Mødedato: 28.09.2026, kl. 15:00
Mødested: NOR Yogacenter, Hejrevej 30, 4. sal

Høring om udskiftning af vejbro på Tuborgvej ved Emdrup Station, Bispebjerg

Se alle bilag
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om miljøkonsekvensrapporten for udskiftning af vejbroen på Tuborgvej ved Emdrup Station og udkast til §25-tilladelse (VVM-tilladelse) kan sendes i offentlig høring i otte uger. Det er politisk besluttet, at vejbroen over Emdrup station ved Tuborgvej skal udskiftes senest ved udgangen af 2028 grundet sikkerhed og fortsat anvendelse. Anlægsarbejdet vil medføre midlertidige støjgener. Området har i forvejen et højt baggrundsstøjniveau fra trafik, men anlægsstøj opleves ofte som mere forstyrrende. Natarbejde er nødvendigt da visse arbejder, kun kan udføres, når togtrafikken er indstillet, hvilket Banedanmark kun tillader om natten. Udsættelse vil medføre væsentlige trafikale konsekvenser for både vej- og togtrafik. Det var af hensyn til sikkerheden, at Borgerrepræsentationen besluttede at udskifte broen for at sikre både fortsat fremkommelighed og trafiksikkerhed.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at miljøkonsekvensrapport for udskiftning af vejbro over Emdrupbanen ved Tuborgvej (bilag 2) med tilhørende udkast til VVM-tilladelse (bilag 3) sendes i offentlig høring i otte uger.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 6.oktober 2022 besluttet, at den knap 100 år gamle vejbro over Emdrupbanen ved Tuborgvej skal udskiftes for at sikre fortsat funktionalitet, trafiksikkerhed og bæreevne, da den er i kritisk tilstand. Uden udskiftning vil broen skulle tages ud af drift senest ved udgangen af 2028, hvilket vil medføre total lukning for både vej- og togtrafik. Dette vil få væsentlige negative konsekvenser for den københavnske infrastruktur, herunder adgang til Bispebjerg Hospital, og for S-togsdriften på Farumlinjen. Københavns Kommune, som er bygherre, har på baggrund af en afgrænsningsudtalelse fra forvaltningen udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, der har undersøgt om projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet i anlægsfasen. Udvalget skal nu beslutte at sende miljøkonsekvensrapporten i otte ugers offentlig høring inden sagen behandles endeligt.

Løsning

Vejbroen over Emdrup station ved Tuborgvej skal udskiftes senest ved udgangen af 2028 grundet sikkerhed og fortsat anvendelse. Der er forud, for den valgte løsning af en ny vejbro, blevet gennemgået alternative løsninger. Løsning (C)- at bygge en midlertidig bro mens den nye bro bliver bygget - vurderes som den mest hensigtsmæssige løsning (se bilag 2, s.18-20), da den sikrer en fortsat stabil og sikker trafikafvikling, minimerer risikoen for uforudsete nedlukninger og tager højde for fremtidige krav til bæreevne og vedligehold. Da trafikken på Tuborgvej, efter ibrugtagning af den nye bro, er uforandret, er det kun påvirkninger i anlægsfasen, som er miljøvurderet.

Forudgående høring
Forvaltningen har i december 2025 og januar 2026 sendt et afgrænsningsnotat, der omhandler, hvilke miljøemner der skal belyses i miljøkonsekvensrapporten, i offentlig høring og til berørte myndigheder. Der indkom syv høringssvar, som er samlet og vurderet i en hvidbog (bilag 4). Høringssvarene omhandlede; arealanvendelse, trafik, støj, jord og jordforurening, menneskers sundhed, friluftsliv og rekreative interesser, samt materielle goder. Herefter er det blevet fastlagt, hvilke miljøemner rapporten skulle belyse. Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget.

Miljøkonsekvensrapport og udkast til §25-tilladelse

I miljøkonsekvensrapporten er der redegjort for projektets miljøpåvirkning i anlægsfasen. Der er kun fundet behov eller mulighed for at stille vilkår i §25-tilladelsen om bilag IV-arter.

