Mødedato: 02.05.2007, kl. 15:00

Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008

Se alle bilag

Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. maj 2007

 

 

3.      Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008

 

SUD 172/2007  J.nr. 172/2007

 

 

 

Socialudvalget skal jf. indkaldelsescirkulæret til budget 2008 aflevere udvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 senest den 15. maj 2007. Socialudvalget skal i den forbindelse godkende en række forskellige bidrag til budgetforslaget herunder udvalgsafsnittet og ydelseskataloget.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  At Socialudvalget godkender udvalgsafsnittet til Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 med henblik på oversendelse til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling

2.  At Socialudvalget godkender ydelseskataloget (inkl. de politiske resultatmål) til Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 med henblik på oversendelse til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling, samt bemyndiger Socialforvaltningen til at indarbejde konsekvenserne af de vedtagne besparelser i ydelseskataloget

3.  At Socialudvalget godkender Socialudvalgets samlede ønskeliste til budgetforslag 2008 (inkl. en eventuel prioritering) med henblik på oversendelse til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling

4.  At Socialudvalget godkender investeringsoversigten til Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 med henblik på oversendelse til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling

5.  At Socialudvalget godkender takstbilaget til Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 med henblik på oversendelse til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling

6.  At Socialudvalget godkender Socialudvalgets budgetredegørelse vedr. integrationsindsatsen med henblik på oversendelse til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets videre behandling

7.  At Socialudvalget tager til efterretning, at såfremt Socialudvalget i forbindelse med drøftelsen af de sociale institutioner på Christiania godkender, at udgiften på 2,9 mill. kr. til HoV og Sundhedshuset skal finansieres indenfor rammen, så stiger den samlede udfordring fra 101,2 mill. kr. til 104,1 mill. kr. Det indebærer en tilsvarende stigning i de generelle besparelser

 

Problemstilling

Socialudvalget skal jf. indkaldelsescirkulæret til budget 2008 aflevere udvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 senest den 15. maj 2007. Socialudvalget skal i den forbindelse godkende en række forskellige bidrag til budgetforslaget. Socialudvalget skal herunder godkende finansieringen af den samlede økonomiske udfordring på 101,2 mill. kr. De primære årsager til, at Socialudvalget skal spare 101,2 mill. kr. i 2008 er Socialudvalgets bidrag til prioriteringsrummet til budget 2008 (35 mill. kr.), merforbruget på hjemmeplejen til handicappede (25 mill. kr.) og manglende integrationsindtægter (12,1 mill. kr.) samt øvrige konsekvenser af indkaldelsescirkulæret (7,1 mill.kr.).

 

Som en del af bidraget til budgetforslag 2008, skal Socialudvalget endvidere aflevere en ønskeliste. Hertil er der udarbejdet en række forskellige ønskeforslag, som Socialudvalget skal tage stilling til og eventuelt prioritere.

 

Endelig skal der til budgetbidrag 2008 udarbejdes en investeringsoversigt, et takstbilag, smat resultatmål for alle budgetområder. Resultatmålene indgår i budgettet, og der følges op herpå i forbindelse med regnskabsprognoser og regnskab 2008.

 

Løsning

Socialudvalget har drøftet udvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 over flere omgange. Drøftelserne vedr. budgetforslag 2008 startede på Socialudvalgets budgetseminar den 12. marts 2007 og siden hen er budgetforslag 2008 blevet drøftet på Socialudvalgsmøderne den 28. marts, 18. april og 25. april. På baggrund af de forskellige budgetdrøftelser, har Socialforvaltningen udarbejdet Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008.

 

Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 består (jf. kravene fra indkaldelsescirkulæret til budget 2008) af et udvalgsafsnit (bilag 1), et ydelseskatalog (bilag 2), en ønskeliste (bilag 3), en investeringsoversigt (bilag 4), et takstbilag (bilag 5) og en budgetredegørelse vedr. integrationsindsatsen (bilag 6).

 

I forhold til den samlede økonomiske udfordring på 101,2 mill. kr. så har Socialforvaltningen på baggrund af de tidligere budgetdrøftelser i Socialudvalget udarbejdet en finansieringsmodel, som kombinerer konkrete besparelser, generelle besparelser, tværgående besparelser fra indkaldelsescirkulæret til budget 2008 samt servicereduktioner på hjemmeplejen. Finansieringsmodellen fremgår af udvalgsafsnittet (bilag 1).

På Socialudvalgsmødet den 25. april blev der bestilt tre nye spareforslag vedr. vedligeholdes, vikarkorps på hjemmeplejen og administration. Disse tre nye spareforslag fremgår af bilag 8, hvor en opdateret udgave spareforslag "S425 Omlægning af dagtilbuddene til handicappede i Socialforvaltningen" ligeledes fremgår. Endelig er spareforslag "S426 Samlet forslag angående ændring i serviceniveauet i hjemmeplejen" revideret jf. Socialudvalgets tilkendegivelser den 25. april 2007 samt splittet op i 5 separate spareforlag (S427-S431).

 

Ydelseskataloget beskriver Socialudvalget samlede budget fordelt på enhedspriser og mængder. Af ydelseskataloget fremgår Socialudvalgets resultatmål for de enkelte områder. Finansieringen af den samlede økonomiske udfordring på 101,2 mill. kr. er ikke indarbejdet i ydelseskataloget endnu, hvorfor Socialudvalget skal bemyndige Socialforvaltningen til at tilrette ydelseskataloget jf. udvalgets beslutninger vedr. finansieringsmodellen for 2008.

 

Socialudvalgets ønskeliste til budget 2008 blev kort behandlet på Socialudvalgsmødet den 18. april 2007 og den 25. april. På baggrund af drøftelserne her, skal Socialudvalget endeligt godkende udvalgets ønskeliste til budget 2008 samt eventuelt prioritere ønskelisten. Hvis der skulle være behov for det, har Socialforvaltningen udarbejdet forvaltningens bud på en prioriteret ønskeliste (bilag 5). I forhold til drøftelserne den 25. april er der udarbejdet et nyt ønskeforslag vedr. hjælpemidler til handicappede.

 

Økonomi

Se ovenstående

 

Videre proces

Socialudvalgets bidrag til Københavns Kommunes budgetforslag 2008 fremsendes til Økonomiforvaltningen efter Socialudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen samler bidragene fra samtlige fagudvalg til Københavns Kommunes budgetforslag 2008. Budgetforslaget forelægges Økonomiudvalget den 12. juni 2007.

 

Bilag

Bilag 1 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – udvalgsafsnit

Bilag 2 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – ydelseskatalog

Bilag 3 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – spareforslag

Bilag 4 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – ønskeforslag

Bilag 5 – Socialforvaltningens bud på en prioriteret ønskeliste til budgetforslag 2008

Bilag 6 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – investeringsoversigt

Bilag 7 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – takstbilag

Bilag 8 – Socialudvalgets budgetforslag 2008 – budgetredegørelse vedr. integrationsindsatsen

 

 

                      Anette Laigaard                 /                     Sven Bjerre


 

Til top