Endelig vedtagelse af lokalplan Nørre Voldgade 44, Indre By
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Nørre Voldgade 44. Planforslaget er udarbejdet på baggrund af § 14-forbud og udpeger områdets eksisterende bygning som bevaringsværdig. Bygningen er opført i 1786 og er særlig for Københavns Middelalderby og for Nørre Voldgade, ved at være en af de få tilbageværende bygninger fra før de to københavnske bybrande og det britiske bombardement. Bygningens ældre alder, der adskiller sig fra området, ses særligt ved facadens lavere højde og et etageantal på tre. Forslag til lokalplan har været i offentlig høring, hvor forvaltningen har modtaget syv høringssvar, der ikke gav anledning til ændringer.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Nørre Voldgade 44 (bilag 2).
Problemstilling
På mødet den 2. december 2024 besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at byhuset Nørre Voldgade 44 skal bevares og at forvaltningen derfor skulle nedlægge et §14-forbud og udarbejde en bevarende lokalplan for ejendommen.
Ifølge planlovens §14 kan der nedlægges forbud mod, at der retligt og faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Senest ét år efter nedlæggelsen af forbuddet, skal et lokalplanforslag offentliggøres. Fristen løb fra den 20. december 2024.
Borgerrepræsentationen delegerede den 19. juni 2025 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1), ukomplekse lokalplaner (kategori 2) og komplekse lokalplaner (kategori 3) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Lokalplanforslaget har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.
Løsning
Lokalplanområdet omfatter en enkelt ejendom, Nørre Voldgade 44, og ligger i den vestlige del af Middelalderbyen i Indre By. Bygningen ligger nær Nørreport Station og Ørstedsparken, og som en del af en facaderække mod Nørre Voldgade. På grund af de to bybrande i 1728 og 1795 samt det britiske bombardement af København, er bygningerne langs Nørre Voldgade primært opført efter 1807. Området er derfor præget af senklassicistiske bygninger i fire til fem etager, der var typiske for den tid. Nørre Voldgade 44 vidner derimod med sin lavere facadehøjde og sit etageantal på tre om sin ældre alder, der adskiller sig fra områdets øvrige bygninger og vidner om Københavns historie. Ejendommen er ikke omfattet af en eksisterende lokalplan og er registreret med en SAVE-værdi 4. Planforslaget udpeger bygningen som bevaringsværdig og bestemmer, hvilke begrænsede bygningsmæssige ændringer, der kan foretages. Planforslaget muliggør ikke hotelanvendelse, men fastlægger øvrig anvendelse i overensstemmelse med kommuneplanens ramme for boliger og serviceerhverv (C-ramme).
Forud for nedlæggelsen af §14-forbuddet på ejendommen, havde grundejeren i august 2024 ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen om en forhåndsdialog med henblik på delvis nedrivning og opførelse af en forhøjelse af den eksisterende bygning med to etager. Grundejer har udarbejdet et ideoplæg med tre bud på en delvis nedrivning og ombygning af ejendommen, som vil muliggøre en ekstra bolig (bilag 5). De tre ideoplæg er grundejers og er ikke screenet for planmæssige bindinger m.v. af forvaltningen.
Høring
Lokalplanforslaget har været i høring fra den 18. december 2025 til den 24. februar 2026. Forvaltningen har modtaget syv høringssvar (bilag 3). Høringen har ikke givet anledning til ændringer. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Indre By Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 3, henvendelse nr. 6)
- Tilfredshed med at der udarbejdes bevarende lokalplan for ejendommen.
- Forslag om at fastlægge anvendelsen til udelukkende familieboliger, frem for både familieboliger, ungdomsboliger og erhverv som lokalplanen lægger op til, i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
- Lokaludvalget stiller spørgsmål om hvorvidt krav til støjisolering kan medføre ændringer af facade eller vinduer.
Forvaltningens bemærkninger
Lokaludvalgets synspunkter er delvist sammenfaldende med borgernes henvendelser, og forvaltningen kommenterer lokaludvalgets synspunkter nedenfor.