  • Bilag IV Arter: For så vidt angår flagermus, skal der udføres lytteundersøgelser inden anlægsarbejderne opstartes. Hvis undersøgelserne påviser leve- eller ynglesteder for flagermus inden for projektområdet, indeholder §25-tilladelsen yderligere vilkår for håndteringen heraf. Uden passende afværgetiltag og vilkår ville påvirkningen på potentielle flagermus være væsentlig, men det vurderes, at de fastsatte afværgetiltag og vilkår er tilstrækkelige til at reducere påvirkningen til et lille eller ubetydeligt niveau.

Andre væsentlige påvirkninger er støj og CO2 fra anlægsarbejdet.

  • Anlægstøj: Projektet vil medføre væsentlige støjpåvirkninger fra anlægsarbejder i flere faser. Det forventes, at grænseværdierne for støj, igennem den samlede anlægsperiode på ca. to år, overskrides i ca. 135 dage (>70 dB) samt i omkring 190 aftener og nætter (>40 dB). Da arbejderne ikke kan udføres i dagtimerne, på grund af togtrafikale hensyn, skal der søges dispensation til at overskride bestemmelserne om støj i Kommunens bygge- og anlægsforskrift. I hele anlægsperioden tages der hensyn til togdriften, hvilket betyder, at visse arbejder, som har direkte indflydelse på togtrafikken, kun kan gennemføres om natten. Dette forekommer i alt 190 nætter. Øvrige aktiviteter, der ikke påvirker togdriften, kan fortsat udføres om dagen i hele perioden, også i de 190 dage hvor der arbejdes om natten.

For at reducere støjgenerne opsættes fysiske afskærmninger tæt på arbejdspladserne, og særligt støjende aktiviteter forsøges, i videst muligt omfang, placeret i dagtimerne. Afskærmningerne forventes at reducere støjen med op til ca. 9 dB ved nærmeste boligfacade, mens effekten er minimal på de øvre etager (2. sal og opefter). Dette skyldes, at støjskærmen, med en højde på 2-4 meter, ikke er tilstrækkelig høj til at skærme for støj på de øvre etager, og støjen kan dermed uhindret passere hen over skærmen og nå facaderne fra 2. sal og opefter. Trods disse tiltag vil støjgrænserne stadig overskrides i visse perioder. Det er således ikke muligt, gennem de afværgeforanstaltninger, som indgår i projektet, at undgå væsentlige påvirkninger. Genhusning eller lejlighedsvis opholdsmulighed er ikke en del af afværgeforanstaltningerne. Beboerne i området vil forud for anlægsarbejdet modtage informationspjecer og breve med illustrationer og beskrivelser af de planlagte arbejder. Derudover afholdes informationsmøder for områdets beboere og brugere forud for de særligt støjende faser.

  • Klima: Udskiftningen af vejbroen udgør over 10% af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens samlede årlige CO₂ udledning fra porteføljen af projekter og vurderes derfor at have en væsentlig påvirkning på klimaet jf. den vurderingsskala, der anvendes for forvaltningens projekter. Påvirkningen er søgt afværget gennem projektets design, samt anvendelse af fossil- og emissionsfrie maskiner på arbejdsarealerne, hvor dette er muligt. Forvaltningen vurderer, at relevante tiltag for at reducere udledningen er iværksat, og stiller derfor ikke yderligere vilkår vedrørende klimapåvirkningen.

