Mødedato: 02.02.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Klima-, Miljø-, og Teknikforvaltningens handleplaner for den løbende revision 2025

Se alle bilag
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til handleplaner til revisionsbemærkninger vedrørende løbende revision 2025. Kommunens revision Ernst & Young (EY) har i forbindelse med udførelse af den årlige løbende revision for 2025 givet to gule bemærkninger vedr. rettidige fakturabetalinger og afregning af feriepenge til alle forvaltninger i Københavns Kommune, herunder Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har på den baggrund udarbejdet handleplaner til at imødekomme revisionens anbefalinger. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har ingen forvaltningsspecifikke revisionsbemærkninger.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at handleplanerne vedrørende revisionsbemærkninger i løbende revision 2025 håndteres som beskrevet i afsnittet Løsning og bilag 5.

Problemstilling

Kommunens revision Ernst og Young (EY) udfører en gang om året en løbende revision af kommunens forretningsgange og interne kontroller og afrapporterer til kommunen i slutning af året for det forgangene år. København Kommune modtog revisionens rapport om løbende revision 2025 i december 2025.

Der er givet to gule bemærkninger vedr. rettidige fakturabetalinger og afregning af feriepenge til alle forvaltninger i Københavns Kommune, herunder Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. En gul bemærkning indikerer, at der er udsving eller opmærksomhedspunkter i udviklingen, som kræver forklaring, hvor der skal anføres en handlingsanvisning. Forvaltningerne skal derfor udarbejde konkrete handleplaner, som skal godkendes af deres egne fagudvalg inden alle handleplaner forelægges Økonomiudvalget. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har ikke fået nogen bemærkninger på området ”Generelle it-kontroller.

Løsning

Kommunens revision har i den årlige løbende revision for 2025 revideret tre hovedområder: Regnskabsføring, forretningsgange og interne kontroller (bilag 2), Revision af løn- og personaleområdet (bilag 3), Revision af generelle IT-kontroller (bilag 4).

Som opfølgning på revisionsrapporten vedrørende den løbende revision 2025, skal Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejde handleplaner for at imødekomme revisionsbemærkningerne. Nedenfor redegøres for revisionens bemærkninger, anbefalinger og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens handleplaner. Den fulde tekst for revisionsbemærkninger og handleplaner fremgår af bilag 5.

Revisionsbemærkning 1: Kreditor - Rettidige fakturabetalinger

Revisionen har observeret at omfanget af leverandørfakturaer, der ikke betales til tiden, er stigende i 2025, selv om Borgerrepræsentationen har besluttet, at der skal ske straksbetaling. Revisionen anbefaler på den baggrund, at forvaltningerne har det nødvendige fokus på at sikre, at håndteringen af fakturaer sker løbende, og at der er et øget fokus på rettidig betaling til kommunens leverandører i sommerferieperioden (bilag 2).

Forvaltningens handlingsplan

Alle medarbejdere og ledere, der har ubehandlede faktura, modtager dagligt advis via økonomisystemet. Forvaltningen har primo 2025 iværksat indsats for at sikre rettidig betaling og kan i de månedsvise opgørelser se en nedgang i fakturapuljen. Forvaltningen fortsætter derfor denne indsats i 2026. Forvaltnings regnskabsenhed følger dermed også i 2026 dagligt op på fakturaflowet og kontakter medarbejdere og ledere, der har faktura liggende i mere end 12 dage, så de bliver betalt inden forfaldsdato. Forvaltningen er også i 2026 særlig opmærksom på, at antallet af ubehandlede faktura er i bund op til sommer- og juleferien. Forvaltningens handleplan for 2026 svarer til den praksis, der har været i 2025, da det erfaringsmæssigt holder antallet/beløb af forfaldne faktura på et minimum. Der følges månedligt op på handleplanen.

Revisionsbemærkning 2: Afregning af feriepenge

Revisionen har i 2025 foretaget en gennemgang af en stikprøve på 94 sager. Gennemgangen har vist fejl og mangler i fire tilfælde, som alle vurderes at være enkeltstående fejl og mangler. Men det vurderes forsat, at der generelt er flere fejl og mangler, og at der er et økonomisk potentiale, samt behov for at sikre medarbejdernes rettigheder i forhold til afholdelse af ferie.

Revisionen anbefaler på den baggrund, at forvaltningerne i samarbejde med Koncernservice får etableret en mere effektiv proces vedrørende håndtering af medarbejdernes ferie (bilag 3).

Forvaltningens handlingsplan

Forvaltningen iværksætter en samlet indsats for at sikre, at medarbejdere afholder deres ferie eller får ferie korrekt overført i overensstemmelse med gældende regler. Indsatsen indeholder fem overordnede områder:

  • Løbende datakontrol
  • Direkte lederopfølgning
  • Økonomisk opfølgning
  • Samarbejde med Koncernservice
  • Ledelsesrapportering og effektvurdering

Indsatserne har til formål at skabe et øget og mere systematisk fokus på ferieafholdelse, som samtidig skal understøtte lederne i håndteringen af opgaven. Handleplanen forventet afsluttet 4. kvartal 2026.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget kan foreslå ændringer i handleplanerne. Klima-, Miljø-, og Teknikforvaltningen vil indarbejde de ønskede ændringer i handleplanerne for den løbende revision 2025.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt revisionshandleplanerne for løbende revision 2025, forelægger Økonomiforvaltningen alle forvaltningernes handleplaner for Økonomiudvalget den 24. februar 2026.

Søren Wille  

                                          / Marie-Louise Kudsk Hædersdal


Til top