Mødedato: 02.05.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fremtidig biblioteksstruktur på Østerbro (efter høring)

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med en ny biblioteksstruktur på Østerbro.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget, på baggrund af den foretagne høring og med udgangspunkt i de tre muligheder, der er skitseret i indstillingen, tager stilling til det videre arbejde med en ny biblioteksstruktur på Østerbro.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 1. november 2018, at der skal ske en bred høring af lokalområdet (herunder lokaludvalget) om den fremtidige biblioteksstruktur på Østerbro med henblik på at sikre et forbedret beslutningsgrundlag. Indstillingen fra mødet den 1. november 2018 er vedlagt som bilag 1.

Løsning

Der er afholdt et borgermøde den 28. marts 2019 om biblioteksstrukturen på Østerbro med udgangspunkt i de tre scenarier, der er beskrevet i bilag 2. Herudover har der været mulighed for at komme med skriftlige tilkendegivelser til biblioteksstrukturen (bilag 3). Høringen har været annonceret i Østerbro Lokalavis samt på avisens Facebook-side, på Østerbro Lokaludvalgs Facebook-side og på Kultur Øs Facebook-side.

Østerbro Lokaludvalg har givet sine input til biblioteksstrukturen (bilag 4). Østerbro Lokaludvalg har tilkendegivet, at en placering ved Kulturcenter Kildevæld er udvalgets fortrukne. 

Resultaterne af høringen (fra deltagerne til borgermødet og de skriftlige input) peger i retning af, 

  • at der lægges vægt på tilgængelighed og adgang til offentlig transport,
  • at der er oplagte synergier ved at samlokalisere henholdsvis kultur og bibliotek samt idræt og bibliotek, og
  • at det er attraktivt med et nybyggeri eller renovering af Øbro Jagtvej Bibliotek.

Tilbagemeldingerne er således, at der både er potentialer og udfordringer ved de forskellige muligheder (bilag 2-6).

Grundlaget for borgerdialogen

Østerbro bliver i dag betjent af to biblioteker - Østerbro Bibliotek og Øbro Jagtvej Bibliotek. Derudover er der en mindre, digital biblioteksfunktion på vej i Kulturcenter Kildevæld. I forbindelse med Budget 2019 blev der afsat 9,5 mio. kr. til en planlægningsbevilling til en ny skole i Nordhavn med bibliotek og idrætshal.

Kapacitetsbehovet på biblioteksfunktioner på Østerbro tager udgangspunkt i det nuværende serviceniveau. Hvis man vil fastholde serviceniveauet, skal udbygningen af biblioteksfunktionerne følge befolkningsudviklingen.

Der arbejdes med tre mulige placeringer: ved Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen, ved Svanemøllehallen eller som nybyggeri på Øbro Jagtvejs grund. Ved alle tre placeringer arbejdes der med et bibliotek på 600 m2 + 100 m2 backoffice. Det nuværende Øbro Jagtvej Bibliotek har borgerservice på ca. 70 m2. Hvorvidt der skal være borgerservice ved en af placeringerne skal kvalificeres i det videre forløb.

Med afsæt i Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus og det kommende Valby Bibliotek skønnes det, at en biblioteksfunktion på 600 m2 med 100 m2 til backoffice og evt. ca. 70 m2 til Borgerservice kan etableres for ca. 35 mio. kr. Beløbet skal kvalificeres i det videre forløb og i tæt samarbejde med Byggeri København.

Hvis der skal arbejdes videre med at ændre biblioteksstrukturen på Østerbro, foreslås det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger en eller flere af nedenstående tre muligheder nærmere (indledningsvist er i hvert afsnit anført resultatet af høringen):

1. Kulturcenter Kildevæld

Resultatet af høringen

Under borgermødet blev det bl.a. fremført at et nyt bibliotek ved Kulturcenter Kildevæld vil binde Ydre Østerbro bedre sammen med resten af Østerbro samt at det er oplagt at tænke bibliotek og kultur sammen. Det blev også tilkendegivet, at der er ringe tilgængelighed og trafikale begrænsninger (bilag 2). Østerbro Lokaludvalg har tilkendegivet, at denne placering er udvalgets fortrukne (bilag 4).

Om mulighederne på Kulturcenter Kildevæld

Det kommende Kulturcenter Kildevæld på ca. 1.000 m2 ligger i den nordlige del af Østerbro. Kulturcentret vil indeholde foreningslokaler, værksted og bevægelsessal samt en begrænset, digital biblioteksfunktion på ca. 200 m2. Kulturcenter Kildevæld er planlagt til at åbne i 2. kvartal 2019.

Der er flere muligheder for at etablere et bibliotek på 600 m2 med 100 m2 til backoffice og evt. ca. 70 m2 til Borgerservice ved det kommende Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen. En tilbygning kan fx placeres i forbindelse med det kommende Kulturcenter Kildevæld ved eller ovenpå multisalen eller på en grund tæt på kulturcentret, der ejes af Københavns Kommune (bilag 4).

