sikrede døgninstitutioner, samt sikre, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer. Samarbejdet mellem kommunale myndigheder, sociale tilbud, skoler og psykiatrien skal styrkes. Den konkrete udformning af indsatsen fastlægges efter et fagligt forarbejde, som starter i 2025 under Social- og Boligstyrelsen, og initiativet træder i kraft i 2027.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Videre proces
Socialforvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelser arbejde videre med forslaget til en styrket pædagogisk ramme for Sønderbro, Nexus og Skodsborg samt anbefalingerne til at styrke praksis for udsatte børn og unge både før, under og efter en anbringelse.
Socialudvalget vil få forelagt den endelige pædagogiske ramme på udvalgsmødet den 10. december 2025. Socialforvaltningen vil derefter have et særligt fokus på implementeringen af den styrkede ramme.
Katrine Ring
/ Eva Stokbro Jensen