- Forvaltningen tager det til efterretning.
- Lokalplanen muliggør ikke hotelanvendelse, men fastlægger øvrig anvendelse i overensstemmelse med kommuneplanens ramme for boliger og serviceerhverv (C-ramme). Forvaltningen vurderer ikke, at anvendelsen bør begrænses yderligere.
- Støjisolering skal ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om bevaring, og udføres med respekt for bygningens arkitektoniske udtryk.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 3, henvendelse nr. 1-5, 7)
- Fem henvendelser ønsker at fastholde bevaring af ejendommen i sin nuværende form.
- To henvendelser ønsker mulighed for at transformere bygningen/ejendommen ved delvis nedrivning og tilbygning af to eller tre etager.
- En henvendelse om hvorvidt krav til støjisolering kan medføre ændringer af facade eller vinduer.
- En henvendelse om at fastlægge anvendelsen til udelukkende familieboliger, fremfor både familieboliger, ungdomsboliger og erhverv som lokalplanen lægger op til, i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
Forvaltningens bemærkninger
- Forvaltningen tager det til efterretning.
- Lokalplanen fastsætter bevaringsbestemmelser for bygningen i sin helhed og skelner desuden mellem hvilke ændringer, som er tilladte inden for lokalplanens bestemmelser og hvilke, som vil kræve dispensation fra lokalplanen. Lokalplanen giver ikke mulighed for større ombygninger eller transformation af ejendommen.
- Se forvaltningens bemærkning til lokaludvalget ad 3.
- Se forvaltningens bemærkning til lokaludvalget ad 2.
Parkering
Der stilles ikke krav om bilparkeringspladser i planforslaget, da planforslaget bevarer eksisterende godkendte forhold, og da planforslaget ikke muliggør ny bebyggelse på ejendommen. Der er ikke tidligere stillet krav om bilparkering hørende til den eksisterende ejendom.
For cykelparkering følger planforslaget rammerne i Kommuneplan 2024. Det svarer til fire cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal for boliger, ungdomsboliger og butikker, samt tre cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal for erhverv. Da planforslaget bevarer eksisterende godkendte forhold, og ikke muliggør ny bebyggelse på ejendommen, forventes planforslaget ikke at ændre på eksisterende forhold. Dog kan en fremtidig ansøgning om væsentlig ændret anvendelse udløse nye krav om cykelparkering.
Politisk handlerum
Det kan besluttes,
- at delvis nedrivning og transformation af bygningen skal være muligt. Det vil betyde, at sagen sendes tilbage til forvaltningen. Forvaltningen vil herefter indgå i fornyet dialog med bygherre om et tilpasset projekt med mulighed for delvis nedrivning og påbygning og udarbejde et nyt planforslag. Beslutningen indebærer en høj procesrisiko, da et nyt planforslag ikke kan offentliggøres inden for §14-forbuddet, der bortfaldt den 20. december 2025. Bygherre vil derfor i princippet kunne gå videre med sin oprindelige byggeansøgning, før et nyt lokalplanforslag kan offentliggøres. Det vurderes, at et nyt planforslag, som muliggør delvis nedrivning og transformation, vil gøre det vanskeligt at fastholde bygningens bærende bevaringsværdier.
- at antallet af bilparkering ikke skal ske ved en konkret vurdering, men følge kommuneplanens normer for bilparkering. Det ville ved en fremtidig væsentlig ændring af ejendommens anvendelse kunne generere et krav på mellem 0-3 bilparkeringspladser afhængigt af, hvor stor en del af ejendommen, der ændres. Der er ikke tidligere stillet krav om bilparkering hørende til den eksisterende ejendom.
Hvis indstillingen ikke godkendes, vil ejendommen ikke være omfattet af en lokalplan. Bygningen, Nørre Voldgade 44, vil dermed ikke være udpeget som bevaringsværdig, og den vil derigennem ikke blive beskyttet mod ombygning eller nedrivning.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen