Mødedato: 24.11.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Oplæg vedrørende kommuneplanstrategi og Kommuneplan 2024

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om kommuneplanstrategi og Kommuneplan 2024

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

 

Problemstilling

Kommuneplanen er de bestemmelser, som regulerer udviklingen i København de næste 12 år. Iflg. Planloven skal alle kommuner udarbejde en kommuneplan hver fjerde år.

Kommuneplanstrategien er Borgerrepræsentationens politiske strategi for den fysiske udvikling af kommunen. Borgerrepræsentationen skal indenfor den første halvdel af perioden vedtage kommuneplanstrategien. Det vil sige inden udgangen af 2023.

Kommuneplansstrategien er de politiske hensigtserklæringer, som danner rammen for at udarbejde kommuneplanen. Kommuneplansstrategien er kun politisk bindende, mens Kommuneplanen er lovmæssigt bindende.

Normalt udarbejdes en række analyser som indgår i det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

Kommuneplanen er opbygget med udgangspunkt planlovens lovbestemte minimumskrav, der bl.a. omfatter overordnede mål for arealanvendelsen i kommunen samt retningslinjer og rammer for lokalplanernes indhold. Af konkrete emner som kommuneplanen kan forholde sig til kan nævnes rækkefølgen for byudviklingen, lokalisering af erhverv og udpegning af kulturmiljøer samt rammer for boligstørrelser og parkering. Det er ikke et krav, at kommuneplanen revideres efter hver kommuneplanstrategi og Borgerrepræsentationen kan beslutte sig for at genvedtage eller vedtage mindre ændringer af den gældende kommuneplan.  

Udarbejdelse af en ny kommuneplanstrategi og revision af kommuneplanen indebærer en række procestrin, der involverer fagudvalg, Borgerrepræsentation, Lokaludvalg, borgerne og eksterne aktører og forvaltningen ønsker med den fremlagte tidsplan at skabe rammer for en åben og dialogbaseret proces.

Læs evt. mere i indstillingen til Økonomiudvalget her: 

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/%C3%98konomiudvalget/m%C3%B8de-29032022/referat/punkt-3

Københavns Kommunes Kommuneplan fra 2019 kan læses her: 

https://kp19.kk.dk/

 

Løsning

Sophus August Jakobsen Bojesen og Nina Kirstine Lorentzen fra Team Plan i Økonomiforvaltningen besøger Kgs. Enghave Lokaludvalg med et oplæg om processen i forbindelse Kommuneplanstrategien.

Økonomi

Intet

 

Beslutning

Sophus Bojesen holdt oplæg om KP og KPS. han oplyste, at Kommuneplanen er en arealregulerende plan. Planlægningen ligger i Økonomiforvaltningen, fordi den hører under ØKFs resort.

Efter planen skal der være intern høring af Kommuneplanstrategien i marts/april 2023 og herefter ekstern høring i august/september 2023. Det gentager sig med Kommuneplanen i 2024.

Sophus efterlyser temaer

 

Joan: oplyste, at der er meget fokus på de to nye skoler i Bådehavnsgadekvarteret og på Jernbaneterrænet – sidstnævnte ligger på Vesterbro, men skal kobles sammen med Bavnehøj Skole i Sydhavnen. Der skal være gode rammer og sikre skoleveje.

Der er også fokus på den store lægemangel i Sydhavnen – det er den bydel med færrest ydernumre og dermed læger, og samtidig er middellevetiden meget kortere for både kvinder og mænd i gennemsnittet for KBH.

 

Ann oplyste, at Grønne områder fylder rigtigt meget i Sydhavnen. Tippen presses mere og mere af byfornyelse og af Valby Skybrudstunnel. Der er stadig behov for fredning af hele Tippen.

 

Ole pegede på, at der bliver mere og mere pres på trafikårerne. Det er nødvendigt at den øgede trafikbelastning tænkes ind i rammerne for byudviklingen.

 

 

Joan oplyste, at lokaludvalget i løbet af året også har haft fokus på husbåde og miljøet omkring husbådene. Den konkrete anledning, var de husbåde, der er blevet lukket inde af broer – hvad gør man ved dem, og hvordan sikrer man husbådenes fortsatte eksistens, når der skal byudvikles ved de pladser, de ligger på?

 

 

Hans pegede på, at parkeringsnormer og boligstørrelser ikke stemmer overens.

 

 

Dorthe nævnte, at der i KP15 havde været et tema, der hed ”Den sammenhængende by” Det kan med fordel gentages som tema. Der mangler sammenhæng i den overordnede planlægning.

 

Joan mente, at der bør være mulighed for at sætte skillevægge op i større lejligheder, så man kan blive boende, når man får børn. Det er et stort tab for byen, at mange børnefamilier flytter fordi de nye lejligheder nok er store, men ikke indrettet til børnefamilier i tilstrækkeligt omfang.

 

Anders bemærkede, at det er vigtigt, at der er fokus på flere idrætsfaciliteter. Der er flyttet mange nye borgere til de nye områder, uden at idrætsfaciliteterne er fulgt med. Sydhavnen mangler stadig en svømmehal, men også andre idrætsfaciliteter.

 

Som eksempel på den manglende planlægning af idrætsfaciliteter nævnte Jan M nedrivning af Frems klubhus - nyt klubhus skal deles med mange andre klubber, og dermed forsvinder noget af det særlige klubmiljø omkring Frem

Til top