Delegation af beføjelser fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget til borgmesteren og forvaltningen
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget orienteres i bilag 1 om gældende delegationer fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget til borgmesteren og til forvaltningen.
Med delegation menes der overdragelse af en opgave, et ansvar eller en bemyndigelse fra udvalget til enten borgmesteren eller forvaltningen. Formålet er at opnå en mere effektiv anvendelse af udvalgets møder og undgå unødigt at skulle foreligge standardsager for udvalget og i stedet sikre, at forvaltningen har mulighed for at agere hurtigt og effektivt.
Forvaltningen har tilføjet en række nye delegationer som ikke tidligere har været beskrevet i oversigten over delegation af beføjelser. Disse nye delegationer er markeret med gult.
En del af de nye delegationer er tilføjet på baggrund af ændringerne af ressort, hvor KEJD (Københavns Ejendomme) er blevet en del af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen. Der er således ikke tale om nye delegationer for KEJD, der tidligere har fået delegeret kompetencerne fra Økonomiudvalget.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal herefter tage stilling til om delegationerne til borgmesteren og forvaltningen kan godkendes.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at der arbejdes ud fra den delegation af beføjelser fra udvalget til borgmesteren og forvaltningen, som fremgår af bilag 1 til denne indstilling.
Problemstilling
Det er sædvanlig praksis, at et udvalg – typisk på det første møde efter et nyvalg – forelægges en indstilling om den fulgte delegationspraksis samt tager stilling til om den skal fortsættes.
Det nye Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalg forelægges derfor en indstilling om, hvilke delegationer borgmesteren for kultur, fritid og borgerservice og Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder ud fra og hvilke der foreslås tilføjet af forvaltningen.
Løsning
Der arbejdes aktuelt ud fra følgende bemyndigelser, som foreslås fortsat (for en uddybning henvises til bilag 1):
- udbetaling af forskud på den til enhver tid førstkommende rate af bevilgede tilskud til kulturinstitutioner,
- notere transporterklæringer vedrørende kommende rater af bevilgede tilskud til kulturinstitutioner,
- forskellige bemyndigelser på legatområdet,
- udbetalinger af partistøtte,
- tilladelse til brug af Københavns Kommunes byvåben og logo efter de gældende retningslinjer,
- besvarelse af henvendelser, herunder høringsanmodninger fra andre offentlige myndigheder, når henvendelserne ikke er af principiel eller politisk karakter,
- besvarelse af henvendelser fra borgere eller organisationer, såfremt henvendelserne ikke er af principiel eller politisk karakter,
- indgåelse af forpagtningskontrakter vedrørende cafeer i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens institutioner,
- godkendelse af afskrivning af uerholdelige fordringer i de tilfælde, hvor afskrivningen ikke har væsentlige budgetmæssige konsekvenser,
Følgende nye bemyndigelser foreslås tilføjet:
10. tilladelse til at give administrative afslag på puljeansøgninger, som ikke kan modtage tilskud.
Forvaltningen er på nuværende tidspunkt ikke bemyndiget til at give administrative afslag. Forvaltningen bruger derfor ressourcer på at sagsbehandle ansøgninger, som ikke kan modtage tilskud.
11. Mulighed for at godkende og afslå større ændringer af tilskudsaftaler i aftaleperioden
Forvaltningen har ikke bemyndigelse til at godkende og afslå større ændringer af tilskudsaftaler i aftaleperioden. Nuværende praksis er, at udvalget forelægges orienteringer om større ændringer af tilskudsaftaler indenfor aftaleperioden og skal reagere indenfor 14 dage efter modtagelsen af orienteringen.
12. Bemyndigelse til at en ekstern aktørs borgerrettede kulturaktivitet i et af forvaltningens kulturhuse, biblioteker eller idrætsanlæg kan støttes med en værdi op til 19.999,- For at skabe det bedst mulige kulturtilbud i forvaltningens huse og understøtte eksterne kulturaktørers aktiviteter er det i mange sammenhænge hensigtsmæssigt at kunne give mulighed for, at disse aktørers aktiviteter kan afholdes i forvaltningens huse. En ekstern aktørs adgang til at afholde sin aktivitet i et af forvaltningens huse uden betaling af fuld leje udgør dog en støtte til aktiviteten
13. Kompetence til at indgå udlejningsaftaler samt lejefastsættelse på almindelige markedsvilkår for så vidt angår diverse erhvervslejemål (areal- og bygningsudlejning)
14. Kompetence til at indgå udlejningsaftaler for så vidt angår boliger. Idet såvel lejens størrelse som øvrige lejevilkår i omfattende grad er reguleret ved ufravigelige lovbestemmelser, er forvaltningen bemyndiget til at indgå lejeaftaler for så vidt angår beboelseslejemål
15. Kompetence til at indgå udlejningsaftaler, der er uopsigelige i op til 10 år fra Københavns Kommunes side. Udlejningsaftaler, der er uopsigelige fra Københavns Kommunes side i mere end 10 år skal behandles i KFU og Borgerrepræsentationen
16. Kompetence til at KEJD forestår, inden for de rammer der er fastlagt i det vedtagne budget og af eventuelle andre beslutninger i Borgerrepræsentationen og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget, udbudsforretninger ved anskaffelser eller bygningsarbejder mv. der er nødvendige for udførelsen af vedligeholdelsesopgaver og den daglige drift, i det omfang de ikke rummes af forvaltningens øvrige aftaler.
