Mødedato: 25.09.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Lydisolering af Christianshavns Beboerhus

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tilskud på 438.437,50 kr. til lydisolering af Christianshavns Beboerhus multisal.

Aktuelt afvikler Christianshavns Beboerhusforening ikke arrangementer i multisalen, som overstiger 86 dB, hvilket begrænser beboerhusets kulturtilbud.

Christianshavns Beboerhusforening har den 15. maj 2025 fået afslag på en ansøgning til udvalgets disponible midler om lydisolering af multisalen, da udvalget ønskede en nærmere undersøgelse af, om lydisoleringen kunne indgå i Københavns Kommunes Planlagt Vedligehold.

Lydisolering af multisalen indgår ikke i Københavns Kommunes Planlagt Vedligehold af beboerhuset, da det ikke er nødvendigt for ejendommens funktion. Christianshavns Beboerhusforening har ikke selv kunne skaffe finansiering til formålet.

Udvalget skal derfor tage stilling til ansøgningen om finansiering af lydisolering af multisalen (bilag 1). Lydisoleres multisalen vil Christianshavns Beboerhusforening have mulighed for afvikling af arrangementer i multisalen, som overstiger 86 dB.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der ydes tilskud på 438.437,50 kr. fra udvalgets disponible midler til lydisolering af Christianshavns Beboerhus multisal.

Problemstilling

Christianshavns Beboerhusforening har i 2025 modtaget tre klager om støjgener fra arrangementer i beboerhusets multisal. Københavns Kommune har henstillet til, at der ikke må afvikles arrangementer, som overstiger 86 dB, der er det godkendte støjniveau i ejendommen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at såfremt der modtages yderligere klager fra naboer, og disse medvirker til sagsbehandlingen, vil der kunne måles overskridelse af støjgrænser i Beboerhuset og nabobeboelserne. Efterfølgende vil der blive udstedt en indskærpelse /undersøgelsespåbud og herefter et påbud om overholdelse af restaurationsforskriften. Dette betyder i praksis, at multisalen skal bygges om således at det kan rumme den støj, som Beboerhuset ønsker, uden at overskride støjgrænseværdierne hos naboen/klageren.

Christianshavns Beboerhusforening har den 15. maj 2025 fået afslag på en ansøgning til udvalgets disponible midler om lydisolering af multisalen, da udvalget ønskede en nærmere undersøgelse af, om lydisoleringen kunne indgå i Københavns Kommunes Planlagt Vedligehold.

Løsning

Planlagt Vedligehold

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ansvar for en række kultur- og fritidsfaciliteter, som løbende skal vedligeholdes og genoprettes. Til formålet har forvaltningen 34 mio. kr. årligt til almindelig drift og vedligehold. Med Budget 2025 er der afsat yderligere ca. 50 mio. kr. årligt til Planlagt Vedligehold af forvaltningens faciliteter for årene 2025 – 2035, heraf ca. halvdelen reserveret til kunstgræsbaner. For at sikre, at der ikke opstår et vedligeholdelses- og genopretningsefterslæb af kultur- og fritidsfaciliteter, har forvaltningen udarbejdet tilstandsvurderinger for i alt 169 lokationer, herunder 31 af byens kulturhuse, inklusiv Christianshavns Beboerhus.

Tilstandsvurderingen danner grundlag for Planlagt Vedligehold af Christianshavns Beboerhus, og ansvarsfordelingen for udførelse af arbejderne er fastsat i Christianshavns beboerhusforenings driftsaftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen (bilag 3) og Københavns Kommunes fordeling af ansvar for bygningsvedligehold (bilag 4). Det følger af ansvarsfordelingen og Planlagt Vedligehold for ejendommen, at Københavns Kommune dels ikke er ansvarlige for indvendige forhold, som lydisolering af lokaler, og dels at lydisolering ikke er nødvendig for ejendommens funktion.

Lydisolering af multisalen

Beboerhuset fik i 2017 undersøgt, hvilke støjdæmpende tiltag der skulle implementeres for, at multisalen kunne benyttes til koncerter og lignende aktiviteter (bilag 2). Undersøgelsen konkluderer, at der er behov for lydisolering af vægge og vinduer mod gaden, samt lydisolering af ovenlysvindue og ventilation i multisalen. Københavns Ejendomme har overfor forvaltningen oplyst, at vinduerne er renoveret i 2025, men at der ikke er taget højde for lydisolerende tiltag i processen.

Jf. Christianshavns Beboerhusforenings driftsaftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal foreningen afholde kulturelle arrangementer og begivenheder på Christianshavn og fungere som samlingspunkt og mødested for lokale foreningers aktiviteter, så som dans, teater, og diverse former for træning og møder. Lydisoleres multisalen har Christianshavns Beboerhusforening mulighed for at afvikle arrangementer, som overstiger 86 dB.

Alternativ finansiering

Christianshavns Beboerhusforening har fået afslag om fondsstøtte og har ikke selv kunne finansiere lydisolering af multisalen.

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge ikke at afsætte midler til lydisoleringen af Christianshavns Beboerhus multisal. I så fald kan salen fortsat ikke bruges til afvikling af arrangementer, som overstiger 86 dB. Det vil dog være muligt at afvikle andre typer af arrangementer.

Økonomi

Hvis udvalget vælger at finansiere lydisolering af multisalen, anvises dækning på udvalgets konto 3.35.64.1 (disponible midler).

Videre proces

Såfremt udvalget beslutter at finansiere lydisolering, vil forvaltningen afklare sagen og i dialog med Christianshavns beboerhus udarbejde en tilskudsaftale.

Mikkel Boje

  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2025

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top