Mødedato: 07.12.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring af Erhvervsstrategi 2024

Se alle bilag

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og godkender vedlagte forslag til høringssvar til Økonomiudvalget vedrørende udkast til Københavns Kommunes kommende Erhvervsstrategi.

Problemstilling

Den kommende Erhvervsstrategi blev drøftet på møde i Økonomiudvalget den 7. november 2023, hvor det blev godkendt, at Københavns Kommunes Erhvervsstrategi 2024 sendes i intern høring i Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Herefter sendes Erhvervsstrategien i ekstern skriftlig høring hos Københavns Kommunes erhvervsrelaterede råd.

Løsning

Økonomiforvaltningen har med input fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejdet udkast til Erhvervsstrategi 2024, som forventes endeligt politisk behandlet i Borgerrepræsentationen i starten af 2024.

Det foreslås, at strategien løber fra 2024 til og med 2027 med en midtvejsstatus i 2025. Erhvervsstrategien implementeres i regi af erhvervs- og vækstsamarbejdet mellem Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Indhold af Erhvervsstrategien 

Erhvervsstrategien er opbygget omkring fem temaer:

1. Virksomhedsservice og rammevilkår

Fokus på styrket servicekultur, rammevilkår for små og mellemstore erhvervsdrivende, og demokratiske og socialøkonomiske virksomheder.

2. Arbejdskraft

Fokus på at øge udbuddet af faglært arbejdskraft, tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft og samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner om at sikre kompetencer til fremtiden.

3. Byudvikling

Fokus på indsatser i Kommuneplanstrategien, der skal sikre plads og rammer for store kontorerhverv og hovedsæder, kreative erhverv og håndværkserhverv i byen.

4. Klima

Fokus på at understøtte grøn omstilling af byens erhvervsliv og udvikling og eksport af grønne løsninger.

5. International konkurrenceevne

Fokus på at styrke hovedstadens internationale konkurrenceevne, med særligt fokus på at understøtte rammevilkår for den regionale Life-science industri, en bæredygtig udvikling af København som turistdestination og styrke rammevilkår for iværksætteri.

Udover direkte koblinger ml. Erhvervsstrategien og Kommuneplanstrategi og Kommuneplan, Indkøbspolitikken, og Klimaplan, er det Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der også er snitflader og synergier til andre politikker og strategier, som berører Kultur- og Fritidsforvaltningens ressortområder. Det gælder bl.a.  Københavns Internationale strategi, Studielivspolitikken, Megaeventstrategien, Restaurations- og Nattelivsplanen samt Kultur- og Fritidspolitikken.  

Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af Erhvervsstrategien

Vedlagte høringssvar (bilag 1) er udarbejdet med afsæt i Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af de indsatser i Erhvervsstrategien, som Kultur- og Fritidsudvalget har ressortansvar for. Flere af de nuværende og fremadrettede indsatser på international arbejdskraft og bæredygtig turisme er afhængige af dialog om partnerskaber med staten, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og virksomheder.

På Kultur- og Fritidsforvaltningens ansvarsområder foreslås følgende fokus i høringssvar.

Tema 1. Virksomhedsservice og rammevilkår, herunder

  • ·videreføre fokus på straksafklaring, servicekultur, bedre kommunikation og dialog.
  • fortsat systematisk opsamling og bearbejdning af data, som kan forbedre brugeroplevelsen hos byens virksomheder.

Tema 2. Arbejdskraft med fokus på tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft, herunder:

  • sikre, at de internationale borgere kan få hjælp til papirarbejde, jobsøgning, netværksskabelse, deltage i faglige og sociale arrangementer, etc.
  • at de internationale borgeres adgang til boliger, internationale skoler og kultur- og fritidsliv understøttes.
  • at undersøge muligheden for at danne partnerskaber mellem store og små virksomheder i forhold tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft. 

Tema 3. Byudvikling og kreative erhverv og det kreative vækstlag, herunder:

  • at det fremgår af indsatser i strategien, at Københavns Kommune vil understøtte det kreative vækstlag og de kreative bymiljøer.
  • at det fremhæves hvilken værdi de kreative bymiljøer og kreative erhverv skaber.
  • at Københavns Kommune vil understøtte kunst og kultur og kreative miljøers plads i byudviklingen, også i de tomme lokaler på tværs af byen.

Tema 5. International konkurrenceevne og København som bæredygtig turistdestination, herunder:

  • at Copenhagen Visitor Service spiller en rolle for byens internationale konkurrenceevne.
  • at kulturturismen bør være et centralt fokus i Københavns turismeudvikling.
  • at strategien bør være mere konkret ift. en overordnet beskrivelse af strategiske potentialer og udfordringer for hovedstadens turisme.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen tilretter forslag til høringssvar efter udvalgets bemærkninger. Herefter sendes høringssvaret til Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen vil på baggrund af høringssvarene fra den interne og eksterne høring lave et revideret forslag til Erhvervsstrategi 2024 frem mod behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i marts-april 2024.

Med afsæt i strategiens mål og indsatser udarbejder de fire forvaltninger implementeringsplaner, hvorigennem mål og indsatser forankres i forvaltningerne og i det tværgående samarbejde. Forvaltningerne afrapporterer løbende til den tværgående Direktørstyregruppe. Der afrapporteres årligt til Københavns Kommunes erhvervsråd, og i 2025 udarbejdes en midtvejsstatus til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top