Mødedato: 04.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Revisionsberetning 2012

Se alle bilag
Socialforvaltningen har den 6. august 2013 modtaget den endelige revisionsberetning for 2012 fra Deloitte.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
1. At Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til bemærkninger til Revisionsberetningen for 2012, i bilag 1, med henblik på fremsendelse til Økonomiudvalget.

Problemstilling

Udvalget behandlede på udvalgsmødet den 14. august 2013 direktionsnotater vedrørende regnskabet for 2012. Notaterne indeholdt blandt andet de forventede revisionsbemærkninger, samt forvaltningens kommentarer og tiltag på baggrund af bemærkningerne.
Deloitte har nu fremsendt de endelige revisionsberetninger til kommunen, herunder Revisionsberetning 2012 vedrørende årsregnskabet (bilag 1) og revisionsberetning for områder omfattet af statsrefusion (bilag 2, inklusive underbilag).

 

 

Løsning

Af beretningen følger det at: "Revisionen har i tidligere år konstateret høje fejlandele på de refusionsbærende områder. I 2012 har den stikprøvevise sagsgennemgang alene givet anledning til bemærkninger i 9% af de gennemgåede sager – både fejl med og uden udbetalings- eller refusionsmæssig betydning (mod 51% i 2011). Desuden har en særlig analyse af udgifterne til medicin givet anledning til en systematisk fejl."

og

"Det er vores vurdering, at der er sket store fremskridt i sagsbehandlingen i løbet af handleplanperioden november 2011 til november 2012. Der skal dog udføres et betydeligt arbejde for at sikre, at handleplanens mange tiltag får de tilsigtede virkninger for den praktiske sagsbehandling, jf. socialberetningens revisionsbemærkninger i øvrigt."

Der er 5 revisionsbemærkninger vedrørende Socialforvaltningens område, hvilke er følgende:

Revisionsbemærkning nr. 3: Tilsyn med selvejende og private botilbud (forvaltningsrevision) - Kommunens Interne Revision har foretaget en gennemgang af Socialforvaltningens tilsyn med selvejende og private botilbud, jf. lov om social service og anbefaler at Socialudvalget sikrer sig, at Socialforvaltningens handlingsplaner er blevet implementeret og i praksis fået den tilsigtede virkning.
Socialforvaltningens svar: Socialforvaltningen har på baggrund af Intern Revisions observationer og risikovurderinger udarbejdet en række handleplaner for håndteringen heraf. Forvaltningen følger op på implementeringen af handlingsplanerne.

Revisionsbemærkning nr. 5: Interne kontrolsystem  - Deloitte har anbefalet, at forvaltningen indfører et begrænset tilsyn på området for særligt dyre enkelt sager, der sikrer, at der er overensstemmelse mellem faktiske udgifter i en sag og de udgifter, der hjemtages refusion for, samt at de medtagne udgifter er refusionsberettigede.
Socialforvaltningens svar: Forvaltningen vil tage revisionens bemærkninger med ind i det videre arbejde med tilrettelæggelse af et ledelsestilsyn på området vedrørende Særligt Dyre Enkeltsager. Forvaltningen forventer at implementere tilsynet i løbet af efteråret 2013.
 
Revisionsbemærkning nr. 6. : Generelle bemærkninger - Særligt dyre enkeltsager. - Kommunen har anvendt enkeltmandstilbud, som ikke er oprettet i tilbudsportalen. Refusionen vedrørende særligt dyre enkeltsager for 2012 var derfor for høj.
Socialforvaltningens svar: Forvaltningen vil foretage berigtigelse vedrørende de tilbud, der ikke var oprettet på tilbudsportalen.

Revisionsbemærkning nr. 7: Generelle bemærkninger – Genopretning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 41 og 42. - I forbindelse med Deloittes opfølgning på kommunens genopretningsplan vedrørende udgifter efter §§ 41 og 42 er det konstateret, at kommunen i februar 2013 har færre sager, der skal genoprettes, men har genoprettet færre sager end forudsat.

Socialforvaltningens svar: Sagsmængden med behov for genopretning er kvalificeret, hvilket har nedbragt antallet af den oprindelige sagsstamme fra 3.500 til 1.555 sager. Det tager længere tid at genoprette de konkrete sager i den kvalificerede sagsmængde, idet der nu er "renset" for de sager, der ved en meget hurtig gennemgang kunne lukkes. ledelsen i forvaltningen følger udviklingen i genopretningen tæt.

Revisionsbemærkning nr. 8: Refusionsopgørelsen for 2012  - Deloitte anbefaler kvalitetessikring af refusionsopgørelsen inden den sendes.
Socialforvaltningens svar: Forvaltningen tager revisionens bemærkning til efterretning og vil stramme op på proceduren for kvalitetssikring.

Udover revisionsbemærkninger, omtaler observationer fra Intern Revisions gennemførte forvaltningsrevision to forhold:

1. Den økonomiske opfølgning på ydelser leveret af private dagbehandlingstilbud. - Revisionen konkluderer blandt andet at BUF ikke har implemneteret tilstrækkelige procedurer med henblik på dagbehandlingstilbuddenes overholdelse af undervisningsoverenskomster og SOF ikke i tilstrækkeligt omfang har fulgt op på de aftalte priser.
Socialforvaltningens svar: Punktet vedrører primært BUF. SOF er i dialog med BUF om opfølgning på revisions bemærkninger. Forvaltningerne finder, at det er et komplekst område. Der vil formentlig blive behov for ekstern juridisk bistand til udredning af området.

2. Registreringer til opfyldelse af servicelovens krav til opfølgning i Børnesager - Revisionen anbefaler, at der tilvejebringes et fælles grundlag for metodiske standarder, der skal anvendes ved gennemførelsen af interne undersøgelser til forelæggelse for politisk beslutningsfora.
Socialforvaltningens svar: Forvaltningen imødeser udarbejdelse af fælles metodiske standarder og indgår gerne i arbejdet.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen sender den 30. august 2013 denne indstilling med forvaltningens svar på revisionsbemærkninger til Økonomiforvaltningen med forbehold for Socialudvalgets godkendelse.

Økonomiforvaltningen forelægger den samlede besvarelse af Revisionsberetning 2012 for Revisionsudvalget senest d. 24. september 2013. Herefter forelægger Revisionsudvalget sin revisionsbetænkning for Økonomiudvalget d. 29. oktober 2013 og for Borgerrepræsentationen d. 28. november 2013.

Herudover vil Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil ultimo 2013 fremlægge status på handleplan for sikker økonomistyring og øget kvalitet i sagbehandlingen med revisionernes vurdering af implementeringskraften af initiativerne og effekten af samme. 
Anette Laigaard/
                            Kasper Håkansson

Beslutning

Specialkonsulent Lone Berner Wolff deltog under punktets behandling. 

Indstillingen blev godkendt.
Til top