Der er ingen lokalplan for området ved Kildevældsskolen. Derfor skal muligheden for en udbygning eller placering af et nybyggeri afklares i en behovsafklaringsfase i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. 

2. Svanemøllehallen

Resultatet af høringen

I forbindelse med borgermødet blev det bl.a. fremført, at et bibliotek ved idrætshallen kan blive en spændende og nytænkende kombination af kultur og idræt, samt at Svanemøllehallen har en god beliggenhed på Østerbro. Det blev også nævnt, at det kan blive en økonomisk dyr løsning, samt at projektet på grund af placeringen vil være til gavn for færre østerbroborgere, da den ligger i "udkanten" af Østerbro (bilag 2).

Om mulighederne ved Svanemøllehallen

Svanemøllehallen ligger tæt på Svanemøllen Station. I Svanemøllehallen dyrkes mange forskellige idrætsaktiviteter, blandt andet badminton, volleyball, basketball, boksning, håndbold og squash. Det er oplagt at sammentænke idrætsfaciliteter med kulturfaciliteter i det i forvejen velbesøgte område. Svanemøllehallen havde 210.000 besøgende i 2017.

Med Budget 2018 blev der afsat 10 mio. kr. til renovering af Svanemøllehallen. På grund af anlægsloftet er projekteringen udskudt. Renoveringen af Svanemøllehallen kan med fordel sammentænkes med en udvidelse og etablering af biblioteksfunktion.

Der er ingen lokalplan for området ved Svanemøllehallen. Derfor skal muligheden for en udbygning eller placering af et nybyggeri afklares i en behovsafklaringsfase i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. 

3. Nyt bibliotek i et etagebyggeri på Jagtvej

Resultatet af høringen

På borgermødet blev det fremført, at Øbro Jagtvej har en central placering med gode muligheder for offentlig transport, samt at østerbroborgerne er vant til at komme på biblioteket her. Der var forskellige holdninger til, hvorvidt Øbro Jagtvej Bibliotek skal bevares (og eventuelt renoveres) eller rives ned til fordel for en ny bygning med bibliotek i stueetagen (bilag 2).

I forbindelse med høringen har AKB sendt en skitse over deres projektforslag til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Af projektforslaget fremgår, at AKB foreslår, at Københavns Kommune sælger Øbro Jagtvej Bibliotek til boligorganisationen, som til gengæld bygger et nyt bibliotek i stueplan i sammenhæng med almene boliger i etagerne over. AKB tilkendegiver, at en sådan model kan spare kommunen for 35 mio. kr. i anlægsudgifter (bilag 6). 

Om mulighederne på Jagtvej

Øbro Jagtvej Bibliotek ligger ved siden af den kommende metrostation Poul Henningsens Plads i den østlige ende af Jagtvej. Biblioteket er nedslidt og uhensigtsmæssigt indrettet, da det er fordelt over flere etager.

Hvis det skal undersøges nærmere, om der er mulighed for at placere et nyt etagebyggeri med biblioteksfunktion i dele af stueetagen på det nye fælles byggeri, kan det fx realiseres i samarbejde med AKB, som ejer nabomatriklen.

Såfremt kommunen i forbindelse med en eventuel etablering af et nyt bibliotek sælger ejendommen, hvor biblioteket i dag har til huse, kan salgsprovenuet fraregnes udgifterne for etableringen af et nyt bibliotek. En konkret løsning og økonomien heri beror på en forhandling mellem AKB og Københavns Kommune. Indtil videre har der alene været forsigtige sonderinger. Den vurderede salgspris for Øbro Jagtvej Bibliotek er angivet i et fortroligt bilag (Bilag 5).

Det projekt, AKB præsenterer, forudsætter, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en ny lokalplan. Det skyldes blandt andet ønsket om en bebyggelsesprocent, der ligger ud over kommuneplanens rammer samt en øget bygningshøjde. Hertil kommer, at en ændring i anvendelse af arealet/bygningerne stiller andre krav til bl.a. parkering og friarealer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser. I arbejdet inddrages relevante parter, herunder Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Østerbro Lokaludvalg, lokale foreninger m.fl.

 

 Mette Touborg                    

       

                                                          / Mads Kamp Hansen     

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. maj 2019:

Følgende repræsentanter fra Øbrohus/AKB havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Flemming Olsen (formand Øbrohus)
  • Mikkel Warming (Næstformand i AKB Kbh. Organisationsbestyrelse)

 

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at foretage yderligere undersøgelser, hvori også en kombinationsmodel (Kulturcentret Kildevæld og Svanemøllehallen) indgår, og herefter vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Til top