17. Kompetencen til at direktøren for KEJD og centerchef i Vedligehold, Energi og Teknik, KEJD, hver for sig kan ansøge Energistyrelsen om ”Tilsagn til nettoafregning” og ”Afgørelse om nettoafregning” for solcelleanlæg samt søge om ”Dispensation for krav om selskabsudskillelse”.
Baggrund
Det følger af styrelseslovens § 17, at Økonomiudvalget og de stående udvalg i overensstemmelse med den i styrelsesvedtægten angivne ressortfordeling varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender.
Med henblik på at sikre at udvalgene er funktionsdygtige, og at afgørelserne ikke forsinkes unødigt, er det sædvanlig praksis, at de enkelte udvalg delegerer opgaver til henholdsvis udvalgets formand (borgmesteren) og forvaltningen.
Grundlæggende kan delegationer ske såvel udtrykkelige som stiltiende.
En udtrykkelig delegation kan fremgå af kompetencefordelingsplaner eller instrukser eller ved en konkret beslutning. Et eksempel herpå er de af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, som er revideret den 1. juni 2021. En stiltiende delegation kan f.eks. foreligge, hvor forvaltningen forelægger trufne afgørelser til efterretning, således at udøvelsen af beføjelserne til stadighed kan anses for accepteret.
Med hensyn til kommunens stående udvalg kan borgmesteren på udvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. styrelseslovens § 22, stk. 2. Denne kompetence kan ikke fratages borgmesteren. Herudover kan udvalget vælge at delegere yderligere beføjelser til borgmesteren. En sådan delegation af beføjelser fra udvalget til borgmesteren kræver enighed i udvalget. Det bemærkes, at borgmesterens opgaver i forbindelse med den administrative ledelse ikke er omfattet af de stående udvalgs umiddelbare forvaltning. Borgmesterens administrative ledelse er udtrykkeligt fastlagt i styrelsesloven.
Udvalget kan herudover delegere beføjelser til forvaltningen. I overensstemmelse med styrelseslovens § 20, stk. 2, sker dette ved almindelig flertalsbeslutning.
Et stående udvalg vil altid kunne tilbagekalde eller ændre en delegation. Medmindre der er tale om et egentligt delegationsforbud, er der ikke fastsat nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang udvalget må delegere opgaver. Dog må delegationen ikke antage et sådant omfang, at udvalgsbehandlingen reelt sættes ud af funktion. Derfor vil der typisk blive delegeret opgaver, der ikke er af principiel karakter. Delegationen kan derfor beskrives som et redskab til at sikre et effektivt udvalgsarbejde. Delegationen er dermed med til at sikre, at udvalget kan koncentrere sig om at behandle de principielle sager.
Af oversigten i bilag 1 fremgår en opregning af konkrete bemyndigelser fra Kultur, Fritids- og Borgerserviceudvalget, som borgmesteren og forvaltningen i øjeblikket arbejder ud fra og hvilke der foreslås tilføjet. Endelig skal det bemærkes, at udvalget også i forhold til enkeltstående, konkrete sager ofte bemyndiger forvaltningen til at foretage de nødvendige skridt i en pågældende sag. Sådanne enkeltstående bemyndigelser fremgår ikke af delegationsfortegnelsen.
Politisk handlerum
Kultur-, og Fritids- og Borgerserviceudvalget kan sende sagen retur til forvaltningen med henblik på at udarbejde en sag om konsekvenserne af at ændre eller fjerne delegationsbeføjelser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
En oversigt over de bemyndigelser, som borgmesteren og forvaltningen arbejder ud fra, vil blive lagt på udvalgets interne site for orienteringer mv. (KFU-portalen).
Mikkel Boje
/ Assal Raun
Beslutning
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets beslutning i mødet den 8. januar 2026
Indstillingen blev godkendt uden afstemning, dog således overskriften på delegationens punkt 10 ændres fra ”Bemyndigelse til at give administrative afslag på ansøgninger til puljer, som ikke kan modtage tilskud” til ”Bemyndigelse til at give administrative afslag på ansøgninger til puljer, som ikke opfylder formelle kriterier”.