Mødedato: 03.06.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Drøftelser af ansøgninger til musikaktivitetspuljen 2025 og 2026-2028

Se alle bilag
Musikudvalget skal drøfte ansøgninger til musikaktivitetspuljen 2025 og 2026-2028 og afgive høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Musikudvalget drøfter og afgiver et samlet høringssvar på de 18 ansøgninger, der er modtaget til musikaktiviteter i 2025 og på de 31 ansøgninger, der er modtaget til musikaktiviteter i perioden 2026-2028.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 3. april 2025, at der af de overskydende midler fra udbuddet af Amager Bio og BETA skal anvendes 1,4 mio. kr. årligt i perioden 2026-2028 til en øremærket musikaktivitetspulje.  

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede endvidere, at den resterende del af Musikforeningen 5-ørens tilskud i 2025 på i alt 567 t. kr. anvendes til en øremærket musikaktivitetspulje i 2025.

Både kommercielle og ikke-kommercielle spillesteder og aktører i København har haft mulighed for at søge musikaktivitetspuljen 2025 og 2026-2028.

Kultur- og Fritidsudvalget skal på møde den 14. august 2025 tage stilling til ansøgningerne og udmønte musikaktivitetspuljen 2025 og 2026-2028 efter høring i Musikudvalget.

Løsning

Forvaltningen har modtaget i alt 18 ansøgninger til musikaktivitetspuljen for 2025 som i alt udgør 567 t. kr. Der er i 2025 ansøgt om i alt 2,27 mio. kr. og der er ansøgt om tilskud på mellem 10 t. kr. og 567 t.  kr. (Bilag 1-2).

Til den 3-årige musikaktivitetspuljen 2026-2028 som udgør i alt 1,4 mio. kr. årligt, har forvaltningen modtaget 31 ansøgninger. Der er i alt ansøgt om 7,13 mio. kr. årligt og de ansøgte årlige tilskud varierer fra mellem 6 t. kr. og 1,4 mio. kr. (Bilag 3-4).   

Musikudvalget skal drøfte og afgive høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af nedenstående ansøgningskriterier:

1.

Spillestedet/aktøren skal præsentere rytmiske koncerter og musikaktiviteter i Københavns Kommune

2.

Spillestedet/aktøren skal afholde koncerter og musikaktiviteter med både kendte og mindre kendte kunstnere og have fokus på vækstlag og diversitet

3.

Spillestedet/aktøren kan ansøge om tilskud til en eller flere øremærkede musikaktiviteter, og skal i ansøgningen bl.a. beskrive aktiviteten samt redegøre for formål, målgruppe og periode

4.

Ansøgningen skal indeholde et budget med både udgifter og indtægter, og hvoraf de øremærkede aktiviteter fremgår på udgiftssiden

5.

Tilskud fra aktivitetspuljen kan søges af både kommercielle og ikke-kommercielle spillesteder/aktører

6.

Der kan ansøges til aktiviteter i 2025 og/eller 2026-2028

Derudover har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at ansøgninger med henblik på at skabe mere koncertaktivitet udenfor byens centrum skal prioriteres. 

3-årlige tilskud er normalt bevilget til større professionelle spillesteder i forbindelse udpegning af de regionale spillesteder og netværks- og genrespillestedsordningen. 

Økonomi

Musikaktivitetspuljen 2025 og 2026-2028 er finansieret af de overskydende midler fra udbuddet af Amager bio og BETA

Fra 2029 indgår midlerne – 1,4 mio. kr. årligt – i Kultur- og Fritidsudvalgets generelle midler til musikaktiviteter og kan indgå i den samlede prioritering i forbindelse med udpegning af regionale spillesteder, netværks- og genrespillesteder, hvis denne ordning fortsætter, samt til øvrige spillesteder.

Videre proces

På baggrund af Musikudvalgets drøftelser vil forvaltningen udarbejde et høringssvar, der vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på deres møde den 14. august 2025. 

Beslutning

Musikudvalget drøftede indstillingen.

Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelse udarbejde udkast til høringssvar, der sendes i skriftlig votering hos Musikudvalget før det forelægges Kultur- og Fritidsudvalget i august. 

Til top