Andre påvirkninger, som kan påvirke naboer midlertidigt:

  • Vibrationer: Vibrationer under anlægsarbejdet medfører en moderat påvirkning i enkelte faser, da de kan medføre skader på sårbare bygninger. Dette håndteres gennem løbende overvågning og måling, så arbejdet kan standses ved overskridelser af grænseværdier.
  • Menneskers sundhed: Anlægsarbejdet vil i perioder medføre øget støj og vibrationer, som forventes at overskride gældende grænseværdier, særligt om natten i faserne 2, 4 og 6 (bilag 5, s.14). Dette vurderes at kunne give gener der påvirker livskvaliteten for beboerne i området. Der findes ikke tilstrækkelig dokumentation for, om disse gener af midlertidig karakter kan føre til sundhedsskadelige virkninger. Forvaltningen bemærker, at gener og afledte negative sundhedseffekter som søvnforstyrrelser og stress ikke kan udelukkes under anlægsfasen.
    Beboerne orienteres løbende om støj og vibrationer, og der holdes informationsmøder før særligt belastende perioder.

For de øvrige undersøgte parametre for trafik, emissioner, lugt og støv, lys, flora og fauna, bilag IV-arter, friluftsliv og rekreative interesser, jord og jordforurening, grundvand, samt kulturarv og arkæologi vil projektet give anledning til ingen eller ubetydelige påvirkninger.

Forvaltningens vurdering

Det er forvaltningens vurdering, at naboerne til projektet vil opleve gener i anlægsfasen, primært i form af støj, selvom bygherre har nedbragt støjen ved f.eks. opsætning af vægge omkring aktiviteterne. På grund af de komplicerede forhold med jernbanen, er det dog ikke muligt at undgå en væsentlig støjpåvirkning. Dette håndteres via kommunens forskrift for byggeri- og anlæg, som blandt andet rummer krav til information af naboerne.

Det er forvaltningens vurdering, at miljøkonsekvensrapporten og udkast til §25-tilladelse kan sendes i offentlig høring.

Parkering

Der nedlægges midlertidigt 89 offentlige parkeringspladser samt fem taxaparkeringspladser i anlægsperioden. Heraf er 58 kantstensparkeringspladser, mens 31 er afmærkede pladser eller parkeringsbåse. Derudover nedlægges der midlertidigt 20 private parkeringspladser.

Det er forvaltningens vurdering, at der er tilstrækkelig erstatningskapacitet i nærområdet. I området nord for Bispebjerg Parkallé er der 405 offentligt tilgængelige parkeringspladser med en belægningsgrad på mellem 30% - 75% på Bispebjerg Parkallé, Banebrinken, Håndværkehaven og Bøllegård Allé.

Cykelparkeringsdækket på selve brodækket på vejbroen skal nedlægges under anlægsperioden. Midlertidige cykelstativer opsættes vest og øst for vejbroen.

Træer

Projektet indebærer, at der fældes 29 træer tilhørende Københavns Kommune. Et tilsvarende antal nye træer vil blive plantet efter endt anlæg. Dertil fældes syv træer tilhørerende Banedanmark. Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen plan for genplantning af disse.

Politisk handlerum

Klima- Miljø- og Teknikudvalget kan vælge ikke at sende miljøkonsekvensrapporten og udkast til §25 tilladelse i offentlig høring. Intro til VVM (Bilag 6) uddyber det politiske handlerum i sager med VVM. En beslutning om ikke at sende sagen i offentlig høring forudsætter faglig begrundelse, fx at:

  • et eller flere emner i miljøkonsekvensrapporten ikke er tilstrækkelig fagligt begrundet.

Efter offentlig høring af miljøkonsekvensrapport og udkast til VVM-tilladelse vil udvalget blive forelagt miljøkonsekvensrapport samt VVM-tilladelse til endelig vedtagelse. Hvis miljøkonsekvensrapporten for udskiftning af vejbroen på Tuborgvej ved Emdrup Station ikke sendes i høring, kan projektet ikke gennemføres.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, igangsætter Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen otte ugers offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten og udkastet til VVM-tilladelse. Herefter udarbejder forvaltningen en hvidbog, hvorefter sagen med miljøkonsekvensrapport og VVM-tilladelse forelægges udvalget til endelig politisk behandling og beslutning om meddelelse af §25-tilladelse primo 2027.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

 


Til top